Øko-køerne kommer på græs uden publikum

Foto: René Lind Gammelmark

Økologisk Landsforening, landmænd og mejerier aflyser årets store forårsbegivenhed, ØKODAG®, grundet corona-situationen. Begivenheden var programsat til søndag d. 19. april 2020 og trækker normalt mere end 200.000 mennesker, der vil opleve at øko-køerne kommer på græs. I år løber køerne derfor ud uden publikum.

 

En af årets store forårsbegivenheder, ØKODAG®, må ligesom mange andre arrangementer aflyses grundet den ekstraordinære situation omkring corona. Det betyder, at det ikke vil være muligt for publikum at opleve øko-køerne blive lukket ud af vinterstaldene for at komme på græs skriver Økologisk landsforening i en pressemeddelelse.

I vores område er det landmand Vagn Post i Vorbasse der plejer at få mange på besøg, men det er der ikke mulighed for i år.

”ØKODAG er en af landets største begivenheder og trækker rigtigt mange mennesker til. På nogle af de største gårde kommer der normalt helt op mod 10.000 mennesker ad gangen, så det er udelukket at samle så mange mennesker i den aktuelle situation og med regeringens seneste tiltag,” siger Michael Langberg, der er markedschef i Økologisk Landsforening, som sammen med mere end 60 økologiske landmænd og fire af landets mejerier står for arrangementet.

For øko-køerne betyder aflysningen, at de i år må løbe på græs uden tilskuere.

”Køerne bliver selvfølgelig lukket ud alligevel. For dem er intet forandret. Vi skal huske på, at naturen går sin gang, og at øko-køerne altid er på græs fra april til november,” fortæller Michael Langberg og tilføjer, at øko-køerne er vigtige bidragsydere til, at den økologiske mælk og andre økologiske mejeriprodukter fortsat findespå hylderne i supermarkedet – selv i en presset situation, som den verden står i lige nu.

Økologisk Landsforening og mejerierne arbejder i øjeblikket på at finde en alternativ løsning, så danskerne kan følge ko-løbet fx via sociale medier. På hjemmesiden www.økodag.dk og via Facebook-siden I love øko, kan man holde sig orienteret.

Foto: René Lind Gammelmark

outletmesse2024