En kabinescooter er et lukket elkøretøj af høj kvalitet, som giver både den ældre og yngre borger mulighed for oplevelser og frihed i dagligdagen. MJunker i Grindsted er pr. 1. november blevet aut. serviceværksted af de populære kabinescootere.
MJunker ApS har stor erfaring med service og reparationer af alle biltyper, og fremover vil værkstedet også være autoriseret serviceværksted for de lukkede el-kabinescootere fra BACH.
“Med en kabinescooter kan ejeren få en aktiv og uafhængig hverdag. Fremover vil vi servicere og reparere køretøjerne på vores værksted, ligesom man også kan vælge at få sit nye køretøj udleveret hos os”, fortæller Michael Junker fra MJunker ApS og fortsætter: “Vi er glade for at kunne være serviceværkstedet ‘lige rundt om hjørnet’”.
Nemmere hverdag i et eldrevet og sikkert køretøj
Med en kabinescooter får brugeren et lukket og trafiksikkert køretøj, som er ideelt til fx bykørsel, indkøb eller ture ud i det fri. Borgere, som måske ikke har bil, er dårligt gående, er afhængig af andres hjælp til fx indkøb, eller som ønsker sig et billigt og miljøvenligt køretøj, kan med en kabinescooter få noget af deres mobilitet, frihed og selvstændighed tilbage.
“Er man over 18 år er der intet krav om kørekort i udvalgte modeller, så der er mange, der vil kunne få stor gavn af sådan en kabinescooter”, fortæller Michael i en pressemeddelelse.
To store sidedøre giver nem adgang til kabine, og den lukkede, opvarmede kabine betyder, at køretøjet kan bruges året rundt uanset vejret. Bag førersædet er der mulighed for at have fx sine indkøbsposer eller andet oppakning, ligesom det også er muligt at have en passager med.
BACH-kabinescootere er 100 % elektriske og oplades nemt og billigt i en almindelig stikkontakt. Eksempelvis koster en opladning, hvor man kan køre omkring 90 km, kun omkring 6-8 kroner. Den miljøvenlige og lydsvage kabinescooter kører langt på en opladning, er billig i både vedligehold og forsikring og kan parkeres på fortovet eller ved cykelparkeringen ligesom en knallert.