250 var til foredrag om Mars i Grindsted Kino og Kulturhus

Foto: Bilund Bibliotekerne

Skal vi flytte til Mars?

Astrofysiker Michael Linden Vørnle holdt et spændende foredrag i Kulthurhuset i Grindsted.

Foto: Billund Bibliotekerne

I løbet af dette års festuge havde Bibliotekerne i Trekantområdet ved hjælp af de fem sanser valgt at udfordre litteraturoplevelsen. Astrofysiker Michael Linden-Vørnle udfordrede bevægelsen, da han stillede spørgsmålet “Skal vi flytte til Mars?”  

Michael Linden-Vørnle arbejder som astrofysiker og er chefkonsulent på Institut for Rumforskning og -teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space). Herudover er han også involveret i det europæiske satellitprojekt, Planck. Planck-satellitten skal undersøge universets oprindelse, der populært kaldes ”big bang”.

Han tog os med på en spændende tur til Mars, den ene af Jordens naboplaneter og den planet i Solsystemet, der minder mest om Jorden. Til foredraget gav Michael bl.a. sit bud på om vi kommer til at kolonisere Mars i en nær fremtid, og hvad det kræver for mennesket at leve i et så udfordrende og ubeboeligt miljø.

Arrangementet foregik i, og var arrangeret i samarbejde med Grindsted Kino og det næsten udsolgte foredrag tog godt en times tid, inden Michael Linden-Vørnle skulle videre til biblioteket i Vejle.

Bagefter viste vi filmen ”The Martian” for de ca. 250 publikummer, som primært bestod af elever fra folkeskolernes ældste klassetrin skriver Billund Bibliotekerne i en pressemeddelelse.