Af Louis Bülow
En vidunderlig barndom og opvækst i 1950’ernes fattige landbosamfund i Hejnsvig har forlenet mig med nærmest hellig respekt og stolthed over min vestjyske hjemstavn, der i fordums dage emmede af stokroseromantik og Morten Korch idyl.
Endnu er verden ikke gået helt af lave, og 1960’ernes velfærdsræs og studenterballade ligger først lige om hjørnet. Den folkekære konge Frederik 9. sidder på tronen med dronning Ingrid ved sin side, den solide typograf fra Aarhus H. C. Hansen sidder på magten som landets statsminister og i Hejnsvig er alt, som det plejer at være – ved det gamle.
Hér sidder den stoute gårdejer Gregers Kristensen fra Rishøj solidt for bordenden som sognerådets førstemand og holder et vågent øje med rødstrømpebevægelse, kollektiver og hippiekulturens unge. Dém, der flirter med speltgrød og hønsestrik og føler sig mere hippe end deres forældre, ryger en sjovere tobak og krammer hinanden for en ny og bedre verden.
I Hejnsvig slår jeg rod, her får jeg hjemme, her hører jeg til …
Mere end nogensinde føler jeg kærligheden i mit hjerte, når jeg tager turen ned ad Memory Lane tilbage til et væld af lykkelige stunder og skønne erindringsglimt i barndommens land med mit livs prægtige mentor Morten Sparvath – denne stoute bondemand solidt forankret i vestjysk bondemuld og altid iklædt bøndernes velkendte mundering med slidte træsko, sort tøj og sort vest. Kendt over hele sognet for sin klippefaste karakter, sit ravjyske lune og sit milde sind.
Morten Sparvaths går (Hegnsgaard på Østre Ringvej i Hejnsvigs udkant) – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv.
Igennem årtier skulle den gamle gårdejer fra Hegnsgaarden på Østre Ringvej komme til at sætte sit præg på landsbyens udvikling fra at være et fattigt landbosamfund rundet af bønder og missionsfolk til et moderne og levedygtigt lokalsamfund i fremdrift.
Tidligt sagde Morten ja til at sælge landbrugsjord fra til udstykning af byggegrunde til private og senere også i kommunalt regi, og nye parcelhuskvarterer skød op rundt omkring i Hejnsvig.
Den gamle gårdejer skulle gavmildt berige også min barndom og opvækst, da han med godhed og hjertevarme fulgte mig et langt stykke hén ad livets landevej.
Med min plejemors velsignelse er han med til at byde en lille purk velkommen, der en tidlig morgen midt i 1950’erne duver ind på lillebyens søvnige station med et bumletog fra Esbjerg. En togtur, der fører mig ud af min faders skygge og sikrer, at jeg ikke bliver stuvet væk som socialt bundfald på datidens berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.
Morten Sparvath er nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med hjerte- og husrum, og i barndommens land vederkvæges jeg et væld af lykkelige stunder sammen med mine unge års mentor på Hegnsgaarden.
En gammel gård i landsbyens udkant med hvidkalkede bygninger og længer med stråtag, hyggelige og lavloftede stuer med olie- og petroleumslamper, brønd og vandumpe på gårdspladsen, mødding i bekvem nærhed af stalden med snadrende høns, gæs og ænder, og dasset gemt godt af vejen.
Med uendeligt tålmod lader Morten mig byde livet op til dans og opleve mine første sejre på livets bane. Han lærer mig at blive dus med himlens fugle, at hilse på en kronhjort, at cykle på knudrede markveje, at sætte orme på krog, at fiske og kaste med flue.
Modigt lader han mig tumle gårdens traktor, og fra tid til anden tager han mig med på jagt. Morten er en passioneret jæger og hundeven om en hals, og den trofaste jagthund Freja er et elsket medlem af familien. En loyal og hengiven sjæleven med kærlighed uden forbehold – ikke bare en hund.
