Af Carsten Sander Christensen
’Ukendt de styrtede ned – husk at de faldt for vor frihed og fred’
For 20 år siden lå museet i Borgergade med apoteket som nabo. Bag museet lå den gamle stationsbyhave som havde tilhørt vognmand Ejner Nørby Andersen, der jo i mange år boede i Borgergade 27. Her kunne man sommerdage, når man sad ude i haven, møde mangt en interessant person. Den dag jeg taler om i sommeren 2001, kom der to damer i 70års alderen ind i haven. Efter kaffen kom på havebordet fortalte de en yderst interessant historie fra Klelund Plantage fra slutning af den anden verdenskrig.
Om mindestenen der blev rejst den 5. maj 1947, tæt ved skovfogedboligen, og hvert år fejres den 4. maj om aftenen. Allerede dagen efter og senere i sommeren 1946 havde de gæve skovfolk dog rejst forskellige trækors på stedet.
Når man kører 5 km fra Hovborg mod Holsted ad Grindstedvej ligger området Klelund på begge sider af vejen. Til venstre ligger de spredte gårde og til højre ligger Klelund Plantage. Så drejer man til højre ad Agerbækvej og kører små 3 km ned ad vejen. Man passerer Klelund Udsigtstårn, går over nogle færiste og så står den der mindestenen for det nedskudte engelske fly, en Halifax V bombeflyver med registreringen LK705. Det engelske bombefly havde den 25. februar 1944 sammen med 130 andre fly deltaget i en minelægningsoperation i Kieler Bugten. Den kom fra en flybase, RAF Croft, i Yorkshire nær Dalton-on-Tees. På hjemturen blev flyet opdaget af det tyske antiluftskyts og den Halifax ‘en blev skudt ned af en tysk natjager. Flyet eksploderede i luften og faldt brændende ned i plantagen. På Museet på Sønderskov finder man den sidste jordiske rest af flyet. En nødluge, der blev fundet omkring 7 km fra nedstyrtningsstedet. Lugen blev åbnet og kastet ud af flyet lige inden det styrtede til jorden.
Den ene af damerne havde som barn boet i plantagen, hvor hendes far var ansat. Hun var omkring 12 år. Nu var folkene i Klelund Plantage slet ikke uvante med uhyggelige oplevelser. Om natten kunne man gå ude i plantagen og høre motorlarmen fra de højtflyvende bombeflyvere, når de kom ind over vestkysten fra nordvest og fløj mod sydøst for senere på natten at vende tilbage og gå ud over Nordsøen. På klare aftenener kunne endda se søgelyset fra de tyske projektører ude ved klitterne og hvordan de ligesom vifteformede lyskegler afsøgte luftrummet. For det meste kastedes strålerne tilbage fra lavthængende skyer men sommetider fangede de i genskæret en engelsk flyvemaskine. Herefter genlød luften af det tyske antiluftskyts og lyssporkugler og magniums lys oplyste nattehimlen. Man hørte fortælle, at nogle gange lykkedes det, og at man havde skudt på flyverne, når de i deres faldskærme søgte at nå ned til jorden.
Natten til den 26. februar 1944 var damen vågnet op, soveværelset var ligeså lyst ved høj sol en sommerdag og herefter lød der et ordentlig brag og flere vældige lysglimt oplyste værelset. Ruderne klirrede, og dørene klaprede. Der var tidligere faldet bomber på egnen, som havde rystet huset, navnlig da der faldt en bombe i Rodebæk i Fåborg sogn, men der var ikke gået noget menneskeliv tabt. Denne eksplosion var dog så voldsom, at damen trods sin unge alder straks var klar over, at denne gang var der sket noget alvorligt, men samtidig var jeg klar over, at det ville være formålsløst at søge at finde ud af, hvad der var sket, da det uden tvivl var langt borte. Man havde dengang kun cykler at færdes med, og cykellygterne havde kun et svagt blåt lys, så det ville være umuligt at orientere sig i den bælgmørke nat.
