Af Carsten Sander Christensen
Træfningen mellem hjemmebrændere og toldere i Sdr. Elkjær en forårsdag i marts 1797
Gamle McArine har et hjemmebrænderi
Han brænder selv sin whisky
Tolderne siger McArine ikke må
Men det vil McArine sgu’ da skie’ på.
Meget kunne der sikkert siges om bønderne her på i 1700-tallet og 1800-tallet, og meget er der sikkert også blevet sagt, men holdt sammen det gjorde de. Det såvel i krisetider og uår og så i beskyttelsen af deres vigtigste fritidsbeskæftigelse: hjemmebrænding og destillation af snapseurter og alkohol i særdeleshed. Fjenden de især holdt sammen imod, var toldfolket. Denne personage kom i skikkelse af såkaldte ransagere eller spejdere. Og de kom hyppigt. Men holdningen her på egnen var nøjagtigt som i verset af den ovennævnte Shu-bi-dua sang om den gamle McArine.
Men i skjul gik der ofte bud fra gård til gård for at advare, når toldfolket var på egnen. Alle bønderne havde hemmelige gemmer i deres huse, hvor brændevinstøjet blev skjult. Brændevinstøjet var af jydepottemateriale eller kobber. Faktisk kunne man nøjes med en jerngryde med trælåg. I trælåget var der indpasset en hat af ler. Det hele var sammenklistret med dej fra bagningen og et bøsseløb til pibe, der førtes gennem en svaletønde. Et effektivt destillationsapparat. De gårde hvor brændevinstøjet var af kobber, var det et stort tab, når al tøjet blev konfiskeret.
Centralmagten i København rasede over de manglende indtægter fra al den hjemmebrænding i de jyske områder. I 1697 fulgte det første forbud mod hjemmebrændt alkohol. I 1759 fulgte bestemmelser der forbød salg og fremstilling af brændevinstøj på landet. I 1793 satte man så trumf på og så fulgte nok et forbud mod hjemmebrænding og destillation. Men hwa ku al dæd postyr da nøt. Det sydede af fusel og boblede af gær på så at sige hver eneste gård her på egnen, og det som aldrig før.
Også i foråret 1797 sydede destillationsapparaterne lystigt her i den nuværende Billund Kommune. Historien der skal beskrives nu, blev fortalt af Peder Christiansen (1835-1920) fra Silkeborggårde til lærer J. K. Nielsen i slutningen af 1910erne. Træfningen mellem hjemmebrændere og toldere fandt sted på matriklen 1a i Sdr. Elkær ejerlav. Når man drejer i rundkørslen ved Bo Design og Ernst El ligger matriklen på højre hånd, hvor hestene fra Billund Sportsrideklub går og græsser. Her boede gårdejer Christen Pedersen Kaaberbøl, hans hustru Karen Lasdatter og deres søn Peder Kaaberbøl Christensen. Sønnen passede gården og gik på Grene egnen for at være den rigeste ungkarl med en formue på mere end 1100 rigsdaler.
Selve træfningen fandt sted den 25. marts 1797 under en rutineundersøgelse efter ulovligt brændevinstøj af en retsbetjent samt et par toldkontrollører. Lige i det øjeblik, da toldfolket betrådte matriklen, blev de mødt af Karen Lasdatter, der forlangte 10 rigsdaler for yderligere fremtrængen og ransagning på matriklen. Herefter råbte kvindfolket på sønnen Peder, der skulle komme med ny hårdet hø-le og til den store karl på høloftet (et almindeligt truende kneb mod toldfolk. Der var ingen på loftet. Herefter kastede hun sig hysterisk på jorden og råbte ukvemsord og forbandelser mod embedsfolkene. De vidste i grunden ikke deres levende råd og vendte om på hælen og forlod matriklen. Men det var ikke nok for Karen Lasdatter, der ville sætte endnu en skræk i livet på embedsmændene.
Såvel Karen som Peder fulgte i hælene på tolderne og betjenten og lige uden for lågen, anråbte de embedsmændene og råbte, at de skulle være lykkelige for at komme levende over Randbøl Hede, idet tre mænd, måske fredløse, yndede at skyde efter personer der krydsede hedeområdet. Særligt toldfolk var de glade for at beskyde. Og for at sætte trumf på hentede sønnen sin flintebøsse som havde ladede og sendte et såkaldt æresskud hen over hovedet på de angste gæster. Efter nogle timer kom retsbetjenten og hentede såvel Karen Lasdatter som Peder Kaaberbøl Christensen.
Toldboden på Kolding Havn (kopi af original foto) – Foto:Billund Kommunes Museer
De blev nok ført til Kolding, og derfor måtte gårdejer Christen Pedersen Kaaberbøl afsted mod byen ved Lillebælt. For at hente kone og søn hjem til gården. Da han nåede frem til arresten, forsøgte Christen strakt at lave et forlig med toldinspektør Klingenberg. Helt vellykket blev dette møde dog ikke. Han fik fjernet den særlige emsige anklager, Prokurator Søe, men Karen Lasdatter stod til fire måneder i Viborg Tugthus på vand og brød for vold mod tjenestemand i funktion og sønnen Peder stod til to år i jern i det selvsamme arresthus. Fra 1797 til 1799 beskæftigede man sig med træfningen. Præsten i Vorbasse, Wulf Christopher Møller, beviste at Peder kun var 28 år, da træfningen fandt sted. På grund af hans unge alder måtte man ifølge præst og forsvarer nedsætte straffen. Og Christen Pedersen Kaaberbøls benarbejde (og meget gavmilde sind) begyndte efterhånden at bære frugt. Den 22.oktober 1799 faldt den endelige dom. To måneder på vand og brød til både mor og søn i Viborg Tugthus og så skulle den affære være ude af verden. Straffen var udelukkende for vold mod tjenestemand i funktion og ikke for nogen for hjemmebrænderi.
I folkemunde fik Peder Kaaberbøl Christensen dog et år i tugthuset samtidig med, at han fik stukket det ene øje ud. 120 års viderefortælling af træfningen viser hvordan historier bliver bedre og bedre med tiden. Hvorvidt der blev fundet brændevinstøj på gården, står hen i det uvisse. Men efter Peder kom hjem til gården, blev hans liv aldrig det samme. Fødegården på matrikel 1a i Sdr Elkær blev aldrig hans. Christian Pedersen Kaaberbøls svigersøn Thomas Nielsen overtog gården. I 1807 flyttede Peder til matrikel 7 i Krog i Grene sogn på den nuværende Langagervej, der forbinder Kobjergvej med Grindsted Landevej. Peder Kaaberbøl Christensen blev samme år den 11. april gift med Anne Jensdatter. Men tilbage til Sdr. Elkær, ja det kom Peder aldrig mere.
