Nye udstillinger på Museumsgården Karensminde

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

På Billund Kommunes Museer kan man nu opleve to nye udstillinger: I Vognporten handler det om andelsbevægelsens lokale og nationale betydning. I Høkeren fortæller vi historien om Karensminde og det omkringliggende kulturlandskabs udvikling.

”Vi er enormt stolte og glade for vores nye udstillinger, der giver gæsterne en god og forhåbentlig spændende introduktion til vores fælles kulturhistorie. Samtidig er udstillingerne et godt bevis på, hvordan museet og dets frivillige ved fælles hjælp er lykkedes med at komme hurtigt i mål” fortæller Jonas Hørup Ruskjær, museumsinspektør ved Billund Kommunes Museer i en pressemeddelelse.

Udstilling i Høkeren om Karensminde
Oplev Museumsgården Karensmindes udvikling gennem fire forskellige perioder i gårdens levetid. Gårdens historiske udvikling, skiftende funktion og betydning er en fortælling om dansk landbrugshistorie som også indskriver sig i områdets senindustrielle udvikling og turisme.

Her er en fortælling om enggården Karensminde, der overgår til traditionelt og senere industrielt landbrug og senere igen bliver en museumsgård og kulturattraktion.

Foto: Billund Kommunes Museer

Udstillingen består af fire søjler der repræsenterer forskellige perioder i gårdens levetid – engen, heden, agerbruget og museumsgården.

Udstilling i Vognporten om andelsbevægelsen
”I vognporten på Museumsgården Karensminde kan man i en ny udstilling læse om denne periode af Billund Kommunes historie og opleve andelsbevægelsen og dens udvikling her i området. Fotos fra starten af 1900-tallet viser interiører og bygninger af egnens forskellige andelsmejerier, andelsslagterier, brugsforeninger, andelselektricitetsværker og udviklingen fra hestetrukne vogne frem til moderne tids mælkebiler.” udtaler Carsten Sander Christensen, samlingsinspektør ved Billund Kommunes Museer.

Foto: Billund Kommunes Museer

Se de originale malkespande, der blev brugt i 1940erne og 1950erne, herunder den spand, som tilhørte Karensmindes ejer Jens Andersen Jensens (1887-1958). I udstillingen finder man desuden en model af en kød- og flæskevogn, og man kan forestille sig, hvordan den kørte på de toppede brosten her i området i starten af 1900-tallet.

 Andelsbevægelsens historie
Udviklingen fra hedebønder over traditionelt moderne landbrug til et moderne informationssamfund i det nuværende Billund Kommune er i allerhøjeste grad andelsbevægelsens fortjeneste. Hjedding Andelsmejeri ved Ølgod, der begyndte sin virksomhed i juni 1882, anses som det første danske andelsmejeri, idet mejeriet og dets love blev forbillede for de andelsmejerier, der senere blev oprettet. Her på egnen kom der adskillige andelsmejerier i de efterfølgende årtier. Baggrunden for oprettelsen af andelsmejerierne var den fra 1860’erne øgede vægt på mejeribrug og smørproduktion. I denne omlægning, der blev fremskyndet af fald i kornpriserne fra omkring 1875, var de mindre og mellemstore landbrug blevet distanceret af de store landbrug.

Før udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 havde andelsbevægelsen i Danmark nået en meget betydelig udbredelse. Andelsmejerier og -svineslagterier var dominerende inden for deres brancher, mens indkøbs- og afsætningsvirksomheder spillede en stor rolle i omsætningen af landbrugets råvarer og produkter. Den typiske, danske landbruger var på dette tidspunkt medlem af et antal andelsvirksomheder, og andelsbevægelsen indgik som et integreret led i den foreningskultur, der blev et karakteristisk træk ved det danske landbosamfund.

Vi følger naturligvis myndighedernes retningslinjer for danske museer.

Vi forbeholder retten til ændringer.