Nyt biografisk værk om en unik dansk slægts-, erhvervs- og kulturhistorie.
I september udkommer et biografisk værk om LEGO Koncernens og slægten Kirk Kristiansens fascinerende historie gennem 100 år skrevet af forfatteren Jens Andersen. Det er første gang nogensinde, at familien Kirk Kristiansen selv medvirker i en bog.
Værket er på én gang en slægts- og virksomhedsfortælling og en eventyrlig historie om verdens største legetøjsproducent og et af de mest elskede brands på kloden, som blev skabt og fortsat styres fra den jyske hede af familien Kirk Kristiansen, hvor fjerde generation nu er parat til at tage over.
Som en rød tråd gennem den underholdende, til tider dramatiske familiekrønike, der tager sin begyndelse i 1916, da LEGO grundlægger Ole Kirk bosætter sig i Billund, løber også en kulturhistorie. Den handler om forskellige generationers syn på børn og barndom og afspejler forskellige epokers opfattelse af legens betydning og legetøjets udvikling gennem et helt århundrede.
Det er samtidig en beretning om landsbyen Billund og en lille trævareforretning med legetøj i 1930´erne, som ingen kunne tage alvorligt i begyndelsen, men som i tæt symbiose med byens beboere udviklede sig til et erhvervsmæssigt kraftcenter.
Endelig er bogen et udførligt biografisk portræt af 73-årige Kjeld Kirk Kristiansen, der blev administrerende direktør i LEGO Koncernen som 31-årig, moderniserede virksomheden og førte den ind i den digitale tidsalder. Fra fødslen har “Kjeld”, som han altid er blevet kaldt og kendes ude i verden, haft klodserne og LEGO ideen i blodet. Han kom til verden midt i fabrikken i 1947, mens den første plaststøbemaskine stod og arbejdede i familiens kælder, og allerede som toårig var Kjeld fotomodel uden på æskerne med nogle af de allerførste LEGO klodser i plastik.
Lige siden har Kjeld Kirk Kristiansen bygget med virksomhedens nye produkter, både for sjov og for at teste bygge- og legeoplevelsen. Ligesom han fortsat tager ivrigt del i udviklingen af LEGO brandet. LEGO Koncernen omsatte i 2020 for 43,7 mia. kroner og havde en kvart milliard besøgende på LEGO.com.
Kjeld Kirk Kristiansen: ”For snart et par år siden havde jeg besøg af Jens Andersen, der havde en ide om at skrive en bog om det legende menneske i lyset af LEGO historien og med mig som en slags medfortæller. Den var jeg med på, og det er nu blevet til denne slægtsbog – ’Et liv med LEGO’. Jens har gransket i gamle arkiver, fundet historier og citater fra de tre generationer, og jeg har nydt de mange hyggelige timer vi har tilbragt sammen. Jens skriver på en helt særlig medrivende og levende måde, og jeg håber, at mange vil få en rigtig god læseoplevelse.”
Jens Andersen: ”Jeg er født i 1955, samme år Kjelds far lancerede sin geniale idé om et system af legetøj, der var grænseløst, både som legemateriale og som forretningsidé. LEGO er for mig et eventyr om to så væsensforskellige størrelser som ’erhvervsliv’ og ’legekultur’, det handler om en dansk ejerfamilie i fire generationer med passion for og ambition om at gøre noget særligt for børn i hele verden gennem leg. Det eventyr har jeg gerne villet fortælle med familiens egen stemme.”
Værket er gennemillustreret og bygger på halvandet års studier i LEGO Koncernens historiske samling og arkiv i Billund. Som fortælling er den også blevet til på grundlag af månedlige møder og samtaler gennem halvandet år med Kjeld Kirk Kristiansen, der gennem hele bogen uddyber og kommenterer sit eget og sin slægts liv med LEGO virksomheden.
Om bogen: ‘Et liv med LEGO – en slægtshistorie’ udkommer 16. september 2021 på Politikens Forlag.
Om forfatteren: Jens Andersen er ph.d. i nordisk litteratur og forfatter til prisbelønnede bøger om bl.a. H.C. Andersen, Tove Ditlevsen, Dronning Margrethe, Kronprins Frederik, Astrid Lindgren og Kim Larsen skriver Politikens Forlag i en pressemeddelelse.