Når Morten med mig i hælene udmattet vender tilbage til de lune stuer efter jagturens barske strabadser, er det àf med genstridige støvler, lidt tørt tøj og ellers hen til divanens ro og hvile. Og Freja lægger sig godt tilrette ved siden af.
Jeg mindes endnu vingesuset fra fjernsynets elskede Dr. Lieberkind fra slutningen af 1950’erne, der samler børn og barnlige sjæle fra hele landet omkring TV-skærmen og aldrig forsømmer at formane os om at være gode ved dyrene.
Min barndoms illusioner er nærmest ved at briste, da Morten med opsmøgede ærmer og sved på panden bakser med nyflåede ål, der spræller og snor sig i den sydende olie på stegepanden. Ikke underligt, at et ålestykke er sprunget af panden og nu vrider sig på bryggersets stengulv.
Eller da Morten usvigeligt sikkert som en kirurg hugger hovedet af en høne. Indsmurt i blod ligger hovedet og blinker på jorden ved huggeblokken, mens den hovedløse høne forvildet spæner rundt på gårdspladsen med baskende vinger med kurs direkte mod mig.
Dén aften tænkes der i børnehøjde derhjemme over dyrevelfærd, før man kender begrebet på dansk. Sent ud på aftenen vender og drejer en lille dreng sig i sengen og kan ikke falde i søvn for fantasier om hovedløse monstre og fortidsuhyrer.
Med passion og indlevelse indvier Morten mig i Gråhedens hemmeligheder. Han lærer mig dé steder at kende, hvor harekillingen har sit leje, lærken sit kuld og viben sin rede. Han viser mig, hvor ræven lusker omkring, hvor småfuglene støvbader og udpeger de lyngtoppe, hvor hugorme dovent lader sig bage igennem
Med Morten ved hånden bliver jeg fortrolig med et usynligt kor af lærker, der bryder den fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, med solen, der med gyldne stråler klæder marker, enge og skovbryn i skønne farver, jeg oplever den liflige duft af nyslået hø med grøn kløver, smagen af nye kartofter og suset af den stride vestenvind.
Han fører mig ind i digteren Jeppe Aakjærs forunderlige univers med spurven, der sidder stum bag kvist, havren, der har bjælder på, og Ole, der sidder på en knold og synger. Vi sidder med ved mors rok, vi føler med hyrden, der med smil bærer sin byrde, og vi græder for Jens Vejmand, der bliver båret over heden en kold vinternat.
Jeppe Aakjær – Kilde: Det Kg. Bibliotek Digitale Samlinger – J. Brandt-Rehberg
Morten fortæller, at Aakjærs sang om Jens Vejmand, der ellers blev en folkekær landeplade ved sin udgivelse, har været bandlyst hér i det vestjyske af missionsfolk for ordet såmænd, der i dé kredse blev betragtet som et bandeord:
Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød
med hamren må forvandle de hårde sten til brød.
Morten løfter sløret for slægtens historie og fortæller om et liv på vidtstrakte hedesletter, der ligger helt øde hén. En skæbnefortælling helt blottet for plovfure – idyl om familiens kamp for at overleve helt ude på 7. kartoffelrække, dérude, hvor kragerne vender.
Allerede tidligt lærer Morten at tage sin slidsomme tørn som hyrdedreng. Før en vis herre får sko på, begiver han sig ud på heden, og barbenet med kasket, slidte træsko og bukser med lapper både for og bag er han ude med sin flok tidligt og silde og i al slags vejr.
En sjælden gang brydes ensomheden af en tungt lastet kærre med knirkende vognhjul og stude, der møjsommeligt slæber sig afsted over heden. Et tiltrængt afbræk i hyrdelivets pligter.
Ved gavmildt at dele ud af al sin livsvisdom forléner Morten Sparvath mig med kærlighed og dyb samhørighed med naturens sjæl, med bondekulturen og med min vestjyske hjemstavn.