Af Carsten Sander Christensen
Fra vinteren 1943 begyndte modstandsbevægelsen endegyldigt at tage form. Ikke kun på landsplan, men også helt ned i de små landsbyer. Den 2. Verdenskrig havde varet mere end tre år, og efter den 29. august 1943, var danskernes modstand mod tyskerne blevet intensiveret. Mogens Høirup, rektoren på Grindsted Kost- og Realskole, gårdejer Mogens Eeg Sørensen og læge Børge Næsted var hjernerne bag den første modstandsbevægelse i den lille sydjyske stationsby.
Hen over foråret og sommeren blev netværket af modstandsbevægelsen udvidet til at dække så godt som hele den nuværende Billund Kommune. Enhver lille by havde en eller flere modstandsfolk, der var klar til indsats når sabotager og lignende blev planlagt. I 1944 begyndte våbenleverancerne i trækasser at ankomme med tog fra Nordjylland og planerne for egentlige jernbanesabotager og planer for sabotager mod værnemagere i området skulle til at føres ud i livet. Flere og flere såvel unge som ældre Grindstedborgere blev aktive deltagere i den lokale modstandsbevægelse.
Besættelsesmagten anede dog uråd og havde gjort det i lang tid. Således havde Gestapo, det hemmelige tyske statspoliti, allerede i foråret 1944, besøgt Grindsted for at afhøre borgere og for at undersøge forholdene omkring et lager af våben og sprængstof, som nogle drenge havde opdaget nord for byen nær Grindstedværket i et tomt kloakrør under den gamle jernbanebro for mergelbanen mellem Stilbjerg og Eg. Børnene havde fortalt om fundet til deres forældre. Flere af dem gik til Gestapos lokale hovedkvarter på Grand Hotel på Torvet. Klogere havde det jo nok været at Grindstedborgerne havde kontaktet det danske politi, der i foråret 1944, stadig en vis indflydelse på hverdagens hændelser og anmeldelser.
De allieredes invasion på de nordfranske kyster gav ny fornyet tro og styrke til modstandsfolkene i Grindsted. De mødtes forskellige hemmelige stedet i byen. Blandt andet i kælderen i huset på Vestergade 16, hvor Julius Plagborg boede i perioden 1940-45, i kælderen under Varde Bank (nuværende Sydbank) på Torvet og under det gamle rådhus i kælderen under det nuværende Mødestedet Plejecenter i Nygade. Alt så lyst ud, men så skete katastrofen en officer blev stukket af dansk stikker i begyndelsen af oktober 1944, vist nok i Fredericia, og navne, grupper og netværk blev afsløret i hele det syd- og midtjyske område. Den slags lod Gestapo sig ikke glide af hænde. Og når de var ude at fange modstandsfolk havde de danske håndlangere med sig. De kunne jo dansk, men var samtidig langt hårdere over for danskerne end Gestapo selv. Her i området var det især Birkedal Hansen brødrene, Ib og Per, der huserede med deres hårdhændede fremfærd.
I dagene fredag den 6. oktober til mandag den 9. oktober 1944 blev tolv ledende modstandsmænd anholdt i Grindsted og omegn. Fredag eftermiddag troppede Gestapo op på Mogens Høirups kontor og han blev kørt direkte til Staldgården i Kolding. Om lørdagen tilspidsede situationen sig Gestapo og Birkedal Hansen brødrene mødte op til særdeles hårdhændede razziaer rundt omkring i området. På gården i Sønderby blev såvel Mogens Eeg Sørensen som karlen Søren Boysen Madsen anholdt på brutal vis. Samme dag blev Poul Gammelvind og brødrene Eskildsen, Johannes og Christian, arresteret i deres værksted. Alle røg ligeledes til Staldgården. Til afhøring og internering. Den 8. oktober, altså om søndagen, blev læge Børge Næsted, maskinmester Arne Hansen samt laborant Palle Hansen, begge fra Grindstedværket anholdt. Endelig mandag eftermiddag arresterede Gestapo, Erling Nordentoft og Peter Albæk.
