December 1944. Julens højtidsdage stod for døren, også for de flere tusinde politiske fanger, modstandsfolk og sabotører, der dengang sad interneret på ubestemt tid i Frøslev-lejren ved Padborg i Sønderjylland.
Fangelejren lå gemt bag pigtrådshegn og brede minefelter med vagttårne, maskingeværer og projektører ved Frøslev Plantage nær den dansk-tyske grænse og var blevet opført i foråret 44 med tyskerne som bygherre, mens danske myndigheder stod for opførelse og drift af lejren.
Dèn ordning betød næsten paradis-lignende forhold i sammenligning med de nazistiske KZ-lejre sydpå, og smitsomme sygdomme, vold og mishandling af indsatte var stort set et ukendt fænomen. Men til stadighed hang truslen om deportation til KZ som et mareridt over Frøslev.
For mange af fangerne i Frøslev-lejren kom julehøjtiden i 1944 til at stå som den måske mest mindeværdige i deres liv, hvor julens godhed fik dem til at føle, at de ikke var forladt af Gud og mennesker.
En glædens og eftertankens højtid, hvor porte blev åbnet til en fortættet stemning af fællesskab, nærvær og tryghed. Den juleaften blev alles store huskeaften, hvor tankerne søgte tilbage til sidste år, årene før. Til de kære derhjemme, familien, til dem, man savnede …
Det gjaldt også for de mange modstandsfolk fra Grindsted, der med skolebestyrer Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole i spidsen allerede i oktober var blevet arresteret af Gestapo og deporteret til Frøslev.
Høirup var blevet indsat i lejrens barak 11, og straks efter befrielsen fremhævede han det uforlignelige kammeratskab og sammenhold som det, der bandt de indsatte sammen under det månedlange ophold i Frøslevlejren. For mange udviklede det sig til livslange venskaber.
Netop juleaftenen i 1944 gjorde et uudsletteligt indtryk også på Mogens Høirup: ”Der var en ganske egenartet Stemning over den store Spisesal, der kun oplystes af Juletræets smaa Lys. Lejrens udmærkede Kor trådte frem og sang nogle Julesalmer. Det lød smukt og betagende … Næppe et Øje var tørt, og Tankerne gik på Vandring til dem derhjemme … Vi havde jo Tysklandstransporterne hængende over Hovedet som et Damoklessværd.”
Den juleaften dryssede blide snefnug sit hvide slør over Frøslev-lejren, og trods strenge forbud blev der afholdt julegudstjeneste i de enkelte fangebarakker. I det fjerne kunne fangerne høre landsbykirkens klokker i Bov kime højtiden.
Fangelejrens julemiddag oversteg alle forventninger, da der blev serveret flæskesteg med rødkål og hvide kartofler og derefter som juledessert æblekage med flødeskum. Det hører med til historien, at danske arbejdere på de lokale slagterier i det sønderjyske i dybeste hemmelighed havde givet afkald på deres julegratiale og doneret alle de flæskestege, der skulle til for at bespise 2200 fanger.
Senere blev der holdt juletale med juleevangeliet og sunget julesange og salmer, mens et juletræ blev tændt midt i spisesalen. Den danske forvaltning uddelte to pakker cigaretter til hver enkelt fange, ligesom de fik overrakt en lille julepakke fra Røde Kors med noget af det, en fanges hjerte kunne begære: julegodter, sæbe, cigaretter, cerutter, en appelsin, et æble og barberblade.
Det skulle blive en en lang og stemningsfyldt juleaften i Frøslev-lejren. Selv om lyset i barakkerne blev slukket kl. 23, lå fangerne i timevis på deres brikse og nynnede og sang de gamle julesange. Med Mogens Høirups ord fra dengang om Grundtvigs julesalme Julen har englelyd:” Nu virkede disse aktuelle Ord overvældende: Sorg er til Glæde vendt, Klagen endt.”
