Af Louis Bülow
Dronning Margrethes nytårstale i år vil især blive husket, da hun modigt trådte i karakter og talte mod jødehad og antisemitisme, der som konsekvens af højreradikale gruppers genopdukken igen er på fremmarch i Europa.
Dét Europa, der lagde jord til inkarnationen af absolut ondskab med nazisternes systematiske folkemord på seks millioner jøder, hvoraf 1,5 millioner var børn. Med Dronningens ord:
– Det er beskæmmende at opleve, hvordan antisemitismen igen stikker sit grimme ansigt frem, også her hos os. Antisemitisme, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende hører ingen steder hjemme. Det er noget, som vi skal være meget opmærksomme på og hjælpe hinanden med at modarbejde.”
Uden forståelse for andres lidelser har vi ladet giftige fordomme tilsat lidt fremmedhad og en god portion hverdagsracisme fyge over ligusterhæk, altaner og stokroser og tilladt de laveste instinkter at snige sig ind i alle samfundslag og i alle afkroge.
Vi ligger under for forråelsens og populismens spøgelse og har skabt grobund for et menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Vi levner ingen plads til dem, der skiller sig ud fra den pæne og ferske artighed. Det er os eller dém, de er anderledes, de hører ikke til…
Med intet helligt har vi lagt hele grupper af mennesker for had og forfølgelse som roden til alle vore fortrædeligheder og nærmest behandlet dem som fjendske pariaer: alkoholikererne, de psykisk syge, stofmisbrugerne, de homoseksuelle, de kriminelle, jøderne, flygtningene, indvandrerne, muslimerne og mange flere med dem.
Lad os da skrue tid og sted tre årtier tilbage til engang i firserne til Billund Lufthavn i det vestjyske, hvor flypassagerer og andet godtfolk stod i ankomsthallen og småsnakkede fortroligt sammen i en fortættet stemning af nærvær og tryghed.
Da råbet Godaw aa walkommen på bredeste jysk gjaldede ud i hallen, fæstnede ordene sig i sindet for altid hos en tamilsk familie, der var flygtet fra blodig borgerkrig i Sri Lanka med folkedrab og massakrer. Alt havde de mistet – tilværelse, kultur, familie, slægt, venner, værdier – for at søge beskyttelse i den helt anden ende af verden i et rækkehus i en landsby i Vestjylland..
Fredag den 3. april 1987 var en lang række beboere fra det nærliggende landbosamfund Hejnsvig flokkedes til lufthavnen for at byde den tamilske familie Raguleswaran velkommen til et nyt liv i deres lille landsby.
Forgangne tiders golde hedelandskaber havde igennem århundreder tvunget landsbyens forfædre til en barsk og slidsom kamp mod den nøjsomme natur for bare at overleve. Helt ind i sjælen var landsbyen rundet af stoute bønder og ægte missionsfolk, og kaldet til at tage imod mennesker i nød og behandle dem ordentligt og anstændigt lå dybt forankret.
Den fredag eftermiddag i 1987 levede landsbyen på smukkeste vis op til kaldet om at behandle medmennesker som sin næste …
For et par år siden kunne man på Facebook læse sønnen Sangeeavans gribende beretning omkring modtagelsen og livet i Hejnsvig:”For præcis 30 år siden modtag et modigt, stærkt og smukt Danmark min mor og mig …”
Sangeevan Raguleswaran – med kage i anledning af 30 året for ankomst til Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
Han har billeder fra den aften i april 1987, hvor hans mor og far i landsbyen så hinanden for første gang i mange måneder: ”Kærligheden mellem min far, mor og mig lyser klart fra de billeder, men lige så klart lyser de mange varmt deltagende danske ansigter, som ikke var bange for os – de fremmede.”
I det vestjyske landsbysamfund blev den tamilske familie – de fremmede – behandlet ordentligt, retskaffent og anstændigt – med socialt ansvar …
Vibeke var kun en lille pige på 10 år dengang i april 1987, da hun var med i lufthavnen i Billund for at tage imod den tamilske familie. Hun fortæller på Facebook om den spændte stemning, knusene og de mange voksne mennesker, der græd glædestårer:”Det var en oplevelse, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og som var med til at forme mig, mit menneskesyn og mine værdier. Værdier, jeg har forsøgt at give videre til mine børn.”
Og Lisbeth har tilføjet:”Jeg er stolt over at … der stadig findes omsorgsfulde og kærlige medmennesker. Nu rejser jeg til Malawi i morgen og vil selv bidrage med et godt eksempel.”
Den tamilske familie Raguleswaran fik sig etableret sig i den lille landsby, og sønnen fortæller, at præcis ”ni måneder efter vores genforening kom min lillebror til verden. Og yderligere to år senere kom min anden bror. Vi voksede op i et rækkehus, hvor mine forældre fri for frygt turde lade os lege udenfor med de andre børn. Som en helt naturlig ting kunne mine forældre sende os i skole og lykkeligt mærke vores fremtid langsomt blive sikret.”
Familien faldt hurtigt til i landsbyen og blev et mønstereksempel på vellykket integration – forbundet med såvel Hejnsvigs som familiens mod og vilje til gensidigt at komme hinanden fordomsfrit i møde – at blive hinandens næste …
Dengang fik den tamilske familie en lokal kontaktfamilie gennem Dansk Flygtningehjælp – Dina og Ove Møberg og deres tre børn. Igennem fire generationer – i godt 100 år – har familien Møberg drevet et stort landbrug fra Klinkgård ved Hejnsvig, og sønnen fremhæver den store betydning, de har haft:”Dina og Ove blev min fars venner, værger, lærere og vejledere. To solide klipper …”
Karin Møberg sidder i Hejnsvig med de små purke, broderen Thomas og Sangeevan – Kilde: Privatfoto
Som noget af det første lærte de af familien Møberg, hvordan man hyggede sig i Danmark og fejrede julen med faste traditioner. Hejnsvig blev sønnens barndoms land, og med en vidunderlig opvækst i bagagen holdt han af julen som glædens tid med dens fortættede stemning af nærvær og tryghed.
Julen fejres i familien Raguleswarans hjem i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
En taknemlig søn sender også med et glimt i øjet en tak til Dina for at have lært ”min mor at smøre madpakker med leverpostej og rullepølse, så vi ikke kun sad med ris og stærkt duftende tilbehør i frikvarteret.”
Familiens danske bedstemor, Petrea, bliver takket for trofast hver morgen i seks år at have stået klar med yatzy og hjemmebagte småkager, ligesom Agnes og Svend fremhæves for deres utallige – utilsigtede – integrationstiltag i form af rødkål, medisterpølse og asier.
Forældrene købte dengang hus i byen, hvor sønnerne kunne leve et privilegeret teenageliv og tage del i fælles aktiviteter som fodbold, badminton og spejderlivet:
”Vi tog en uddannelse, dyrkede vores interesser og venskaber, og udviklede os i den retning, vi selv havde lyst til … Og ikke mindst omringet af et samfund, der så os som helt ligeværdige individer, og som fuldt og fast stolede på, at alt det, vi fik, skulle vi nok give tilbage en dag”.
Sønnen Sangeeavan tør siges at have ydet sit. Efter studentereksamen tog han bac.negot. fra Syddansk Universitet i 2010 og fire år senere cand.mag. i Medievidenskab.
I dag arbejder han som Production Manager ved Discovery Networks Denmark.
