Af Louis Bülow
Del 1: Med bumletog til Hejnsvig
Min tidligste barndom i begyndelsen af 1950’erne i en lejlighed på 3. sal i Ingemanns Allé i Esbjerg var et sandt inferno af mishandlinger, omsorgssvigt og og fortrædeligheder. Med vold, druk og svir som trofaste følgesvende ravede min far i årevis rundt i den raserede lejlighed mellem væltede møbler, tomme ølflasker og knuste glas.
Et barndomshjem, der for tid og evighed har mejslet sig ind i min erindring som en helvedes- og krigszone, indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.
Ødelagt på liv og sjæl besluttede min mor Astrid at sige endegyldigt stop, give slip på sin lille pode og bryde dén tunge arv, jeg var et produkt af. Med sit livs sidste ultimative bidrag fik hun afværget sin drengs og familiens tragiske deroute i frit fald mod samfundets bund.
Uden officielle papirer og helt uden de sociale myndigheders indblanden besluttede hun at sende mig i pleje og sikkerhed i det lille landbosamfund i Hejnsvig i det vestjyske. Hun sikrede, at jeg ikke blev ladt tilbage på endestationen på samfundets skyggeside sammen med far.
En årle morgen hastede hun med sin seks-årige purk ved hånden – og mig var det – fra Ingemanns Allé til banegården i Esbjerg, fik fat i en togfører og gav ham en række instrukser, inden hun satte mig på et bumletog.
Louis som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
På den regnvåde perron var det tid til afsked, og jeg slap min mors hånd med et sidste farvel. Med kærlige knus, kram og tårer trillende ned ad de forgrædte kinder trykkede hun på knappen til den sociale elevator, der skulle bringe mig væk fra min far og i sikkerhed hos min nye plejemor i den lille landsbyflække Hejnsvig.
Det havde kostet min mor usigeligt mange kræfter at holde sammen på det hele, men for sin drengs skyld holdt hun ud og stod distancen i årevis. Hun havde nu tilbage at flygte fra sit mareridt af et ægteskab med far, der aldrig fik sluttet fred med sine dæmoner, aldrig fik ro i sjælen eller styr på sprutten.
Men en fremtid uden håb var min mors barske virkelighed. Angst, knuste drømme og bristede illusioner fik hende til at give op, hun kunne ikke mere og bukkede under, 43 år gammel.
Mens himlen græd med dén morgen som stille slud og snefnug, der faldt over land og by som blide tårer, løftede en togassistent hånden med det runde afgangssignal, en togfører skridtede perronen af og fløjtede til afgang. Langsomt satte lokomotivet sig i bevægelse.
Nærmest forladt af Gud og mennesker sad jeg dér i kupeen og græd efter nærvær og tryghed, mens jeg fortabt stirrede ud over det åbne landskab, der adstadigt gled forbi. Snefnug dryssede sit hvide slør over de hvidklædte enge og marker med plovfurer, der kun lige anedes.
Næsten samtidigt mange kilometer derfra stod den lokale malermesters ældste datter Ane-Lise og skuttede sig på den søvnige station i landsbyens udkant. Hensunket i tanker og tætte tobakståger spejdede hun ivrigt efter bumletoget, der i et adstadigt tempo duvede sig gennem landskabet.
Med et kald i godhedens tjeneste bød hun mig dèn morgen velkommen til et forjættet land, der flød med tryghed, nærvær og hjertevarme. Med en altopofrende og betingelsesløs kærlighed som urkraft sprængte hun alle rammer for at værne sin lille plejesøn mod livets skyggeside.
Malermesterens datter Anne-Lise fra Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
Hos min ejegode plejemor i Hejnsvig slog jeg rod, hèr fik jeg hjemme, hèr hørte jeg til …