Af Carsten Sander Christensen
Kører man rundt i det gamle industrikvarter i østbyen – Tårnvej, Industrivej, Slagterivej – rummer dette område to helt specielle historier for egnen. Industrikvarteret har generelt i de sidste 80 år været domineret af slagterier for grise og kvæg, kartoffelcentral samt mindre boligkvarterer. Og kort efter 2. Verdenskrig fra 1946 lå Grindsteds Buchenwalde her også. Buchenwalde eller Bokkenvalle, som børnene kaldte det, hed også i folkemunde Araberbyen. Og det er nok det nærmeste Grindsted kommer på et egentligt slumkvarter. På gamle fotos ser man barakbyen ligge lige nord for slagteriet på de arealer hvor det nuværende øst-vestvendte Industrivej er placeret. Her boede folk i de kommunale beboelsesbarakker af træ på omkring 40 m2. Nogle barakker var dog helt op til 60 m2. Men det var de få. Meget trange kår for familierne, der havde rigtig mange børn, var der her tale om. Ja 9-10 børn var ikke ualmindeligt, men man boede jo også trangt.
Der gik rygter om, at barakkerne, der havde den karakteristiske rødbrunefarve, lidt ligesom i Kz-lejrene i Tyskland, havde været brugt som tyske vagthuse rundt omkring på egnen. Og de blev endnu mere iøjnefaldende, da de jo lå ude på de flade marker uden for Grindsted. Villakvartererne fandtes jo ikke i starten af 1950erne. Barakkerne var heller ikke af god kvalitet. De var beklædt udenpå med brædder på stolepeskelet ligesom i et hønsehus. Desuden var hverken loft eller vægge isolerede på nogen måder. Tagene var lavet af et cementprodukt der hed cembrit. En blanding af cement og papir. Væggene var indvendig af masonit, gulvene af træ og varmekilder var der ikke mange af i barakken. Så meget koldt har det været der en blæsende kold decemberdag i de små træhuse.
Buchenwaldes beboere kom fra hele landet. Ingen var vel rigtig glade for at bo der, men tag over hoved var det jo. Og så kunne de jo lidt uden for lands lov og ret, ligesom på Christiania. Farverne blev derfor mere og mere kolorerede og små udhuse og skure dukkede op ved siden af barakkerne. Beboerne også var tilligemed også en broget skare. Larm og leben, fester, kortspil og andet hasard samt øl i store mængder var af og til hverdagsbegivenheder. Husholdningssprit i blommegrød var en af specialiteterne i barakbyen. For en person der gik gennem Buchenwalde i 1950erne har synet derfor været meget broget og sammenlignet med resten af byen, var derfor nok med en lidt underlig smag i munden, at man betragtede Araberbyen langt mod øst.
Børnene der boede langs den nuværende Gl. Vejlevej, legede da heller ikke med børnene fra Buchenwalde. Grupperne af børn omgikkes ikke hinanden, med det gik familien Engelbrecht, der jo havde en købmandshandel på Gl. Vejlevej, en del på. Helge Engelbrechts mor, Grethe Engelbrecht besluttede dog på et tidspunkt at alle skulle deltage i den årlige tøndeslagning til Fastelavn. Efter endt tøndeslagning fik alle børnene varm kakao. I 1965 flyttede de sidste familier fra området og en del ind i Nørregade området og på Solsortevej. I dag er der ingen fysiske spor tilbage i landskabet af barakbyen på Industrivej. Typerne, der boede i Buchenwalde, er der snart heller ingen spor af. Det som mange vil kalde sociale tabere, men som i virkeligheden er folk, der er lidt anderledes, folk der lever lidt på kanten af samfundet, lever i dag på diverse institutioner.
Lige da Buchenwalde barakbyen drog sit sidste suk i midten af 1960erne, skete der så ting og sager på nabogrunden, der hvor der i dag ligger autoværksted og bilsyn. Altså Industrivej 13-15. Det hele begyndte dog i Nordsjælland i Hillerød, hvor A/S Dansk Garveekstraktfabrik havde ligget siden 1925. I starten af 1960erne var den økonomiske situation for virksomheden dog meget alvorlig. Anders Chr. Andersen, den daværende sognerådsformand, ejede Grindsted Imprægneringsanstalt ude på Skovgårdsvej 15, ligesom han havde et godt samarbejde med Bayer AG. Netop det firma som firmaet i Hillerød skyldte penge. Produktionen blev derefter overført til Grindsted. Resultatet blev, at Chromgarvestoffabrikken A/S officielt blev indviet den 17. april 1964 – på den ovennævnte adresse på Industrivej. Men reelt set havde fabrikken været i funktion siden 1963. Prisen for industrigrunden var for øvrigt 28.000 kr. Den 20. december 1994 blev den sidste produktionsenhed sendt afsted og Chromgarvestoffabrikken lukkede ned. Dele af firmaets kontorbygninger mm. kan dog stadig ses den dag i dag ude på industrivej.
Direktøren for fabrikken mellem 1963 og 1975, Axel M. Ludvigsen, var kendt som en meget farverig person. Ludvigsen var en karakteristisk type direktør for 1960erne. Lidt i stil med direktøren for slagteriet Niels Hjorth, tidligere borgmester Anders Chr. Andersen og i den fiktive verden, direktøren for fjernsynsfabrikken Bella, Kaj Holger Nielsen i Tv-serien Krøniken. En ledelsesform, hvor nutidens demokrati på arbejdspladsen ikke blev vægtet højt i hverdagen; hvor chefens ideer altid vægtede tungest og hvor fasthed i ledelsen havde en dimension, man ikke finder på nogen arbejdsplads i 2021.
Lidt ligesom de grønne kromsalte, der i 1960erne var guldægget i garver branchen. Man havde i Hillerød forsøgt sig med barkgarvningen, hvor plantestoffernes garvende evne dog slet ikke matchede effektiviteten ved de grønne kromsalte. Saltene på skindene gjorde, at i løbet af nogle timer og maksimalt inden for et døgns tid, var huderne garvede. Chrom er dog et meget svært nedbrydeligt tungmetal og aflejrer sig let i jorden. På huden, på grøntsager og andre steder kan direkte kontakt med chrom forårsage ødelæggelser i nervesystemet, hørelse mm.
Fra 1975 til 1994 hed direktøren Ivan Møller Jensen. I de 31 år fabrikken fungerede blev garvestofferne sendt til store dele af kloden. Og C.G.F. A/S På grund af manglende investeringer i 1980erne og 1990erne, ligesom Bayer AG så større udviklingspotentiale i det nu frie Østeuropa (og færre statslige miljørestriktioner) så udviklede Chromgarvestoffabrikken A/S aldrig det potentiale, der reelt set lå i sydjyske virksomhed. Drømmen om en fabrik a la Grindstedværket har sikkert mange gange haft i fabrikkens ledelse.