Flyets besætning bestod af syv mand: Canadierne, piloten C. E. Howey, navigatøren G. E. Stevenson, luftskytten A. M. G. Munro og luftskytten L. T. Wardell. Skotten, bombekasteren A. McGillivray, samt englænderne, ingeniøren E. R. Metcalf og radiotelegrafisten R. L. Bates. Alle omkom de i nedstyrtningen. Seks af de omkomne var så tilredte, at de ikke kunne identificeres. Resterne blev begravet på krigsgravpladsen, Fovrfeld Gravlund, i Esbjerg. Gennemsnitsalderen på de syv besætningsmedlemmer var 22 år. I alt blev fire flyvere, tre Halifax’er og en Stirling maskine skudt ned i det ovennævnte minelægningstogt i Kieler Bugten.
Skovfogeden, C. J. Madsen, som boede 900 meter fra nedstyrtningsstedet, var dog straks løbet ud i skoven til det sted, hvor maskinen var styrtet ned. Det var let at finde, for skoven brændte på et areal på størrelse med en tønde land omkring nedstyrtningsstedet. Det var dog helt umuligt på grund af branden at komme i nærheden af maskinen. Ved hjælp af en håndlygte afsøgte han skoven omkring flammehavet og råbte i mørket på tysk og engelsk om der var nogen – men der kom intet svar. I mørket snublede han over noget og bøjede sig ned for at se, hvad det var, og opdagede, at det var en støvle. Han tog den op og så, at der var et engelsk navn og et nummer på pløsen. Han løb straks tilbage og telefonerede til overbetjent Hansen i Holsted, som straks kom derud og sammen afsøgte de skoven nærmere. De fandt to faldskærme hængende i træerne. Snorene var sprængt og de, der havde søgt at redde livet ved at springe ud med dem, var døde på stedet. Kort tid efter kom de tyske tropper fra rekrutskolen i Åstrup skole og afspærrede området.
Herefter afsøgte tyskerne nu selv området og resten af Klelund Plantage for at finde evt. overlevende. Skovfogeden og overbetjenten fik ordre på at blive stående sidstnævntes køretøj. Efter nogle frysende timer blev det overbetjenten og han meddelte de tyske befalingsmænd, at ville de ham noget så kunne han kontaktes og skovfogeden kontaktes i skovfogedboligen. Den ovennævnte støvle havde skovfogeden smidt ind på bilens bagsæde, den havde under tyskernes intensive afsøgning af området ligget under overbetjentens bil. Hvor den blev af ved ingen i dag. Dagen efter gik skovfogeden igen op til krateret for at finde genstande fra flyet. På brandstedet fandt masser af de så karakteristiske sølvpapirsstrimler, der jo blev kastet ud fra flyverne for at forstyrre de tyske radarapparater. I de følgende dage dukkede der dog en handske, et armbåndsur, et kompas, to landkort på silkestof, en guldring, en del franske og belgiske sedler og mønter samt en bibel op i landskabet.
En kort tid efter hændelsen traf skovfogeden en tysker ude i plantagen. Manden var den tyske pilot Erich Lippert, der var manden der havde skudt Halifax’en ned. Og skovfogeden spurgte tyskeren ud om hændelsen natten til den 26. februar 1944. Erich Lipperts natjager var den pågældende aften lettet fra Esbjerg flyveplads sammen med en anden natjager og det ret tidligt på grund af nattens voldsomme engelske overflyvning af det sydjyske område. På rekognosceringstogtet var de stødt på en engelsk flyver som havde skudt hans makker ned, den her omtalte Halifax bombeflyver. Erich Lippert var kommet ud af kurs, men havde fundet den i luften nær Klelund Plantage og herefter ramte han det engelske fly i benzintanken. De syv besætningsmedlemmer var alle sprunget ud, men eksplosionen var så voldsom at snorene på deres faldskærme var blevet skåret over på grund af sprængstykker i luften.
De to damer takkede for kaffen og gik videre ud i Grindsted, mens jeg blev siddende og funderede over endnu en tankevækkende historie fra egnen. Der jo på trods af områdets isolation i store perioder af historien alligevel har virkelig interessante historier at fortælle om de langt større begivenheder der har fundet sted i såvel Europa som den øvrige verden.
Foto: Privatfoto
