Bülows Hjørne: Advokaten,  der var sin generations mest lovende jurist

Denne artikel var den anden fra Louis Bülow, der blev bragt på Netavisen Grindsted. Den blev bragt den 15. oktober 2019

Af Louis Bülow

Advokaten,  der var sin generations mest lovende jurist
Engang tilbage i midten af 1970’erne huserede et lysende juridisk talent og forfatter til en stribe højt værdsatte juridiske lærebøger og flere digtsamlinger som advokatfuldmægtig på advokat C. Foged Jørgensens velestimerede advokatkontor på førstesalen af Handelsbankens bygning i Vestergade i Grindsted.

Hans Verner Højrup – for ham var det – valgte i de unge år at studere jura på Aarhus Universitet, hvor han dimitterede med en tårnhøj juridisk embedseksamen. Med lærebøger og en lang række videnskabelige artikler bag sig i Ugeskrift for Retsvæsen, Juristen og Juristen og Økonomen blev han fra alle sider i juraens univers berømmet som sin generations mest lovende juridiske begavelse. 

Men bag den slipsebundne facade finder vi noget så sjældent som en suveræn jurist, der med et poetisk sind og en lyrisk åre i bagagen begyndte at føle sig som gidsel i universitets spændetrøje. En ægte bohéme og romantiker, der drømte om at forlade en lunken trædemølle for at forløse sine kunstneriske ambitioner som digter og poet.

Uden at skulle være tvangsindlagt til juridiske auditorier, fakulteter og talende jakkesæt, der holdt forelæsninger om cirkulære prioritetsstillinger, kompliceret håndpantsætning, udlæg og tinglysning.

Vi skruer tid og sted tilbage til Grindsted déngang i halvfjerdserne, hvor Hans Verner Højrup bryder alle broer til sin hidtidige tilværelse på Aarhus Universitet og endegyldigt står af ræset som forsker og underviser.

Han forlader Østjyllands idylliske bakker og dale for at dele hverdag med stoute bønder og byfolk på de flade hedesletter ved Grindsted som advokatfuldmægtig.

Hans livs store passion – at digte og skrive poesi af hjertet – rækker tilbage til hans barndom og opvækst i Esbjerg, hvor han som purung gymnasieelev sætter sit skuespil Ti Dage Over op på Esbjerg Mælkepop med premiere i december 1963 om en ung mand på flugt fra virkeligheden. Han spiller selv hovedrollen.

I ungdomsoprørets årti i 1960’erne ser Hans Verner Højrup friheden pakket ind i pigtråd og demokratiet som retten til at gå til fodbold. I de lokale aviser får hans skuespil pæne ord med på vejen som et spændende dramatisk arbejde, og Jyllands-Postens anmelder Erik Bendt kaldter det et kvikt og interessant initiativ.

 Få måneder senere debuterer den unge gymnasielev med en novellesamling Episoder om meningen med livet og tilværelsen, der bliver udgivet på Krogs Forlag. Hans Verner Højrup har andet og mere end viljen til at skrive, skriver en anmelder.

I en lind strøm udkommer en række digtsamlinger, der alle bliver værdsat og får pæne ord med på vejen af anmelderne.

Som i 1977, hvor han udgiver sin 3. digtsamling I denne nat i et samarbejde med maleren Iver Vind med stærke digte om passion, lidenskab og længsel efter sit livs udkårne – rødhårede Hanne.

Kritikeren Eva Bostrup skriver i Jyllands-Posten: Han er smuk som lyriker, når han digter om naturen, som han oplever den gennem jagt og fiskeri. Det er sjældent, at digtsamlinger bliver udsolgt, men det er sikkert ikke tilfældigt, at Hans Verner Højrups bliver det. Han er bestemt værd at læse.

En anden anmelder Waagner følger trop:”Øjeblikkene glimter af liv, og varmt blod pulserer gennem disse tilsyneladende så nøgterne og saglige strofer med et poleret skær af dannethed over sig.”

Selv om Hans Verner Højrups digtsamlinger bliver både læst og værdsat, kan anerkendelse være fjern og flygtig som en brise. Salg og anmeldelser lever ikke op til egne tårnhøje forventninger, og til sin store skuffelse finder han ikke vej til berømmelse som digter og poet som mere kendte sokkelhelte med litterære priser og æresbevisninger hængt om halsen.

I den akademiske verden slår hans juridiske fagbøger derimod igennem som højt værdsatte lærebøger på danske universiteter og læreanstalter og nyder anerkendelse selv i dag. Vi finder dem opstillet på biblioteker over hele landet, ligesom han er ræpræsenteret på Universitetsbiblioteker i Aarhus, København, Aalborg, Odense, og Det Kgl. Bibliotek i Aarhus og København.

Selv om mødet med Grindsted skal blive lidt af et kulturchok for Hans Verner Højrup, brager han igennem i den lokale fogedret, ved domstole og i retssale som en overmåde fremragende jurist, der kan andet og meget mere end Karnovs samlede lovsamling forfra og bagfra .

Han brillerer med fremragende analytiske evner og kan på et splitsekund knivskarpt gennemskue juraens mest komplicerede problemstillinger med alle dens finurligheder og kringelkroge.

Men som dét splittede og sammensatte menneske, han ér, finder Hans Verner Højrup aldrig ro i sjælen eller får sluttet fred med sine indre dæmoner. Altid i krig med sig selv skal det blive hans tragedie, at han aldrig helt forstår, at hans kunst ikke kun er den virtuose kunst inden for juraens univers, som han mestrer som kun få.

Det går aldrig op for ham, at hans verden ikke begrænser sig til en akademisk juridisk verden med snævre rammer og hverdagsrutiner. Med dens ubønhørlige aura af klassiske traditioner og respekt for altmodisch elegance i chefkontoret med mørke paneler og døre, højglans skrivebordet i mahogni med høje papirbunker og det bløde gulvtæppe. Og hangen til nålestribet habit, silkeslips, guldur og ditto manchetknapper.

Hans Verner Højrups verden turde også gælde friheden til at lette anker og gå sine egne veje for at forløse sit kunstneriske talent og række ud til dé kunstneriske sysler med at digte og skrive poesi, som han først og sidst brænder fór.

Men samtidens og sin generations måske mest strålende juridiske begavelse kan ikke finde ud af at byde livet op til dans …

Med et stort musisk og litterært engagement og altædende kunstneriske ambitioner sprænger han alle rammer i jagten på sit drømmerige, sit Shangri-la. Men drømme og illusioner brister, og han afreagerer og udléver den pæne konformitet og ferske artighed i et liv, der nærmest ikke kan blive grænseoverskridende nok.

Med hærværksfryd i sindet spiller Hans Verner Højrup på alle tangenter på samme tid, og med en tragisk deroute lurende lige om hjørnet går hans liv i opløsning.

Fortvivlet flygter han tilbage til barndommens land men det er for sent. Han kan ikke mere, giver op og bukker under i september 1981, endnu ikke fyldt 40 år.

Artiklen er skrevet af Louis Bülow.