Den 8. oktober blev ingeniør Arne Andreasen, der ligeledes arbejdede på værket og boede i Vestergade 21 anholdt. Kriminalrat Götze, to tyske soldater samt Ib Birkedal Hansen forestod anholdelsen. Da mændene gik ud af huset, gik Birkedal Hansen hen Arnes søns Esbens lille vugge. Her holdt Birkedal Hansen sin skarpladte revolver hen barnets hoved og spurgte om Arne ville sværge ved sit lille barns hoved, at han ikke var med i modstandsbevægelsen. Arnes svar, at han ikke sådan gav sig af med at sværge. Nær banegården havde tyskerne beslaglagt et snedkerværksted og ryddet det for maskiner. Her blev de fire anholdte den 8. oktober anbragt langs væggene. Senere på natten blev de sat op på en lastbil og kørt til Staldgården. Et øjenvidne, bankdirektør Julius Plagborg, har i sine erindringer beskrevet situationen. Her følger et lille uddrag (1):
”Erling Romme (også modstandsmand) og jeg gik om aftenen den 6. og 7. oktober rundt i gaderne for at se, om der var noget mystisk, og der var næsten ingen folk på gaderne, idet de alle holdt sig hjemme, og mange hørte engelsk radio med de sande nyheder. Først søndag aften skete der noget uhyggeligt om aftenen. Jeg havde ad hemmelig vej fået at vide, hvilke bilnumre Gestapo kørte rundt i, det var et par YH-numre og et par NA-numre, som jeg havde noteret op derhjemme og jeg kunne huske. Lærer Romme og jeg gik rundt i gaderne, da jeg kom til Østerbrogade, kom der to mænd henimod mig og spurgte hvor boghandler Ingstrup boede. Jeg svarede, at vi havde ingen boghandler Ingstrup (det var bogholder Ingstrup). Jeg svarede, at han vist boede i den nordlige del af byen, og sagde, at de kunne køre hen til Torvet og op i Nørregade, hvor de så kunne spørge sig frem …”
”De kørte så væk i bil og jeg skyndte mig hen, hvor Ingstrup boede, kun 200 m fra stedet, hvor Gestapo og jeg havde talt sammen og heldigvis var Ingstrup hjemme. Jeg bad ham omgående gå under jorden og det gjorde han. Efter dette spændende møde med Gestapo gik jeg hen til lærer Sørensen. Jeg lånte hans store bredskyggede hat, smed mine briller og lånte en kasket, og gik så videre i byen, men først efter kl. 20 samme aften mødte jeg de samme to Gestapofolk på Banegårdsvej, og jeg var bange for, at de kunne genkende mig. De spurgte om hvor ingeniør Villadsen boede. Jeg stak dem igen en løgn og sagde, at han vist boede nede ved engen. De skulle hen til Torvet og så til venstre ca. 200 m. Heldigvis gik de så med den besked, og jeg skyndte mig til en telefon og ringede op til apoteket, hvor jeg vidste, at fru Villadsen tit havde tjeneste om aftenen. Heldigvis var Villadsen hos hende den aften og jeg fortalte ham, at Gestapo havde spurgt efter ham, og han gik samme aften under jorden.”
”Så gik jeg gennem nogle baghaver hjemefter til Vestergade, men da jeg kom næsten hjem, så jeg, så jeg, at der fra Torvet og ned til Vestergade stod posteret tyske soldater med et mellemrum på ca. 100 m, så det var umuligt at komme over gaden. Jeg ringede så til ingeniør Andreasens svigerfar, uddeler Kristensen, at han måtte omgående få ingeniør Andreasen væk, da der var bud efter ham (han var medlem af en gruppe i modstandsbevægelsen). Jeg stod ca. et kvarter i en have nord for Vestergade og kunne ikke komme over gaden, og pludselig skete der noget uhyggeligt: To tyske soldater kom slæbende med ingeniør Andreasen og læssede ham op i en bil, der holdt på gaden, og derefter kom fru Andreasen skrigende ud i haven og råbte: Hjælp mig … de har taget min mand … Det var frygteligt at være vidende til uden at kunne hjælpe.”
”Lidt senere arresteredes fru Lundsgård, som havde sneget sig over til ingeniør Andreasens hus, tværs over gaden, og hun kom med til Staldgården i Kolding, men efter et par dages forhør blev hun igen frigivet og hjem. Ovenpå disse uhyggelige timer gik jeg hjem til min kone, fortalte hvad der var sket og gik så ud til Dal, hvor min søster boede, for at overnatte derude, men søvn blev der ikke noget af, men jeg kunne da hvile ud på en divan ovenpå de alvorlige begivenheder den aften.”
Fra venstre mod højre – vejasistenst og byleder H. P. Christensen, Julius Plagborg og bag Plagborgs skulder dyrlæge Rickhoff fra Hejnsvig (- Foto/Kilde: Billund Kommunes Museer
(1) Kilde: ”Mine erindringer fra Grindsted under besættelsen 1940-45” af fhv. bankdirektør Julius Plagborg, Grindsted (1982) (upubliceret manuskript)
