Af Louis Bülow
På opfordring bringer Netavisen Grindsted denne artikel igen, der blev udgivet den 16. marts 2021.
Journalister fra alle sider af det politiske spektrum har i årevis taget bladet fra munden og givet råt for usødet, når det gælder Grindstedværkets forurening. I årtier har sagen givet anledning til massiv medieomtale og ryddet alle forsider med fede overskrifter: Giftbomben Grindsted … Tikkende bombe under dansk by … Hér ligger 40.000 ton giftaffald.
Vor tids mest stinkende miljøskandale og en skamplet i dansk historie, blev der udbasuneret i en serie artikler i 1986, med en hovedrig industrikoncern i hovedrollen, der blev beskyldt for at løbe fra sit ansvar og fedte regningen áf på fremtidige generationer.
Grindstedværkets forureningssag har rødder helt tilbage til de glade 1920’ere, hvor en driftig civilingeniør Chresten Lundsgaard med kemi som sit fag brændte for at få foden under eget bord. Da chancen bød sig i 1924 på de flade hedesletter ved Grindsted, slog han til og grundlagde Grindstedværket A/S. Som virksomhedens bomærke valgte han tre graner og en hedelærke.
Han erhvervede faldefærdige fabriksbygninger, der allerede dengang var navngivet Grindsted-værket. I kælderen indrettede den evigt piberygende iværksætter et laboratorium, hvor han udførte kemiske eksperimenter med brandfarlige væsker i sydende laboratorieglas, kolber og reagensglas.
I Kemi og købmandskab. Danisco – Danmarks største industrifusion fortæller den mangeårige chefredaktør på Børsen Jan Cortzen, at ”sindige vestjyder i Grindsted og omegn så på Grindsted-værket med en blanding af nysgerrighed og frygt … I lokalbefolkningens fantasi stod Chresten Lundsgaard som en anden dr. Faust, der omgivet af mærkelige kolber og glas hver aften sad ved en flakkende ild og fremstillede sære ting.”
Ad åre skulle Grindstedværket indtage positionen som én af Vestjyllands helt store arbejdspladser med en omfattende produktion af emulgatorer, stabilisatorer og tilsætningsstoffer til levnedsmiddel-industrien og iscreme-branchen og kemiske produkter til medicinal-industrien.
Allerede i slutningen 1950’erne og i 1960’erne beskæftigede Grindstedværket op mod 1100 mennesker fra by og opland i et lokalsamfund med små 7000 indbyggere. Bortset fra LEGO i Billund var der ellers langt mellem store og valutaskabende virksomheder i dén del af landet.
Grindstedværket udviklede sig til at blive én af verdens førende producenter af tilsætningsstoffer til fødevareindustrien. Væksten i salget på de globale markeder fik i 1980 Grindstedværket A/S til at ændre sit navn til Grindsted Products A/S og endnu engang i 1989 til Danisco Ingredients.
I sin bog lagde Jan Cortzen ikke skjul på, at Grindstedværket indtog en lidet attraktiv hovedrolle i den mest alvorlige industrielle forureningssag nogensinde i Danmark: ”En affære, der kom til at strække sig over mange år med dramatiske konfrontationer, demonstrationer og blokader … som i sit grumsede kølvand trak krav om erstatning for trecifrede millionbeløb.”
I Industri-koncernens årsberetning for 1973 hed det, at man via en utraditionel reklameoffensiv omkring Grindstedværket “fik store dele af befolkningen til at indse, at kritikken af selskabet skød langt over målet, og at en stor og teknisk avanceret dansk virksomhed kunne blive tvunget til at lukke …”
Grindstedværkets forurening har ellers i mange år ligget som et tabu over Grindsted. Frygten for at miste lokale arbejdspladser har et langt stykke hen ad vejen fået stoute arbejdere, sindige bønder og barske fagforeningsfolk til at stille sig passivt på sidelinjen og i en umage forbrødring holde igen med at rejse kritik og sætte spørgsmålstegn.
I alle årene er der blevet hvisket og tisket i krogene, javel, men kun sjældent er der blevet talt med de helt store bogstaver om arbejdsmiljøet på Grindstedværket.
