Af Carsten Sander Christensen
I mit mangeårige arbejde på Billund Kommunes Museers magasiner er jeg stødt på flere specielle genstande fra egnen. Nogle af de mest specielle genstande anslås at være fra Slavekrigen, der fandt sted i foråret 1848. Det drejer sig om nogle meget specielle våben fra Vorbasse området, der skulle have været tilknyttet denne specielle begivenhed i Danmarkshistorien. Det er først og fremmest hjemmelavede stik- og hugvåben eller dele af et sådant våben, museet har liggende på magasinerne. Nu er der sikkert mangt en læser der sidder og tænker, hvad er i alt verden er Slavekrigen?
Egnen har mere eller mindre direkte eller indirekte været alvorligt involveret i en del krige igennem historien. Startende i 1600-tallet, hvor krigene mod svenskerne hærgede Danmark. Her blev den nuværende Billund Kommune plyndret systematisk af svenskere, tyskere, polakker, tatarer og danskere – gennem flere årtier. Så var der den 1. og den 2. Slesvigske Krig, hvor egnens unge mænd blev sendt i kamp for fædrelandet, i 1800-tallet og desuden var området påvirket af den 2. verdenskrig med den tyske Wehrmacht placeret rundt omkring i de små byer i kommunens skoler. Men i ingen af disse krige var der tale om generel mobilisering af de potentielle våbenføre mænd i de små sogne. Men det var der i Slavekrigen!
Danmark var indtil 1864 en helstat bestående af Danmark og hertugdømmerne Slesvig/Holsten og Lauenborg. Små 200 km syd for Grindsted, i Rendsborg ved Ejderen i Slesvig, lå Danmarks vigtigste og største fæstning med et større antal voldgrave, bastioner og skanser. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at man i fæstninger – udover den militære garnison – også husede forbrydere, de såkaldte fæstningsslaver, og altså fungerede fæstningerne også som et slags fængsel. Efter at oprørere fra Slesvig/Holsten den 23. og 24. marts 1848 havde proklameret en provisorisk regering i Kiel var optakten til den 1. Slesvigske Krig i gang. Herefter begyndte vedvarende rygter at sprede sig. Fæstningen var blevet indtaget og oprørerne, støttet af tyske friskarer havde frigivet slaverne. Disse drog nu hævnende, plyndrende og hærgende op igennem Jylland. Måske for på denne måde at gøre det lettere for de slesvig-holstenske oprørere og deres anfører, hertugen af Augustenborg, at erobre Jylland, ja muligvis hele Danmark.
Et forlydende, der båret frem af frygt, hurtigt voksede i styrke i takt med, at det spredte sig hastigt op gennem den jyske halvø, hvor det også nåede det sydjyske, herunder Grindsted Billund-egnen. Bønderne i det nuværende Billund Kommune samledes ved større gårde eller ved kirken, hvor den egentlige mobilisering gik i gang efter at den første panik havde lagt sig. Bønderne gik i gang med at producere hjemmelavede våben a la dem på magasinet og den egentlige våbentræning påbegyndtes. Nogle af slavekrigsvåbnene er fundet nær Skødebjerggård syd for Vorbasse. Geværer var jo ikke noget bønderne havde liggende i stuehuset, så man bruge hjøller (leer), trækæppe med påmonterede stikvåben og hjemmelavede sabler og dolke. Stillet overfor tyske friskarer og eventuelle fæstningsslaver med moderne skydevåben og delvis militær udrustning ville modstanden fra lokale bønder nok ikke have varet længe. Men sådan tænkte lokalbefolkningen slet ikke. Normalt var den lokale sognefoged der stod for det praktiske ved mobilisering og våbentræning.
Rygterne tog til i styrke og danske byer var faldet i voldsom kamp. Lokalt krævede det en del brændevin og mad at kunne opretholde modet ved ’fronten’. Men efterhånden som både alkohol og madpakkerne slap op, luskede ’soldaterne’ hjem til gårdene. Hvorfra, oplysningerne om slavernes frigivelse og forfærdelige gøren og laden oprindelig stammede fra, vides ikke. Men med slesvig-holstenernes oprør, indtagelsen af Rendsborg og dermed også en stigende frygt for krig, har der næppe skulle meget til for, at diverse rygter kunne opstå og opskræmme den jyske landbefolkning. Læseren bør i den forbindelse huske på, at man i 1848 langtfra levede i et informationssamfund.
Man kan i vore dage godt undres over, at alle som en – fra højtstående embedsfolk og politikere over sognefoged og helt ned til daglejeren – alle lod sig narre og gribe af frygten. Var 1848-jyderne godtroende. Ja måske. Men, at historien om slavekrigen holdt sig i live så længe, som den gjorde, 8-9 dage i alt, dog næppe mere end en eller to dage pr. sted, skyldes snarere et sammenspil af adskillige aspekter, herunder dårligt informationsniveau, uro og frygt oven på begivenhederne i København og hertugdømmerne samt usikkerhed og frygt for krig. Ikke bare frygt for slavekrig, men krig i almindelighed og den dertilhørende usikkerhed, som altid følger krig. Krig kom der jo også, bare ikke slavekrigen.
Postdilligencen som den også kunne have set ud i 1848 – og der var ingen krigsbulletiner om forsinkelser af post – Foto:Billund Kommunes Museer
