Børn og unge underholder til Open by night i Grindsted

PR-Foto: Billund Kommune

Billund Kulturskole er klar med sæsonens første elevkoncert til Open by night på fredag.

 Billund Kulturskoles sæson er ikke mere end halvanden måned gammel, og alligevel er de første musikelever allerede klar til at præsentere de musiknumre, de har arbejdet med. Denne første elevkoncert falder sammen med årets sidste Open by night med arrangementer på torvet i Grindsted, og det er et heldigt sammenfald, mener Teamleder for musik på Billund Kulturskole, Casper Jensen. ”Vi er glade for, at Grindsted Handelsstandsforening har kontaktet os med muligheden for at optræde på fredag, og det er en glimrende lejlighed, da vi lige nøjagtig er nået så langt i sæsonen, at vi er klar til at byde ind med underholdning til årets sidste Open by night” fortæller Casper Jensen.

Det bliver dygtige klaver-, fløjte-, og sangelever, der står for underholdningen denne aften, og musikken kommer til at omslutte den spændende kåring af ”Byens Bedste”, som Handelsstandsforeningen står for. ”Byens Bedste” går ud på, at Grindsted Handelsstandsforening giver kunderne mulighed for at stemme på den eller de oplevelser i byens butikker eller caféer, som de synes har været specielt gode. Kundernes stemmer afgør, hvem der bliver Byens Bedste, og der bliver udtrukket en vinder af et gavekort på 500,- kr. blandt dem, der har stemt.

Billede 1: Klaverelever fra Billund Kulturskole optræder til Ungdoms- og Kulturskolens store Gallashow i foråret 2019

Klaverelever fra Billund Kulturskole optræder til Ungdoms- og Kulturskolens store Gallashow i foråret 2019

 

Billede 2: Også sangelever var på scenen til Gallashowet i MAGION 7. april 2019. Mange af sangeleverne er igen klar til at optræde til Open by night.

 

Faktaboks
Open by night i Grindsted foregår på fredag 4. oktober, og butikkerne har åbent til kl. 21.

  • Fra kl. 19.00 underholder Billund Kulturskoles klaver-, fløjte-, og sangelever på Torvet.
  • 19.30 er der kåring af ”Byens Bedste”, og bagefter vil der være yderligere indslag fra Billund Kulturskole.
  • Billund Kulturskole underviser børn, unge og voksne i alle aldre i musik, billedkunst, drama og ballet. Undervisningen foregår på Musikcentralen i Grindsted, på Kulturskolen i Billund samt i skolerne i Vorbasse, Hejnsvig, Sdr. Omme og Filskov.