Giv en hånd til Grindsted !

Foto: Vestermarkskirken

Lørdag den 27. oktober slår Vestermarkskirken i samarbejde med Dansk Folkehjælp og Frisam dørene op til en dag hvor vi tilbyder at give Grindsted en hånd, som vi tror igen blive til glæde for mange mennesker i Grindsted. Hver gang vi har afholdt dagen, er mellem 30 og 40 blevet hjulpet på en eller anden måde rent praktisk.

Vestermarkskirken og Dansk Folkehjælp samarbejder allerede omkring vores årlige julemarked i november, og de indsamlede midler fra julemarkedet går til støtte af dårligt bemidlede familier i form af en stor flyttekasse med madvarer og andre ting lige inden jul. Det samarbejde er begge parter glade for.

Samtidig ønsker vi i Vestermarkskirken at kunne gøre noget for vores dejlige by, og for de mennesker som bor i den. Derfor tilbyder vi helt uforpligtende at give en hjælpende hånd til primært dem i Grindsted by som har brug for det.

Kender du nogle mennesker som du ved har brug for en hjælpende hånd, men som ikke kan få sig selv til at tage kontakt til os. Så er det måske dig som skal formidle kontakten, og spørge om det ikke var en ide at ringe til Vestermarkskirken.

Måske har du været igennem en sygdomsperiode, som har hæmmet dig fysisk og psykisk. Måske er der nogle ting som du ikke kan gøre mere, fordi alderen er begyndt at trykke, og kræfterne ikke er de samme som de har været en gang. De fleste mennesker har oplevet hvordan sygdom eller ulykke pludselig kan ændre ens mobilitet så meget, at der er ting som man ikke selv kan udføre uden brug for noget ekstra hjælp. Sidst men ikke mindst er du måske i den situation, hvor du ikke har familie tæt på som er i stand til at give en hjælpende hånd.

Vestermarkskirken vil gerne tilbyde en ekstra hjælpende hånd til at få nogle af de ting ud af verden, som måske længe har tynget dig, og som du gerne ville have gjort færdigt. Det kan være at få kørt affald væk fra garagen, ryddet op i en kælder eller at få hængt den lampe op, som har ligget i æsken i lang tid.

I denne forbindelse kunne vi også godt tænke os at udfordre alle i Grindsted som har overskud, og som gerne vil hjælpe en medborger til at få løst et problem, til at melde sig, og hermed gøre et andet menneske meget glad. Vi ved at det koster tid, kræfter og energi at tilbyde dette, men vi tror også, at dem som tilbyder sin hjælp vil opnå stor glæde ved at hjælpe andre med nogle behov.

Vores succeskriterie er meget enkel. Hvis de folk som får hjælp føler de bliver hjulpet, så er opgaven fuldført.

Vi tilbyder fælles morgenmad kl. 09.00 til 09.30 og frokost fra kl. 11.00 til 13.00 samt kaffe og kage til slut kl. 14.00.

Du kan ringe på 50425228, hjemmesiden www.vestermarkskirken.dk eller maile til omsorg@vestermarkskirken.dk Så vil vi prøve efter bedste evne at hjælpe dig denne lørdag skriver Vestermarkskirken i en pressemeddelelse.

Kontorbutikken refurb banner