Mød den kendte influencer Lakserytteren hos Bog & idé/Legekæden i Grindsted

Lakserytteren - PR-Foto

Den kendte influencer Lakserytteren med over 1 million følgere kommer til Bog & idé/Legkæden i Grindsted torsdag d. 16. juli kl. 11.00 for at møde sine fans og for at signere hans nye fantasyroman: “Legender fra Odysïa – Griskernes hemmelighed”.

 

Lakserytteren, Rasmus Kolbe, arbejder med at gøre unge mere kreative – både på sociale medier og i den ikke-digitale verden. Lakserytteren har over en million følgere på tværs af sine kanaler, og hver uge ser tusindvis af børn med på YouTube, hvor Lakserytteren har skabt et kreativt tegneunivers. Nu kommer han til Grindsted for at møde sine fans skriver Bog & Idé i en pressemeddelelse.

“Som voksne glemmer vi tit vores kreativitet. Derfor prøver jeg at få børnene til at holde fast i netop den evne. Med fremtidens arbejdsmarked tror jeg, det bliver nødvendigt at kunne tænke innovativt og kreativt,” siger Lakserytteren, Rasmus Kolbe

Rasmus Kolbe har tidligere vundet DM i tegning, været tegnelærer og er uddannet fra Designskolen Kolding.

Børn skal læse!
Lakserytteren er udkommet med fantasyromanen, “Legender fra Odysïa – Griskernes hemmelighed”.  Bogen er ikke den normale ‘YouTuber-skriver-en-selvbiografi-bog’, men er en illustreret fantasy-roman fuld af monstre og magi. Det helt særlige ved bogen er, at Lakserytteren faktisk har skrevet den sammen med sine følgere på sociale medier. De har blandt andet været med til at tegne monstre, opfinde på skøre ideer og været testlæsere på bogen.

“Jeg vil gerne have at børn læser mere og slukker telefonen lidt oftere”, udtaler Rasmus Kolbe

I alt har flere tusind børn over hele landet været med til at udvikle bogen, gennem opgaver, der i virkeligheden er lærerige idegenererings- og designprocesser.  Lakserytterens nye bog skubber på hans mission om at styrke tegneglæden og gøre danske børn og unge mere kreative.

 

”Vi ser utrolig meget frem til besøget af Lakserytteren (Rasmus)”, udtaler indehaver Brian Hansen fra Bog & idé/Legekæden i Grindsted. ”Det er altid spændende, når en forfatter vil komme og fortælle vores kunder om deres bøger. Vi håber på stor fremmøde blandt vores kunder; både børn og voksne”, slutter Brian Hansen.

 

Fakta om Lakserytteren

  • Rasmus Kolbe er 28 år og er uddannet fra Kolding Designskole
  • Rasmus Kolbe gør unge mere kreative gennem tegning, DIY og designopgaver på sine sociale medier
  • Lakserytteren har lavet oplysningsvideoer med fx børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, social- og indenrigsminister Astrid Krag og er desuden ambassadør for UNICEF Danmark.
  • Link til bogens hjemmeside: https://www.odysia.dk/