Bülows Hjørne: Skolebestyrer i Grindsted – og modstandshelt

Af Louis Bülow

For mange i Grindsted skulle en lun efterårsdag for 55 år siden – lørdag den 15. oktober 1966 – blive en dag, vi for altid skulle gemme i vores erindring. Dén lørdag fejede budskabet om én af byens mest kendte skikkelser, den 55-årige skolebestyrer for Grindsted Kost- og Realskole og fremtrædende medlem af Sognerådet Poul Borkings alt for tidlige død alt andet til side.

Med Poul Borkings pludselige død som følge af en hjertelidelse forandredes på et splitsekund dén verden, vi kendte i Grindsted. Meget havde vi mistet, og det blev en dag knuget af sorg, vemod og triste tanker, mens flagene overalt i byen gled på halv stang.

Men også en dag fyldt med dyb taknemlighed over alt det, Poul Borking havde givet …

Tilbage stod mindet om en fremsynet og inspirerende skoleleder med fine menneskelige kvaliteter, der var omgærdet med dybtfølt sympati og respekt. En sand ildsjæl, der så sin gerning som et kald, en mission, og forenede sit virke med hjertevarme og socialt sindelag.

Skolens inspektør Finn Dittrich fremhævede i smukke mindeord i Grindsted Kost- og Realskoles Årsskrift for skoleåret 1966/67 Poul Borkings ”store og omfattende viden, der leder tanken hen på renaissancens koryfæer … han var vor leder, men han var langt mere, han var vor kollega, og han var vor ven …  Vi, der ér tilbage, kan føre en anset, veldrevet og velanskrevcn skole vidcre.” 

Bisættelsen fandt sted få dage senere, og venner og kolleger bandt en smuk mindekrans over Poul Borkings virke i Grindsted. Han ragede op som et fyrtårn, gik nye veje og udviklede nye måder at arbejde og tænke på. Med sans for mening i undervisningen fik han gjort op med Grindsted Kost- og Realskole som en undervisningsinstitution med gold og glædesløs indlæring.

Ved højtideligheden holdt hans 14-årige søn Jens Borking en gribende mindetale over sin far, der altid havde haft tid til at være der for sine kære. Han dvælede ved lykkelige stunder og og kærlige erindringsglimt fra barndommens land, og talte om en overvældende og ubærlig sorg med tomhed, smerte og dyb fortvivlelse som trofaste følgesvende.

Her fandtes ingen manual, og kun ved at være der for hinanden kunne Jens og familien komme videre i livet og leve med sorgen og savnet.

I et væld af farver med blomster, buketter og grønne kranse ved Poul Borkings båre tiltrak flere signerede kranse fra Frihedsfonden og Shellhus-kammeraterne sig opmærksomhed.

Ved at dykke ned i de historiske annaler toner konturerne frem af en unik og autentisk fortælling om mod og offervilje under tyskernes besættelse. Poul Borking rager op som én af dém, der gik forrest i kampen mod Gestapo under dæknavne som Few Weeks , Rawdy og Singer.

Under sit senere navn Poul Borking finder vi ham kun nævnt ganske sporadisk i historiske arkiver og databaser med få spaltelinjer og beskeden omtale.

Men det viser sig, at han er rigt repræsenteret i efterkrigstidens faglitteratur under sit oprindelige fødenavn  Poul Bork-Andersen. Han fremstår som en central figur i frihedskampen – én af dé sande helte, der som modstandsmand, faldskærmsagent og forbindelsesofficer satte livet på spil i kampen mod nazisternes tyranni og undertrykkelse.

For at undgå ethvert forsøg på helgenkåring nedtonede han efter befrielsen beskedent sin egen indsats under krigen, og få år senere tog han navneforandring og antog familienavnet Borking.

Som anerkendelse for udvist tapperhed under besættelsen blev Poul Borking som én af ganske få danskere tildelt det engelske Military Cross, som var den højeste engelske orden, der blev uddelt herhjemme.

Det officielle britiske dokument fremhæver, at ”løjtnant Bork-Andersen udviste overordentligt mod under alle aktioner, og hans tjenester over for den Allierede sag var bemærkelsesværdig.”

Allerede tidligt gik Poul Borking ind i modstandskampen, og fra foråret 1943 var han med i nedkastninger af våben og sprængstoffer. Han tog del i en række sabotageaktioner, rettet imod fabrikker, der fremstillede krigsmateriel til tyskerne, ligesom hans gruppe stod bag ødelæggelsen af to tyske forsyningsfartøjer og en minestryger.

I bogen fra 1956 Luftbårne Tropper hedder det med Knud Jantzen ord om Poul Borkings indsats:

”Endnu husker jeg dén vinteraften, vi – en samling unge ledere fra Modstandsbevægelsen – mødtes med en dansk faldskærmsmand … Han gav os i løbet af få timer en instruktion så lødig og fængslende, at jeg siden sjældent har været ude for noget lignende. Han blev kort efter taget af Gestapo men viste også hér, at han var en soldat af format, koldblodig, rolig og klart tænkende til det sidste.”

 

Poul Borkings gruppe blev i januar 1945 af de Allieredes High Command beordret ti1 at ødelægge en større fabrik, som fremstillede akkumulatorer ti1 tyske ubåde. Som der står at læse i det officielle britiske dokument: den omfattende aktion lykkedes kun uden tab af danske menneskeliv på grund af Borkings beslutsomme og effektive lederskab.

Den 27. februar 1945 blev Poul Borking sammen med en række ledere af Modstandsbevægelsen i København taget af tyskerne og smidt i en fængselscelle i Gestapos hovedkvarter i Shell-huset. Han blev udsat for grove mishandlinger og tortur, men holdt stand. Gestapo kunne ikke knække ham.

Sammen med 25 andre prominente danske fanger var Poul Borking blevet placeret i fængselsceller indrettet i Shell-husets tagetage som gidsler for at sikre, at de Allierede ikke skulle bombardere Gestapo-hovedkvarteret.

Den 21. marts 1945 sad Poul Borking i et forhørslokale i ét af de øverste etager på Shell-huset og hørte bombefly nærme sig: Royal Air Force 2-motorers mosquito-maskiner i lav højde. Målet var Shell-huset. Der anvendtes kraftige spræng- og brandbomber, og i løbet af ganske få sekunder var bygningen ét stort flammehav.

Men RAF piloterne undgik at rette bombardementet mod taget, da de var klar over, at danske fanger sad prisgivet i tagetagens celler.

I stedet kastede man bomberne mod Shell-husets midterste etager. I alt omkom 125 personer ved bombardementet, mens 18 danske fanger fik mulighed for at slippe væk. Blandt dem fremtrædende modstandsfolk som redaktør Aage Schoch, professor Mogens Fog, civilingeniør Ove Kampmann, overbetjent Lyst Hansen – og Poul Borking.

To af fangerne fra Vestfløjen, folketingsmand Poul Sørensen og repræsentant Poul Bruhn reddede livet ved at vove springet fra 4. sals højde.

Kaldet til frihed, sandhed og ret drev Poul Borking – ikke had til tyskerne. En idealist, der modigt gik ind i kampen mod nazismen og med livet som indsats var med til at sikre, at Danmark kom ud af krigen på de Allieredes side

Vi lader Poul Borkings søn, fagforeningsmanden Jens Borking, runde af:

”Jeg tænker, at det vigtigste jeg og mine søstre fik med fra vores far var, at vi ikke skulle acceptere undertrykkelse af andre mennesker, og at man sammen med andre kunne arbejde for en mere retfærdig og fredelig verden.”