Af Louis Bülow
Konturerne af et erindringsgsbillede fra en sommerdag på kirkegården i Hejnsvig engang midt i 1960’erne toner frem. Lidt trafikstøj anes som en svag summen til lyden af legende børn, kåd fuglekvidder og vindens blide hvisken i et væld af grønne farver, blomster og dufte.
I en næsten forstemt atmosfære af liv tæt forbundet med døden er en gammel skolelærer fra det lille landsbysamfund netop blevet stedt til hvile, og et hav af mennesker står nu tilbage og reflekterer over hans skæbnehistorie.
Kigger man nærmere efter, kan man se børn og unge fra landsbyen stå dèr for sig selv rundt omkring på den smukke kirkegård næsten i det skjulte, mens de grædende giver stærke følelser frit løb. Alle er knuget af fortvivlelse, sorg og vemod.
Som et fyrtårn ragede den legendariske Knud Jensen op i Hejnsvig i sit livslange virke som degn ved landsbyens skole. Gennem en menneskealder sad han dèr stout og bred bag sit kateder og lignede dèt, han var – en ægte landsbydegn helt ind i sjælen forankret i dansk bondemuld, der skulle blive en forgudet lærer, vejleder og mentor for generationer af Hejnsvigs skolebørn.
Lærer Knud Jensen – Kilde: Hejnsvig Lokalarkiv
Ikke en snu, uvidende og oppustet landsbydegn som Per Degn i Holbergs komedie Erasmus Montanus. Lærer Jensen så sin lærergerning igennem fire årtier i Hejnsvig som et kald, en passion, og kæmpede for at få gjort op med Hejnsvig Skole som et symbol på en undervisnings-anstalt med gold og glædesløs indlæring.
Knud Jensen blev født den 18. december 1898 i landsbyen Nakke ved Rørvig i Odsherred ud af en gammel og solid Nakke-familie, hvor hans bedstefar i mange år havde været sognerådsformand. Knud var ældste søn af Laura Marie og Jens Peter Jensen, der var landmand og selv fremtrædende i lokalsamfundet som sognekommissær, formand for Nakke Andelsmejeri og medlem af sognerådet.
Den fædrene gård på Slettemosevej dannede i årtier rammen om familiens tilværelse i det lille landbosamfund, hvor Knud havde en dejlig barndom og opvækst. Han gik i den gamle skole i Nakke for senere at læse til lærer. Han blev gift med Johanne, og efter at være flyttet til Hejnsvig i begyndelsen af 1920’erne fik de i oktober 1926 ønsketvillingerne Olaf og Ester.
Hvor der i gamle dages stråtækte skole blev værnet nidkært om traditioner, værdier og dyder, havde lærer Jensen sans for meningsfyldt undervisning og lyste op i skoletidens trængsler med sit varme og sociale sindelag.
Med sjældne kvaliteter og et hjerte, der bankede for alle, tog han hånd også om dèm, der kom fra vanskelige kår, dèm der mistrivedes og havde det svært. I klasseværelset hos lærer Jensen fandt mange børn i Hejnsvig et fristed fyldt med nærvær og fællesskab.
Mangen lille purk har oplevet små sejre på livets bane, når lærer Jensen med alvorlig mine betroede ham at klargøre filmlærredet, trække gardiner for eller tænde og slukke for lyset, når der i klasseværelset skulle vises dokumentarfilm fra Statens Filmcentral.
Også Hejnsvigs lille bibliotekslokale var for mange en slags asyl, hvor alt emmede ro og tryghed. Hèr virkede fru Johanne Jensen igennem årtier som landsbyens bibliotekar bistået af sin mand lærer Jensen. Altid åbne og lydhøre, som de sad dèr og arbejdede i det stille.
Kæft, trit og retning, spanskrør og streng disciplin var dengang undervisningssystemets bærende principper men eksisterede ikke i lærer Jensens verden. Hos ham kunne man heller ikke møde det ellers gængse system med, at dygtige og artige børn blev placeret forrest i klasselokalet, mens de dumme – som oftest småkårsfolkets børn, ordblinde og autister – blev stuvet sammen bagerst i klassen.
Lærer Jensen var en gudsbenådet underviser af hjertet, og båret af en farverig fantasi evnede han på finurlig og levende vis at formidle en god historie og også få almindelig og tør lærdom til at funkle og inspirere. En mageløs fortællekunst.
Hejnsvigs gamle smed August Andreasens barnebarn forfatteren Pia Fris Laneth har i sin bestseller, familiekrøniken Lillys Danmarkshistorie, fortalt, at undervisningen på Hejnsvigs skole i 1930’erne foregik hver anden formiddag om sommeren og seks timer seks dage om ugen om vinteren.
Hun fortæller med den gamle Hejnsvig-dreng Knud Junkers ord, at bibelhistorie og katekismus dengang var de højest prioriterede fag:”Alle lærerne var missionske, siger Knud, bortset fra lærer Jensen. Han var grundtvigianer og kunne læse op og fortælle historier, så der var fuldstændig ro. Sådan lyser en enkelt lærer ofte op i folks fortællinger om skoletidens trængsler …”
Et fjernt erindringsgsbillede fra klasseværelset engang i slutningen af 1950’erne trænger sig på. Vorbasse Marked stod lige for døren, og lærer Jensen besluttede at indvie os i historien om det landskendte marked.
Med blussende kinder og øjne, der tindrede af glæde og forventning, blev vi små poder ført til et forjættet land, hvor alt flød med honningkager, flødeis, pølser, sodavand, slik og candyfloss. Gøglere, lirekassemænd og andet godtfolk – lærer Jensen formåede at få dem til at stå dèr lyslevende foran os i et univers af rutschebaner, karruseller, radiobiler, spøgelsestog og gøglertelte.
En andet erindringsscenarie fra dengang toner frem. Lærer Jensen havde i nogle historietimer fortalt om den nærliggende landsby Donslund, der i fordums dage var vokset op omkring Herregården Donslund, og på et tidspunkt blev centrum for en række voldsomme begivenheder.
For at følge historien helt til dørs besluttede han – og det var vel at mærke af egen lomme – at betale en lokal vognmand for en biltur til Donslund for hele klassen, så vi fik mulighed for at komme tæt på og opleve stedet live.
I sjælden grad forstod lærer Jensen at vinde børnenes tillid og fange deres interesse. De følte næsten historiens vingesus, når han læste højt for dem, fortalte om bibelen, livets gåder og historiens store begivenheder. Eller når han tog dem med tilbage i Danmarkshistorien til slaget ved Dannevirke eller til katastrofen i 1864 ved Dybbøl.
Ved juletid kunne børnene opleve glæden ved at være sammen med deres lærer i det smukt pyntede klasseværelse, mens de hyggede sig ved ved julelampens skær, og julens blide snefnug dryssede ned og dækkede lillebyen med sit hvide tæppe. Da kunne det ske, at lærer Jensen valgte at fortælle om digterpræsten Kaj Munks sidste juleaften i 1943 i Vedersø Præstegård.
Hvert år på besættelsesdagen den 9. april og på befrielsesdagen den 5. maj blev flaget på Hejnsvig Skole sat på henholdsvis halv og på hel, og lærer Jensen fik på nænsom vis gelejdet børnene ind i historien om den 2. verdenskrig.
Knud Jensen døde midt i 1960’erne efter fire årtier som skolelærer i Hejnsvig. Hans bysbørn græd mange tårer – men var også fyldt med taknemlighed over alt det, lærer Jensen havde givet …
Hejnsvig Skole og lærerne 1955-56 – Kilde Hejnsvig Sognearkiv
