For tiende gang afholdes naturvidenskabs- og teknologikonkurrence FIRST LEGO League i Billund
CoC Playful Minds har siden 2016 været vært for FIRST LEGO League og glæder sig igen i år, til at byde de deltagende børn og unge velkommen til turneringen, der traditionen tro afholdes i Billund Centeret.
Konceptet, og værdierne bag FIRST LEGO League bidrager til Billunds vision om, at børn lærer igennem leg og skal være skabende verdensborgere.
Derudover er FIRST LEGO League med til at udfordre de traditionelle roller i læringsprocesserne mellem børn og voksne ved at inddrage børnene i ligeværdige relationer og basere sig på samskabelse i arbejdet omkring FIRST LEGO League.
Det kan kun lade sig gøre at afholde FIRST LEGO League i Billund med en solid opbakning fra frivillige. Således formår turneringen at samle mere end 60 engagerede frivillige fra forskellige verdensdele, erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, samt borgere, der alle har et fælles ønske om at gøre noget helt særligt for de deltagende børn og unge i Billund. Da mange af de frivillige har været med flere år, er FIRST LEGO League blevet til en fast tradition for mange, og som man som frivillig ser frem til.
Årets tema er City Shapers
Temaet for årets FIRST LEGO League er City Shapers. FIRST LEGO League City Shapers giver de deltagende børn en kæmpe mulighed for at give et bud på, hvordan deres lokalsamfund kan se ud i fremtiden.
Turneringen foregår i Billund Centret, lørdag d. 9. november 2019.
Dørene åbnes for publikum kl. 8.00. Der er naturligvis gratis adgang for alle.
Vil du vide mere om FIRST LEGO League i Billund eller tilmelde et hold, kan du kontakte projektleder Kristian Ibsen på fll@cocplayfulminds.org
Fakta
FIRST LEGO League er verdens største videnskabs- og teknologi konkurrence, der samler mere end 400.000 børn og unge, på tværs af 115 lande. De deltagende hold arbejder med årets tema og tilhørende udfordring, der har udspring i den verden som omgiver os. Holdene arbejder gennem otte uger, med et selvvalgt projekt indenfor årets tema. Derudover skal holdet bygge en mindstorms robot, der har til opgave at løse flest mulige missioner på turneringsbordet i skarp konkurrence med de andre hold. Til turneringen møder holdene op, og præsenterer deres projekter for hinanden, dommerne og de fremmødte gæster.
Læs mere om FIRST LEGO League: https://www.cocplayfulminds.org/vores-verden/programmer/playful-skills/first-lego-league/