Af Louis Bülow
Den danske modstandskamp under besættelsen er af efterkrigstidens historikere først og sidst blevet forbundet med illegale aktiviteter, som danske mænd stod for – industrisabotage, sprængninger af jernbaneanlæg, ødelæggelse af trafikknudepunkter, attentater og stikkerlikvideringer.
Når det gælder vor egen Region II Midtjylland, indeholder Frihedsmuseets Modstandsdatabase 13.476 navne på aktive i kampen for Danmarks frihed – af dém 13.180 mænd og 296 kvinder. Der figurerer ingen kvinder fra Billund, Vorbasse, Sdr. Omme, Donslund, Vesterhede eller Hejnsvig i databasen.
Karen og Mogens Høirup i Grindsted ved befrielsen i maj 1945 – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Fra Grindsted finder vi Karen Høirup, der var gift med skolebestyrer Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole. Han var den centrale skikkelse i modstandsbevægelsen i Grindsted, og Karen Høirup arbejdede utrætteligt i det skjulte som hjælper for sin mand og gik til hånde, hvor hun kunne.
Også Karen Valborg Andersen fra Filskov er med i Frihedsmuseets Modstandsdatabase for sin indsats i Region II Sektion X, Sdr. Omme Distrikt (Ø) , 7. Gruppe. Hun var gift med førstelærer Anders Michael Andersen, der selv tog del i modstandsbevægelsens lokale illegale aktiviter som Gruppefører.
Endeligt nævnes Lyttie Lundsgård, der søndag aften den 8. oktober 1944 modigt forsøgte at advare en af modstandsbevægelsens helt store store profiler i Grindsted, civilingeniør Arne Andreasen og hustruen Karen Andreasen, kun få minutter inden Gestapo dukkede op.
Arne Andreasen fortæller i sin erindringsbog Fange nr. 69109, at der pludseligt dén aften lød en heftig banken på fordøren:” Udenfor stod vor genbos husassistent i stor ophidselse og fik lige sagt, at jeg skulle stikke af – tyskerne var hos hendes husmor fru Lundsgaard og havde spurgt efter min bopæl …”
Karen og Arne Andreasens fire drenge i Oktober 1944 – Kilde: Privatfoto
Arne Andreasen under besættelsen – Kilde: Privatfoto
Kampen mod nazisternes tyranni og undertrykkelse var altså langtfra mændenes historie alene. Kvinderne spillede en fremtrædende rolle, men deres indsats fortoner sig med få spaltelinjer og beskeden omtale i faglitteraturen og kun få har fundet vej til de historiske annaler, databaser og arkiver.
Med fokus på mændene som besættelsestidens sande sokkelhelte har historikere ladet danske kvinder glide ud i glemsel og tusmørke som et overset kapitel, nærmest en blind vinkel i vor nationale historieskrivning.
Da Produktionsskolen i Grindsted for år tilbage ansatte Helle Lykkeberg Korgaard som skolens forstander, sikrede man sig ikke alene en dygtig skoleleder men også en kvinde med et pust af historiens vingesus i bagagen.
Steen Lykkeberg – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Helle Lykkeberg var datter af en af af besættelsestidens modstandshelte og store profiler Steen Lykkeberg, der under besættelsen var blandt dem, der gik forrest i kampen mod tyskerne.
Som purung modstandsmand og med livet som indsats udfordrede han allerede i sommeren 1942 den tyske besættelsesmagt gennem en lang række dristige og spektakulære sabotageaktioner. Med Gestapo i hælene måtte Steen Lykkeberg ofte skifte bopæl, og i sin erindringsbog Nu løber vi linen ud har han fortalt om sit ophold som illegal logerende hos familier rundt omkring i det jyske:
”Mange, mange illegale kendte deres adresse, så foruden eventuelle farlige naboer kunne der ske arrestationer, hvor adressen kunne blive røbet. Skulle nogen bæres på skjolde, måtte det være disse modige mennesker.”
Som dengang Steen Lykkeberg boede i et værelse hos modstandsmanden Alfred Bertelsen og hustruen Eva. Med Steen Lykkebergs ord:
”Når døren smækkede efter ham, sad hun tilbage. Børnene sov. Sove kunne hun ikke, først når hans trin igen lød, var hun rolig … Ingen – hverken naboer eller handlende – kunne ane, hvad hun gik igennem. Folk sagde: »Hørte De braget i nat, fru Bertelsen?« Gad vide, hvem der havde det værst, sabotøren eller hans kone?”
Steen Lykkeberg gik senere under jorden hos fru Esbensen, der havde tætte forbindelser til modstandsbevægelsen og uden at tøve åbnede sit hjem for den unge modstandsmand. Fru Esbensen boede i en 2 1/2 værelses lejlighed øverst oppe i ejendommen, hvor Steen flyttede ind i et lille værelse:
”Hvor har jeg tit tænkt på, at hun i det ca. ene år, jeg boede der, måtte have forsaget al omgang med andre. Ganske vist havde hun sit arbejde at passe, men i sit hjemmeliv må hun have isoleret sig på grund af mig. Det har været et utroligt offer.”
I en tid med Europa i flammer trådte disse modige og stærke kvinder – hustruer, mødre, kærester, døtre, bedstemødre – instinktivt i karakter og ydede en ganske formidabel indsats, selv om kun få brød med de traditionelle kønsroller og greb til væbnet modstand.
Helhjertet sluttede de op om kampen mod Gestapo og hjalp til, hvor de kunne. Uden deres mod og offervilje havde mændene ikke været i stand til at lægge alle deres kræfter i den lange række af sabotageaktioner, der for alvor satte det midtjyske område på besættelsestidens landkort.
Som logiværter skjulte de sabotører, agenter og modstandsfolk på flugt, de opbevarede ammunition, våben og sprængstoffer for den midtjyske modstandsbevægelse, og som sekretærer og kurèrpiger var de med til at duplikere og fordele illegale løbesedler og tryksager i tusindvis.
Når deres mænd, sønner og kærester var draget ud i mørket for at deltage i nattens sabotageaktioner, sad de mange kvinder alene tilbage. Nat efter nat lyttede de efter mandens tunge trin på trappen og gennemgik svære kvaler med at bekæmpe uro, angst og uvished.
Når han endeligt vendte tilbage fra nattens jernbanesprængninger, stod kvinderne klar med varme sokker, dampende Madam Blå, tykke humpler rugbrød med fedt og måske en kold øl eller to.
Men meget mere end det …
I en farlig tid med besættelse og modstandskamp tog hverdagens ukendte heltinder som familiens bagland og faste samlingspunkt ikke alene vare på det daglige brød og deres kæres ve og vel. Med hjertet som kompas og med forståelse for andres lidelser lod de ikke forråelsens dystre spøgelse gennemsyre dé idealer, værdier og holdninger, de var vokset op med.
Med deres uforfærdede indsats risikerede de på lige fod med deres mænd fængsling, tortur og deportation til tyskernes berygtede KZ lejre sydpå.
Det eksakte antal kvinder i modstandskampen kendes ikke, men på landsplan blev flere end 700 kvinder taget af Gestapo og interneret i Frøslev-lejren, der lå gemt bag vagttårne, pigtrådshegn og brede minefelter nær den dansk-tyske grænse.
Efter befrielsen nedtonede de beskedent deres rolle og talte kun sjældent om deres indsats, der var med til at sikre, at Danmark kom ud af krigen på de Allieredes side.