Sponsoraftale med transport & logistik koncernen 3P Logistics Group giver mulighed for øgede ambitioner i GGIF Fodbold. Den tidligere GGIF’er og Grindsted dreng Paw Kristensen er stifter og hovedaktionær i koncernen.
Det begyndte med en besked på Facebook, hvor Paw Kristensen skrev “godt gået” til sin gamle klub GGIF Fodbold engang i foråret, da klubben spillede med om oprykning.
Beskederne blev til tæt kontakt med træner Christian Thorne og siden bestyrelsen og for en måneds tid siden var en delegation fra GGIF på besøg i Kolding IF Fodbold, hvor Paw Kristensen er blandt de helt store sponsorer.
Her blev grunden til en 3-årig sponsoraftale med fokus på udvikling af seniorfodbolden i Grindsted GIF indgået.
- Jeg vil gerne give noget tilbage til Grindsted & GGIF, hvor jeg spillede ungdomsfodbold og på førsteholdet inden jeg flyttede videre mod uddannelse og karriere. Jeg synes klubben med 500 medlemmer og byens størrelse og store opland kan og skal være mere ambitiøs og indenfor 5 år være at finde i Danmarksserien. Jeg vil gerne bidrage til at vi får GGIF med længere frem i bussen og jeg mener helt sikkert potentialet er til det. Jeg håber meget at mit fornyede engagement i GGIF Fodbold kan være med til at få andre virksomheder i området op af stolene og støtte op. Vi er jo på en måde alle GGIF’er. siger Paw Kristensen.
Derfor er aftalen med Paw Kristensen og 3P Logistics A/S også bundet op på udvikling af seniorafdelingen, hvor målsætningen er oprykning – i første omgang til serie 1 – men også videre mod Jyllandsserie og Danmarksserie er en del af aftalen!
- Bredden er helt afgørende i en klub som GGIF, hvor det må og skal handle om at give et godt fodboldtilbud til piger og drenge fra 3 til 30érne sådan som vi gør i dag, men derfor kan vi sagtens være ambitiøse i seniorafdelingen. Vi behøver jo bare at kigge over på GGIF Håndbold, der gør det rigtig flot, siger Søren Madsen, der er formand for GGIF Fodbold.
- Afgørende for bestyrelsen har været, at vi ikke bare melder ambitioner ud uden at have økonomien på plads til de tiltag det kræver, hvis vi skal flytte os sportslig, og her er aftalen med Paw og 3P Logistics A/S et første kæmpe skridt på vejen, tilføjer formanden.
Første skidt på vejen med den nye aftale er, at staben omkring førsteholdet i GGIF Seniorafdeling udvides med assistenttræner Jan Vinding, der er fysioterapeut og får ansvar for skadesbehandling samt målmandstræner Sune Nissen, der netop er stoppet som førstemålmand på Vardes DS hold.
- Der kommer flere tiltag, og det unikke ved aftalen med Paw og 3P Logistics A/S er, at den dels er en fast aftale, men også en aftale der kan udvides med øvrige projekter, hvis andre sponsorer vil være med. Det giver muligheder, siger Søren Madsen.