Sensommer byvandring i uddannelsesbyen Grindsted

Foto: René Lind Gammelmark

Onsdag den 26. august arrangerer Billund Kommunes Museer en sensommer byvandring i uddannelsesbyen Grindsted.

Det hele startede for næsten 280 år siden, dengang da Grindsted fik sin første skole. Den lå på Grindsted Kirkegård lige over for hoveddøren til kirken.

Turen ledes af museets mangeårige medarbejder Carsten Sander Christensen.

Mødestedet er Doktor Hansens Hus (Gamle Grindsted Museum), Borgergade 27, klokken 18.30.

Beliggenheden af den første skole i 1741 nær kirken var nøje planlagt, da degnen også var læreren. På Apotekertorvet vil der være en lille kort gennemgang af skolesystemet i Billund Kommune i de sidste 250 år inden vi begynder på den egentlige byvandring.

Turen går ad Banegårdsvej med Nordre Skole, den første større kommunale skole fra starten af 1900-tallet. Skolereformen i 1930erne kom til at spille en stor rolle i byggeriet på denne kommunale skole. Herfra tager vi en lille smutvej ned til Østergade for at høre lidt om Teknisk Skole.

Via Skolegade og Jernbanegade, hvor vi hører om Grindsted Kost- og Realskoles storhedstid i 1920erne til 1940erne, når vi frem til Vestergade, hvor Kost- og Realskolen i 1902 startede som en første privatskole i denne del af Sydjylland. Ligesom skolens rolle i byens rivende udvikling vil blive forklaret.

I kvarteret Jorden Rundt/Tinghusgade bliver velfærdsstaten Danmark og befolkningsudviklingen i Grindsted omdrejningspunktet. Her er der i nyere tid åbnet en kommunal skole, Sprogskole, 10-klasse skole, Handelsskole og i starten af 1960erne et lokalt Gymnasium. På denne sensommeraften vil vi genopfriske historien for disse uddannelsesinstitutioner.

Tilmelding til byvandring foregår på museets hjemmede skriver Billund Kommunes Museer i en pressemeddelelse.

Yderligere information: www.billundmuseum.dk
Følg museet på facebook.com/billundkommunesmuseer

Praktiske informationer:

Tilmelding til dette arrangement foregår på museets hjemmeside

Tid: 26. august 2020, kl. 18.30

Sted: Doktor Hansens Hus, Borgergade 27, 7200 Grindsted

Entré: 50 kr. (plus billetgebyr)

Arrangør: Billund Kommunes Museer