Endnu mens de indsatte glædede sig til julehøjtidens festivitas i Frøslev-lejren, slog Gestapo tíl den selvsamme juleaftensdag mod en familiefar i det vestjyske, der også havde en nær tilknytning til Grindsted og Hejnsvig.
Amtsvejmand i Ribe Amts Vejvæsen, den 55-årige Peter Jensen, havde mange år tidligere erhvervet et større landareal i Fugdal Mose mellem Grindsted og Hejnsvig og etableret Tørvefabrikken Fugdal, der kom til at spille en vigtig rolle for lokalområdet med flere hundrede ansatte.
Peter Jensen og hustruen Ellen Marie bosatte sig i en nærliggende ejendom, der i mange år skulle komme til at danne rammen om familiens tilværelse i det lille landbosamfund. Børnene med otte piger og drengen Jens Thue havde en dejlig barndom og opvækst med skolegang i Hejnsvig.
Jens Thue Jensen – Kilde: Frihedsmuseets modstandsdatabase
Senere flyttede familien til Bramming, og efter at Danmark var blevet besat, gik Jens Thue ind i kampen mod tyskerne. Han blev involveret i modstandsbevægelsens illegale aktiviteter overalt i det syd- og vestjyske, hvor han var med til at starte sabotagegrupper op mange steder.
Inden længe måtte Jens Thue gå under jorden som en af Danmarks mest eftersøgte sabotører, og Gestapo trawlede i månedsvis landsdelen igennem i jagten på den tidligere Hejnsvig-dreng.
Den juleaftensdag i 1944 blev Jens Thues familie i hjemmet i Bramming ramt af en tragedie. Man var i fuld gang med de sidste travle forberedelser til den store højtidsaften og julemiddagen, da en sort bil rullede ind på asfalten foran ejendommens brede indgangstrappe. Tre Gestapofolk stormede ind og ransagede huset, men da Jens Thue ikke var at finde, besluttede de på stedet at tage faderen Peter Jensen med som gidsel.
Privatfoto
Senere blev Peter Jensen deporteret videre til Frøslev-lejren, hvor han blev anbragt i lejrens barak 11, samme barak som Mogens Høirup. Skolebestyreren fra Grindsted var kun 3 dage forinden blevet deporteret videre til KZ Neuengamme, hvor han skulle komme til at opleve et nazistisk inferno af hensynsløst barbari uden sidestykke i verdenshistorien. Høirup nåede at få sendt et brev til sin elskede Karen hjemme i Grindsted:
”11. Januar, 1945
Min egen kære Elskede
Ja, nu er Turen kommet til mig. Jeg har kun Tid til at sende dig et par Ord, før vi skal afsted. (…) Hold dig munter, Karen. Du må aldrig give op. Det vil jeg helt afgjort aldrig. Tusindvis af hilsener og kys til dig og børnene. Fra din egen Mand”.
Derimod kom Peter Jensen til at tilbringe de næste godt tre måneder som fange i Frøslev-lejren, og her fik han i marts 1945 ved et tilfælde besked om, at hans eneste søn Jens Thue få dage forinden var blevet dømt til døden ved en tysk krigsret og henrettet samme dag.
Mærket på liv og sjæl skrev Peter Jensen et gribende brev til hustruen Ellen Marie, hvor han gjorde sit bedste for at trøste sine kære: ”Jeg ville gerne have været hjemme og kunnet trykke din Haand og tiet sammen med dig …”
Først få dage før befrielsen blev en sønderknust Peter Jensen frigivet fra fangenskabet i Frøslev-lejren, hvor han kun fik ganske kort tid til at pakke sine ting sammen. Datteren Dorthe Petersen har senere i bogen Thue og hans tid beskrevet faderens sidste minutter i Frøslev:
”Så stod da far der alene med sine få ejendele i sin slidte mappe udenfor lejrens port. Penge havde han ingen af … Far begyndte at gå hen ad grusvejen bort fra lejren.”