I en tidligere artikel Giften dræbte ham til sidst har vi fortalt den tragiske skæbnefortælling om den 56-årige fabriksarbejder på Grindstedværket Otto Lauersen, der juledag 1984 bukkede under for et kemikaliehelvede af opløsningsmidler, giftige stoffer og farlige dampe.
Hans hustru Tove lagde dengang ikke skjul på, at 25 års dagligt arbejde på værket havde ført til Ottos alt for tidlige død. En tragedie, der nærmest knuste familiens tilværelse.
Den danske statsminister Anker Jørgensen lagde i marts 1979 vejen forbi Grindsted og besøgte i dén forbindelse byens Rådhus. Landets førstemand talte blandt andre med kommunens borgmester A. Chr. Andersen om dét, der optog sindene: Grindstedværkets forurening.
I en dagbogsnotits for den 5. marts 1979 skriver Anker:
”Så besøgte vi A. Chr. Andersen, borgmesteren på hans rådhus i Grindsted. Stor og solid bondemand. Han var Venstre-folketingsmand fra 1964, da vi begge kom i Tinget. Nu er han høvding i den store Grindsted landkommune. Han forsikrede, at al den ballade, der havde været om Grindstedværkets forurening af naturen, var ganske uberettiget …”
En ihærdig og dybdeborende journalist ved Dagbladet Aktuelt Ulf Mogensen tog fat i det store persomgalleri omkring Grindstedværket og gav syv år efter Ankers besøg i en serie artikler i Aktuelt sin version af forureningssagen.
I en artikel den 30. november 1986 under overskriften Den mest stinkende miljøskandale i Danmarkshistorien satte Ulf Mogensen kritisk fokus på forureningssagen fra Grindsted. Han beskrev en industrikoncern, der forsøgte at løbe fra millionstore regninger, om lokalpolitikere med hænderne dybt begraver i skidtet, der helst talte om forfølgelse og miljøhetz, og om den lokale fagbevægelse, der af frygt for at miste arbejdspladser valgte at forholde sig i ro.
Også Grindsteds legendariske bykonge, den folkekære A. Chr, Andersen, kom til at stå for skud i artiklen – med Ulf Mogensens ord:
”Partiets mangeårige borgmester i Grindsted, A. Chr. Andersen, senere også viceamtsborgmester i Ribe Amt, havde nære personlige relationer til virksomhedens ledelse – og står i dag som dén politiker, der bærer hovedansvaret for kommunens overfladiske kontrol af giftens art og mængde.”
Ulf Mogensen afslørede, at man på Rådhuset i Grindsted vidste besked med giftforureningen. I en skuffe i Teknisk Forvaltning blev der opbevaret en række grundvandsanalyser, udarbejdet af Grindstedværkets eget konsulentfirma I. Krüger A/S, og konklusionen var entydig: giften var begyndt at sive ned i grundvandet under Grindsted, der var ”så forurenet, at det kunne dræbe små fisk på få minutter.”
Journalisten nævnte, at også direktør for Grindstedværket, Regner Kværnø, dengang havde fortiet virksomhedens giftproblemer. Over for lokale journalister i Grindsted benægtede han over en periode i 1982, at der sivede kviksølv ud fra den store losseplads nær fabrikken.
Med Ulf Mogensens ord: ”Det til trods for, at værkets ledelse på det tidspunkt var i besiddelse af analyser, der klart påviste en gift-udsivning. Analyserne var lavet på virksomhedens eget laboratorium. Ved at hente vand fra en række prøverør i nærheden af to giftlossepladser i Grindsted opdagede man, at giften var begyndt at sive. Men offentligheden fik intet at vide.”
EPILOG:
I slutningen af januar 2018 kunne forskere ved Danmarks Tekniske Universitet DTU afsløre, at der hvert år sivede 100 kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid fra Grindstedværkets giftdepoter i og omkring Grindsted by direkte ud i Grindsted Å.
Professor Poul Løgstrup Bjerg fra DTU Miljø kaldte fundene opsigtsvækkende: ”- Der er tale om en meget voldsom udsivning, ubetinget en af de største i Danmark. Selv på verdensplan er der tale om en meget stor forurening …”
Dupont – Grindsted
Foto: René Lind Gammelmark
