Efter næsten 3 måneders nedlukning kan Lalandia nu igen slå dørene op og byde gæsterne velkommen. Det er muligt, efter at Folketingets partier i aftes blev enige om, at badelande, legelande og indendørs idræt må åbne igen fra mandag den 8. juni.
– Glæde og eufori er følelser vi har lige nu. Det er den nyhed, vi har ventet på længe. Ventetiden har vi brugt på at forberede os på genåbningen samt til at opføre flere udendørs aktiviteter, siger adm. direktør i Lalandia, Jan Harrit.
Myndighederne er nu ved at færdiggøre de retningslinjer, der skal følges i forbindelse med genåbningen.
– Vi afventer nu retningslinjerne for genåbningen. Når vi har disse, vil vi sikre, at vi lever op til kravene, og så vil vi åbne op for de forskellige områder i løbet af den kommende uge. Det er vigtigt, at gæsterne er trygge, når de kommer på ferie hos os. Danskerne har været gode til at vise hensyn til hinanden, og det er vi sikre på, at de også vil gøre, når de igen kan besøge Lalandia fra den 8. juni, siger Jan Harrit afslutningsvis i en pressemeddelelse.
Foto:Thomas Fryd (PR-Foto)