Bülows Hjørne: Fra fattiglem til gadefejer i Grindsted

Af Louis Bülow

Vi lader tanker og minder bære tilbage til 1950’ernes Grindsted og træder ind i en tidsalder med kanelduftende julenostalgi og stokroseromantik intakt.

Hvide snefnug drysser sit fløjlsbløde slør over gader og stræder, og en ældre herre med et skær af patina over sig tripper hen ad Borgergades fedtede fortov iført runde sygekassebriller, hvidt skæg og den velkendte sorte mundering med sort hat, sort jakke og sort vest, mens han forsigtigt støtter sig til sin stok.

I det fjerne kimer Hedens Domkirke julehøjtiden ind, og en fortættet stemning af julehøjtid har sænket sig over Grindsted. Overalt funkler flotte neonlys om kap med årets juleudstillinger, der er julens helt store trækplaster og et tilløbsstykke.

Som en legendarisk skikkelse i Grindsteds gadebillede, der om nogen har skrevet sig ind datidens lokalhistoriske annaler, hilser Minus med det borgerlige navn Lars Marinus Nielsen – for ham er det – venligt på alle, som han møder på sin vej. Altid med den samme hilsen, altid med den samme mumlen, og altid uanset vejr og vind:  – Godaw, det er godt vejr i daw.

 Jørgen Eeg Sørensen er søn af den fremtrædende frihedskæmper og gårdejer Mogens Eeg Sørensen og tillige barnebarn af førstelærer og skoleinspektør på Grindsted Kommuneskole S. H. Sørensen, der i sin tid blev beskikket som værge for Minus.

Han fortæller i sit fine essay Minus i Apotekergården, at Minus føler en stærk tilknytning til Hedens Domkirke, der er nabo til Apotekergården, hvor den navnkundige gadefejer i mange år har hjemme.

 Minus møder altid op i sit fineste søndagstøj som fast deltager ved begravelser i sognets kirker, om det så foregår i Urup, i Nollund eller i Grindsted, og tager del i såvel selve kirkehandlingen som det efterfølgende mindesamvær. Også hér bruger han samme hilsen: – De´var en guer begravels.

Fortællingen beretter, at Minus engang møder op i kirken i bløde kludesko. Da han forsigtigt bliver spurgt hvorfor ? svarer han: Æ begravels skulle foregå i stilhed. En sejlivet anekdote vil, at da man bagefter spørger ham, om det var en god begravelse, lyder det: jow, men der var for lidt rødbeder.

 I hverdagen tjener Minus lidt til dagen og vejen som gadefejer og snerydder foran butikkerne i Grindsteds bymidte og sørger for at holde fortov og brostensgade rene og pæne.

Sædvanen tro er Minus den decemberdag på vej til sit faste spisested på Hansens Hotel, hvor han igennem en årrække bliver budt velkommen som en kær gratist ved bordet.

Det er den 22. december –  der er kun to dage til juleaften, og det er også Minus’ fødselsdag: Lars Marinus Nielsen er født den 22. december 1891 på Sønderby Mark syd for Grindsted Å.

Med nutidens velfærdsmodel med et fintmasket socialt sikkerhedsnet som livline sikres svage og socialt udsatte tryghed med tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet. Men i Minus’ barndom og opvækst omkring århundredeskiftet er billedet et helt andet.

For at overleve nød, armod og social fattigdom må hans forældre Maren og Martin Peder for en tid og som sidste udvej skille sig af med deres lille dreng, der på foranledning af Fattigvæsenet havner på Juellingsholm med kun ringe kontakt med forældre og omverden.  

