På fredag d. 20. september 2019 starter det årlige GGIF håndboldsstævne i Magion, Den Jyske Sparekasse Cup 2019. Og hvordan kan man så presse 6.370 minutters håndbold ind i et stævne, som strækker sig fra fredag eftermiddag til søndag? Jo, det kan man, ved at 18 klubber har meldt deres ankomst med ialt ca. 1300 håndboldspillere fordelt på 113 hold. U11, U13 og U15 årgange spiller kampe i 6 haller og sover på 5 skoler – Det er ny rekord for deltagerantallet til stævnet som i år kan fejre sin 8-års fødselsdag.
-Vi er glade og stolte over, at vi har formået at positionere os blandt alle de andre stævner og vi har vist, at selvom vi er en lokal klub, som har større klubber som Skjern, Kolding og Esbjerg tæt på, så har vi noget at byde ind med i forhold til rammer for kampe, forplejning og overnatning, fortæller Carsten Riemann som sidder med i udvalget bag stævnet i en pressemeddelelse.
-Vi lægger beslag på 6 haller i nærområdet og på grund af det øgede deltagerantal har vi booket os ind i Sdr. Omme og i Filskov. Selvom vi har fantastiske rammer i Magion og Lynghallen, så har døgnet desværre kun 24 timer og for at vi kan nå at afvikle alle 245 kampe indenfor en nogenlunde overskuelig tidshorisont, så er vi nødt til at hente busser ind, som kan fragte spillerne ud over bygrænsen. Heldigvis er både klubberne i Sdr Omme og Filskov klar til at træde til med en hjælpende hånd for at afviklingen kan ske uden de store problemer.
Men sådan et stævne afvikler ikke sig selv. Et af de bærende elementer i stævnet er alle de frivillige kræfter, som hver især rykker et par timer ud af kalenderen og hjælper til med bl.a. servering, oprydning, opsyn, nattevagter og dommerborde. – Vi kan ikke som klub ikke komme i nærheden af at afholde sådan et stævne uden, at vi trækker på frivillige hjælpere. 97 frivillige har vi lavet en aftale med og tilsammen dækker de altså 608 timers arbejde henover weekenden. Stævnet er faktisk døgnbemandet med frivillige opgaver fra fredag kl. 15 til den sidste klub har spillet finalekampen søndag eftermiddag supplerer Carsten Riemann. – De fortjener hver især en kæmpe tak!
Der sidder seks medlemmer i stævneudvalget og når stævnet lukker ned på søndag holder gruppen en velfortjent ”ferie”. Men allerede i november mødes de igen og starter processen op på ny med evaluering. Derefter tuner de sig ligeså stille ind på næste års stævne. –Som udvalg render vi altid ind i udfordringer. Det kan være f.eks. ombygninger af skoler som resulterer i ændrede muligheder for overnatning. Det kan vi først forholde os til, når vi ser deltagerantallet. Så jo bedre planlagt de ydre rammer er, jo mere overskud har vi til at løse de udfordringer, som altid kommer i 11. time fortæller Henrik Risager, som bl.a. har til opgave at sikre, at klubberne bliver indkvarteret sammen.
Klubben glæder sig til at være vært og udvalget glæder sig til, at stævnet går i gang fredag. -Så summer Magion af glade spillere, som hygger sig med den sportsgren de elsker. Det giver en helt særlig stemning, hvor højt humør, fair-play og nye venskaber virkelig sætter sit præg på området henover weekenden og skulle man have lyst til at opleve den stemning, så er man mere end velkommen til at kigge forbi i hallerne og opleve den på tæt hold.