Siv på skamlen i historisk løb – og Lykke i medaljeslutspil

Unge piger med kæmpestore checks med pæne præmier til Herlevløbet. Th. Grindsteds hurtigste kvinde, Siv Bertelsen, som trods klar ny personlig rekord og status som nu den sjettehurtigste danske 14-årige på fem km. nogensinde måtte nøjes med en tredjeplads og 300 kr. i det historisk hurtige løb. Vinderen i midten, Sofia Thøgersen (16), Sparta, satte ny dansk U20-rekord for kvinder og modtog en ”tusse” for anstrengelsen. - Privatfoto

Bertelsen-søstre havde travl weekend efter fætters konfirmation

Søstrene Bertelsen fra Grindsted fik sig en hæsblæsende sportsweekend på Sjælland efter deres fætters konfirmation – med flotte resultater.

Grindsteds hurtigste kvinde, 14-årige Siv Bertelsen, ramte først dynen kl. 1.30, men efter otte timers søvn – i den absolutte underkant for en eliteatlet før konkurrencedagen – stillede hun søndag til start i et mindre, men stærkt elitepræget løb, Herlevløbet.

Eliten trækkes til, dels fordi ruten er opmålt til præcis 5 km og derfor tæller på officielle rekordlister, dels på grund af pæne pengepræmier til de bedste. Siv fik det, hun kom efter, og dét, som var realistisk med fætterens konfirmation i dansebenene: en tredjeplads med 300 kr. i kontant belønning for en flot ny personlig rekord, 18.44 min., en forbedring på 31 sek. af hendes to år gamle personlige rekord fra Sdr. Omme Løbet, som dengang var en af de hurtigste tider nogensinde for en 12-årig dansk pige.

Med sin nye personline rekord er hun den sjettehurtigste danske 14-årige pige nogensinde, men måtte altså alligevel nøjes med tredjeplads i et løb, som blev historisk, ikke blot på grund af rekordhurtige tider men også på grund af et lige så historisk ung præmieskammel. På andenpladsen løb en jævnaldrende nemlig ind som Danmarks fjerdehurtigste 14-årige pige nogensinde, men de blev begge slået af en 16-årig, som løb intet mindre end nordisk rekord for kvindelige U18-løbere.

 

Snart chance for revanche

Da Siv altså for en gangs skyld blev slået af en jævnaldrende, er der lagt op til revanche om mindre end to uger, når de to mødes til ungdoms-DM i Hvidovre, endda to dage i træk på henholdsvis 1.500 og 3.000 m. Her håber Siv, at hun med trods alt lidt større rutine på de lidt kortere banedistancer får revanche. Det eneste, der synes sikkert, er, at det bliver tæt løb, formentlig i fine tider, da begge er tempo- mere end spurtløbere. I Herlev mærkede Siv konfirmationens strabadser allerede under sin opvarmning og kortede den derfor markant ned. Midtvejs lå hun tæt efter konkurrenten, men gik markant ned i fart på anden halvdel af den teknisk lidt svære rute med en del sving og en let stigning. Når hun er fuldt udhvilet, plejer hun at holde jævnt tempo ligesom de andre topløbere.

Efter det medrivende løb og den efterfølgende sejrsceremoni for lillesøster nåede storesøster Lykke, 16, uvant sent frem til sin holdkamp i en anden hovedstadsforstad, Greve, til udesæsonens sidste og afgørende grundspilskamp sammen med sit hold, Vejle. Men som vanligt fik Lykke med en sikker sejr i sin single altafgørende betydning for Vejles samlede 4-2 sejr og dermed kvalifikationen til medalje slutspillet mellem Danmarks stærkeste U18-hold i Birkerød allerede nu i weekenden.

Ganske vist virkede Lykke som sin løbende lillesøster noget flad i starten af kampen efter en uvant kort opvarmning, men fra 4-4 tog hun første sæt 6-4. I andet sæt gentog historien sig. Efter en længere – lovlig – toiletpause til modstanderen røg Lykke lidt ud af vinderrytmen og kom bagud 0-2, men lukkede så med en af sine efterhånden berømte slutninger kampen med hele seks partier i træk til samlet sejr på 6-4 6-2.

Derimod tabte hun sammen med Vejles fjerdesingle den i det samlede regnskab betydningsløse, men til gengæld meget spændende og periodevis også meget velspillede double med mindst mulig margin. I første sæt tabte hun og makkeren den afgørende tie break 4-7, men kom flot igen og vandt andet sæt 7-5 og fulgte modstanderne helt til dørs, før de måtte give sig med de samlede cifre 6-7 7-5 8-10.

 

Semifinale på lørdag

Som vinder af sin pulje møder Vejle nr. to fra den modsatte af de to landsdækkende pulje, Lyngby, i semifinalen på lørdag i Birkerød.

Efter grundspillet ligger Lykke nr. fem på topscorerlisten blandt de hidtil 29 anvendte spillere i rækken. Som en af ganske få spillere har hun vundet alle sine fire singler suverænt, men til gengæld kun en af sine fire doubler. Måske fordi den ellers stærke doublespiller Lykke spillede med tre forskellige makkere i de fire kampe, heraf en ny i begge de seneste to matcher, som begge blev tabt, begge oven i købet med mindst mulig margin, i match tiebreaks skriver Erik Holme Bertelsen i en pressemeddelelse.