Af Louis Bülow
En råkold søndag i december for fem årtier siden er en af landevejens frie fugle Poul Erik Petersen – bedre kendt som den legendariske Sanger Poul – på sin vandring rundt i landet nået til Grindsted, hvor han forsigtigt banker på en dør ud til Vestergade.
I den lune stue sidder den lille familie og hygger sig med varm kakao, konditorkage fra Vor Bager og gammeldags bolcher fra Nørregade – om man så er til gyldne althea bolcher, bismarcksklumper med pebermynte eller til klassikeren over dem alle Kongen af Danmark.
Ved julelampens skær læser man højt af håndskrevne julekort i stakkevis, bladrer i julekataloget fra Daells Varehus og lytter med på søndagens Giro 413.
Med sin dybe, rene stemme planter den gamle gartner smil og solskin og sang i alle sind, den folkekære Ib Schønberg lover nye tider med sin Når der kommer en båd med bananer, og ikke et øje er tørt, når Victor Cornelius hylder Mor er den bedste i verden.
Sanger Poul bliver budt indenfor og velkommen med de forjættede ord: Du vil vist hellere have en øl, og med et stort smil over hele femøren forsøger en glad og tørstig sjæl ikke at lægge skjul på sin glæde: Du har den rette forståelse, lille frue.
Den eftermiddag i Vestergade i Grindsted skal familien opleve glæden ved at være sammen med vagabondernes landskendte troubadour, og man hygger sig i flere timer frem til skumringstimen.
Sanger Poul fortæller om sine oplevelser på de lange landeveje, om at friste livet under åben himmel til duften af nyslået hø og suset af den stride vestenvind, om et usynligt kor af lærker, der bryder den fredfyldte stilhed, og om solen, der med sine gyldne stråler klæder marker, enge og skovbryn i de skønneste farver. Og han synger sin vise om Vagabonden og havet:
Vesterhav bruser og bølgerne blinker
Åh – hvor jeg nyder den salige stund
Mågerne flyver, skriger og vinker
Jubler og lèr til en glad vagabond.
Kattegat suser og bølgerne skummer
Solen blåner de skumklædte søer…
Da Sanger Poul tager afsked for at drage videre, kysser han fruens hånd med ordener: Gid solen altid vil skinne på dig, lille frue. På sin videre færd lægger han vejen forbi Grand Hotel og kanter sig ind i den stilfulde restaurant Steen-Kælderen kun et stenkast fra torv og hovedstrøg,
Iklædt landevejsridderens velkendte slidte mundering passer han ikke helt ind, som han sidder der i tætte tobakståger i det fjerne hjørne af restauranten og kærtegner sin pilsner med sidevogn.
Udenfor blide snefnug, der drysser sit hvide slør over land og by, mens vinterkulden ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben. Sanger Poul nyder øjeblikket og varmen, og fra tid til anden breder et lille smil sig over det hærgede ansigt, mens han venligt letter på sin fedtplettede sømandskasket.
Ud på aftenen hiver han – lidt feststemt, javel, men afdæmpet – et par hæfter med egne viser og melodier frem og stikker dem over til os, et par unge mennesker ved nabobordet. Vi går i forbøn hos servitricen, der længe har kigget skævt til den fremmede og nok tænkt sit.
Med et sigende blik og nogle formanende ord imødekommer hun os og giver Sanger Poul lov til i det stille at synge et par af sine sange, som Mit eget liv, som han skrev helt tilbage i 1963:
De farer afsted i et brølende jag,
De suser i biler hver eneste dag.
Hvor meget af skønheden tror du de ser?
De kommer nok langt, men så ej heller mer`
For de har ikke tid til at se hvad der sker.
De skriger på penge, de råber på magt,
De truer med bomber med støvler i takt.
Har verden da ej fået tilstrækkeligt af krig,
Kanonernes torden og børnenes skrig?
Jeg troede engang, at den tid var forbi …
Social indignation og samfundssind lyser ud af Sanger Pouls viser. Han revser eliten og gør op med pampere og magthavere med sange, der rammer den jævne dansker lige i hjertekulen. Som John Mogensen giver digtervagabonden stemme til dem, der ikke passer ind i den ferske artighed med flæsk på bordet og raslen i skabet.
Engang i 1970èrne medvirker han i et populært underholdningsshow på TV med Otto Leisner, der dog har et vist besvær med at få den lettere overrislede gårdsanger til at holde kammertonen. Det viser sig senere, at Sanger Poul har været rystende nervøs før sin sceneoptræden og derfor har taget et par ordentlige gibbernakker, lige før han skal på.
I dag er Sanger Poul indhyllet i glemslens tusmørke, men dengang fik vagabondernes sanger solgt sine viser og digte i flere end 20.000 eksemplarer. En digter og komponist af Guds nåde. Altid sin egen i en barsk livsstil, der tærede på kræfterne, og i 1979 tog han på sin sidste rejse som gårdsanger på sit elskede Fyn.
I begyndelsen af februar 1979 sov Sanger Poul stille ind på Sygehuset i Middelfart, 48 år.
Privatfoto