Få dyrekørekort på Museumscenter Karensminde

Foto: Billund Kommunes Museer

Den 30. juni og den 1. juli fra kl. 10 til 16 har du mulighed for at tage dyrekørekortet på Museumscenter Karensminde.

Traditionen tro indledes sommersæsonens aktiviteter med to dage i børnenes tegn. Tirsdag d. 30. juni og onsdag d. 1. juli får børn mulighed for at tage Dyrekørekort på Museumscenter Karensminde. Her lærer de om nogle af gårdens dyr og om hvordan man skal passe sit kæledyr, når Karensmindes Venner fortæller om dyrene. Hvordan skal man fodre sin kanin? Hvordan løfter man en kat og en kanin? Hvad skal man passe på, når man leger med sine kæledyr?

Undervisningen foregår i hold og efter endt undervisning modtager alle børnene et sejt dyrekørekort, som de kan tage med hjem. Det første hold begynder kl. 10.15 og det andet kl. 13.00. Interesserede skal tilmelde sig på dagen og der kan max. være 12 deltagende børn ved hver omgang skriver museet i en pressemeddelelse.

På Karensminde er der mange aktiviteter for hele familien. Tag ned til åen eller op i skoven og gå en tur. Besøg vores historiske køkkenhave og forevisningsmark og kom nær gårdens mange dyr. Oplev naturområdet omkring Museumsgården på en af vores hyggelige hestevognsture.

Yderligere information: www.billundmuseum.dk
Følg museet på facebook.com/billundkommunesmuseer

Det sker på Museumscenter Karensminde, Morsbølvej 102 i Grindsted.

Entre: 40,- kr.

Arrangeret af Billund Kommunes Museer og Karensmindes Venner.