En tragisk sjælehistorie om en lille purks skæbne som forhutlet fattiglem i et pjalteproletariat af forsømte børn, unge og forarmede mænd og kvinder. Det skal aldrig blive forundt den bette knejt at få lov til at gå i skole, endsige at få en uddannelse. Han lærer aldrig at læse, regne eller skrive men forbliver livet igennem analfabet og må hutle sig igennem tilværelsen. Med Eeg Sørensens ord:

”Hans forældre var året før blevet gift i Grindsted Kirke. Efter Minus fik de Mads (1893) og Hans (1895). Meget tyder på, at der var stor fattigdom i hjemmet. Vi ved, at Minus – 10 år gammel – ved folketællingen i 1901 befandt sig som pensionær på Juellingsholm Mølle, formentlig som fattiglem på fattigvæsenets regning, mens Minus’ far Martin Peder var daglejer på en gård i Jerrig.”

Der har igennem årtier i Grindsted floreret et væld af anekdoter og historier om Minus – og anekdoter har det med at vandre og få deres eget liv …

Den mangeårige skoleinspektør i Hejnsvig Ernst Madsen fortæller i Vor jyske natur, udgivet til Den Jyske Sparekasses 125 års jubilæum, at Minus forstår at fejre sin fødselsdag på behørig vis.

Når den store dag nærmer sig, laver Minus som vanligt en aftale med fru Storgaard, hotelværtinden på Hansens Hotel, og han kan herefter invitere byens borgere og forretningsdrivende til kaffebord på hotellet. Fru Storgaard indkasserer som aftalt betaling for kaffe og kage, mens Minus går rundt med sin hat i hånden, så man kan give et bidrag til en fødselsdagsgave.

På Hansens Hotel er alt, som det plejer at være – ved det gamle. Storsind og generøsitet har som altid gode kår blandt gæsterne, der med glæde yder deres skærv til dagens fødselsdagsbarn.

Dagen efter kan man læse en notits i det lokale dagblad: Over 100 mennesker fejrede Gadefejer Marinus Nielsen, Grindsted, ved en Fest på Hansens Hotel i Anledning af hans 60 Års Fødselsdag. Der var Oplæsning, Filmsfremvisning, Musikunderholdning og Kaffebord.

På Facebook Grindsted Nostalgi fortæller Hilde Duus, at Minus ganske rigtigt går rundt med sin hat og samler penge ind. En af fødselsdagsgæsterne vil give kr. 5,- men har kun en tier. Dén lægger han i hatten og vil tage en femmer tilbage, men Minus griber fat i hans hånd og siger: Hov do, do ska it taej a æ kass, do ska læg i.

 Aase Hansen, der stod i lære hos Willy Jensen engang i 1960’erne, følger op på historien om Minus’ fødselsdag. Han dukker op ”hvert år hos os og sagde: det er min fødselsdag i dag. Det udløste en cigar og så smuttede han videre til næste butik.”

Ernst Madsen fortæller, at Minus fra tid til anden får lyst til at tage toget til Varde. Hans værge er lidt utryg ved disse togrejser, og det aftales med stationsforstanderen, at man skal melde udsolgt i togbilletter, hvis Minus igen vil til Varde.

En dag lykkes det alligevel for Minus. Adspurgt, om der ikke var udsolgt af billetter på stationen, svarer han, at det har sin rigtighed. Derfor var han gået til næste station på Vardebanen. Og dér havde de billetter nok, tilføjer han.

Grindsteds navnkundige pølsemand Poul Leth overtager tilbage i 1950’erne Slagteriet Midtjyllands pølsevogn på Banegårdspladsen i Grindsted, og Minus lægger ikke så sjældent vejen forbi.

En dag peger han interesseret på et lille køleskab i pølsevognen og spørger Poul, hvad det er for noget. Det er en indretning, der kan holde sodavandsflaskerne kolde, får han forklaret. – Det trower a no e o, lyder det tvivlende fra Minus.

Poul Leth hiver en kold chokolademælk ud af køleskabet og rækker den til Minus som bevis. Tak for ‘en, siger Minus og lister stille af til more for både den godhjertede Poul Leth og kunderne.

Lars Marinus Nielsen – Minus – tilbringer sine sidste år på De Gamles Hjem i Grindsted og sover stille ind den 14. oktober 1969, 78 år gammel.

Slægt og venner har rejst en smuk og mindeværdig gravsten på kirkegården i Grindsted, der er fredet for eftertiden.