LEGO House fejrer LEGO film i vinterferien

Foto: LEGO House

Det er fem år siden at Emmet og Lucy sang, at alt er super duper. Nu kommer den længe ventede THE LEGO® MOVIE 2™ endelig i biograferne – og derfor afholder LEGO House filmdage i vinterferie-ugerne 7 og 8.

Den røde løber byder indenfor til byggesjov og aktiviteter, der er inspireret af filmstemning.

Marketingchef Gitte Nipper fortæller:

”Vi inviterer gæsterne til at finde deres indre filminstruktør frem og lave deres egen version af LEGO MOVIE 2 i vores særlige filmstudie oppe i den grønne zone. Og så har vi helt ekstraordinært fået lov af Warner Bros. til at udstille flere af rekvisitterne fra LEGO filmen i vores Backstage-udstilling i LEGO Square, som jo er tilgængelig for alle uanset, om man køber billet til oplevelseszonerne eller ej”.

Vinterferieaktiviteter under LEGO Movie Days:

Se THE LEGO® MOVIE™ 
Se eller gense det klodsede eventyr, hvor vi følger Emmet – en helt almindelig LEGO® minifigur, der pludselig har nøglen til at redde hele verden. Vises hver dag i vinterferieugerne 7 og 8 kl. 14.00.

Lav din egen film
Tag plads i instruktørstolen i Story Lab og instruer din egen filmhistorie med stop-motion-teknik.

“The Brickstep” dansen
LEGO Play Agents står hver dag klar i LEGO Square til at vise gæsterne de seje dansetrin til tonerne af ”Everything is awesome”.

Backstage udstilling
To eksklusive udstillinger med genstande fra den nye film. I Grøn Zone ser man, hvordan LEGO produkterne er blevet udviklet samt skitser og modeller, som aldrig nåede at blive til egentlige LEGO produkter. I LEGO Square oplever man rekvisitter fra den egentlige film skriver LEGO House i en pressemeddelelse.

LEGO House har åbent alle dage i uge 7 og 8. Se mere på www.LEGOHouse.com