Onsdag den 25. august udløb den periode, hvor partiforeningerne i Vejenkredsen kunne indstille emner som ny folketingskandidat for Socialdemokratiet i kredsen.
Der er kun i perioden indkommet et navn, nemlig Kris Jensen Skriver. Kris er blevet indstillet både af Grindsted-Hejnsvig Partiforening samt Vejen Partiforening. Det er dog sådan, at folketingskandidaten formelt skal vælges på en generalforsamling for, at kandidaturet er endelig på plads. Denne afholdes mandag den 20. september i Vorbasse Fritidscenter skriver de i en pressemeddelelse.
Kris Jensen Skriver udtaler: ”Jeg har i den sidste tid mødt utrolig stor opbakning i hele Vejen-kredsen, hvilket jeg er meget glad for. Der skal ingen tvivl være om, at jeg går ydmygt til opgaven og, at jeg vil forsøge at træde i Troels’ fodspor. Jeg har en god kreds bag mig, og jeg går optimistisk til opgaven, hvor det store mål er, at Vejen-kredsen også fremadrettet skal være repræsenteret med en socialdemokrat på Christiansborg”.
Fra Vejen Partiforening udtaler lokalformand Thue Uhre Lauridsen: ”I Vejen Partiforening ønsker vi Kris stort tillykke med indstillingen. Kris har den rigtige alder og en god karisma, ligesom han er god til at få sit budskab ud”.
Jonas Midstrup, der er formand for Socialdemokratiet i Vejenkredsen udtaler følgende: ”Kris er en dygtig politiker, der i efterhånden mange år har siddet i byrådet i Billund Kommune. Han brænder for sit nærområde ligeså meget som han brænder for politik. I Kris får vi en stærk kandidat til næste folketingsvalg og en naturlig aftager efter Troels utrættelige arbejde for vores kreds. Der er fuld opbakning til ham i kredsen og jeg ser meget frem til samarbejdet.”