FDF i Grindsted har 100 års fødselsdag den 13. maj 2020

FDF Grindsted afgang fra banegården i Grindsetd i 1969 til sommerlejr på Venø -Foto: FDF Grindsted

Den 13. Maj 2020 runder FDF Grindsted 100 år.

I vores verden forbinder vi 100 år med en høj alder, hvor rynker, stive ben og andre skavanker har meldt sin ankomst skriver FDF Grindsted i en pressemeddelelse.

Foto: René Lind Gammelmark

Det mener vi ikke, gælder for FDF. Selv om medlemstallet, set på landsplan, har fået lidt rynker, så forsøger vi i FDF Grindsted hele tiden at være på forkant, og tilbyde aktiviteter der gør, at det er spændende at være FDF’er. Der er plads til alle og der er ingen der skal kæmpe for at beholde sin plads på førsteholdet.

Derfor er FDF, trods den høje alder, stadig spændstige og klædt på til at møde børn og unge med et forkyndende nutidigt budskab samt spændende aktiviteter og udeliv.

Selve jubilæet venter vi med at markere til den 29. maj 2021, hvor også Grindsted FDF orkester har et jubilæum at fejre.

Foto: René Lind Gammelmark

Planlægningen af jubilæet har stået på længe, og selve festligholdelsen er blevet udskudt på grund af Corona krisen.

-Næste sommer kan vi fejre 100 års jubilæum i Grindsted FDF orkester, fortæller Gudmund Larsen, der er med jubilæumsudvalget – så slår vi to fluer med et smæk og holder reception og laver lidt sjov for børn og voksne til den tid.

Foto: René Lind Gammelmark

Gudmund Larsen har selv haft mange medlemskort mellem hænderne, fra de mange børn og unge, i den tid han var kredsleder.
-Vi glæder os til at gense mange af dem, og byder på mad, underholdning og en sketch eller 2 -fortsætter Gudmund -måske bliver der oveni købet vist smalfilm og lysbilleder fra en svunden tid! Det bliver helt sikkert en fin dag, som vi håber mange vil deltage i.

På Facebook mødes lige nu ca.250 tidligere og nuværende FDF’ere og taler om sommerlejre med fantasifulde temaer, weekend ture eller uhyggelige natløb.
-Det øger sammenholdet, og vi håber på at få kontakt til alle, der så vil modtage invitationen til jubilæumsfesten – men altså først til næste år, slutter Gudmund.

Find facebook gruppen ved at søge på ”FDF Grindsted 101 år!”

Foto: René Lind Gammelmark

Historien om FDF Grindsted fra 1920-1995, kan læses på FDF Grindsteds hjemmeside https://fdf.dk/grindsted/om-fdf-grindsted/fdf-grindsteds-historie/

Her fortælles bl.a. om opstarten -Først da landinspektør N. H. Nielsen indkaldte til et møde hos grosserer T. C. Oehlenschläger, som havde kolonialhandel, hvor nu “Triko” har forretning, besluttede man at stifte en FDF-kreds og starte fra grunden med valg af bestyrelse og tilmelding til Landsforbundet. Mødet blev holdt i januar 1920.

Lige nu foregår så opdateringen af de sidste 25 år, -flere redaktører er på banen, for at sikre historien

Foto: René Lind Gammelmark