Af Louis Bülow
Det er nu 43 år siden, at budskabet om tidligere statsminister Jens Otto Krags død ryddede alle avisforsider og nyhedsflader. En af de dage ei Danmarks historie, hvor tiden gik i stå, frosset fast i erindringen.
Vi skruer tid og sted tilbage til en lufthavn i det jyske engang i begyndelsen af 1970’erne, fra før verden går af lave. Nymodens pjank og teknologiske påhit som tablets, smartphones og Facebook ligger stadigt ude i en fjern fremtid, og landets statsminister kan færdes frit uden at være mandsopdækket af PET-agenter.
På vej hjem fra hvert sit politiske møde mødes statsminister Jens Otto Krag og formanden for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund Anker Jørgensen tilfældigt i lufthavnens ankomsthal og falder i snak.
Pludseligt trænger en lettere overrislet mand ind på de to politikere og begynder højlydt at slippe al sin indestængte vrede og frustration løs. Han lægger op til kort proces og pøbeljustits, da han truende overdænger Jens Otto Krag med både hån og skældsord.
Forfatteren Alex Frank Larsen har i sin biografi Anker – Et liv med fejder ladet tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen fortælle om den voldsomme episode:”Det var ret ubehageligt, sagde Krag til mig. Men så stiller Anker sig lige pludseligt ind foran Krag, ser på manden og siger: Sig mig, vil du slås? Fulderikken blev lamslået og faldt straks ned.”
Jens Otto Krag – Kilde: Wikimedia – public domain
Da Anker Jørgensen dengang gik i brechen for sin statsminister, havde Jens Otto Krag allerede længe haft et godt øje til ham som sin mulige afløser.
Med et fast håndtryk og jord under neglene var arbejdsmændenes formand nok karrig med svulstige ord og store armbevægelser – men ikke fedtet med fine menneskelige kvaliteter. På hat med de store og på bajer med bumsen færdedes han lige hjemmevant på de bonede gulve til nytårskur, taffel og gallamiddag på Amalienborg som til hyggesnak hos Maren i kæret.
Historien fra lufthavnen illustrerer ganske godt Anker Jørgensens mod og kompromisløse sans for retfærdighed, som Krag satte højt. Anker veg aldrig tilbage fra at kalde en skovl for en skovl og pakkede ikke sin mening ind i diplomatiske vendinger.
Som dengang Anker – nu som landets førstemand – efter en velfortjent feriedag i sommerhuset i Hundested tog lokaltoget mod hovedstaden. Da toget rullede ind og standsede ved perronen på hovedbanegården, skulle Anker videre med S-toget.
Her havnede han midt i en flok berusede bøller, der masede sig frem. En ung medpassager forsøgte at få dem til at gøre plads til dè rejsende, der skulle ud, men blev overfaldet med slag og spark.
Da gik Anker – uden at tøve et sekund – imellem og lagde hånden på brystet af den ene voldsmand for at holde ham tilbage:”Er du rigtig klog. Har I tænkt jer at slås her? Manden skulle jo bare ud. Det er helt skørt.”
Den ene af bøllerne udbrød:”Hva’ fa’en, det er jo Anker”, og det fik dem tilsyneladende til at falde lidt til ro, og de satte sig ind i S-toget. Med Ankers ord:”Jeg satte mig ind ved dem i bare et minut. Alle folk i kupeen så på os. Så sagde jeg, at dèt kunne de ikke være bekendt … De svarede ikke igen.”
Jens Otto Krag noterede i januar 1972 i sin Dagbog Ved Et Årsskifte : “Lørdag aften nytårsfest hos LO. God stemning. Fortalte Anker Jørgensen lidt om mine tanker for fremtiden.” Og elleve dage før EF-afstemningen den 2. oktober 1972 hed det i samme dagbog:”Jeg længes efter enden på det lange ræs.”
Selv fortalte Anker Jørgensen i sine erindringer, at Krag ved Ankers 50-års fødselsdag den 13. juli 1972 holdt en tale, hvor han fremhævede, at “årene mellem 50 og 60 er de bedste i et menneskes liv. Man har stadig den ungdommelige kraft, men forener den med erfaringen.” Krag tilføjede en sætning, som Anker tog til sig som en henkastet venlighed i anledning af 50-års dagen. Andre bed mere mærke i ordene:“Arbejderbevægelsen knytter store forventninger til din person, Anker.”
Først et år efter sin afgang løftede Krag sløret i Politiken:
” Jeg har iagttaget ham i Folketinget og dets udvalg gennem mange år, og hans rolige, saglige, urokkelige optræden under folkeafstemningskampagnen, med et flertal i sit eget forbund imod sig, slog hovedet på sømmet i min bevidsthed. Her var manden, der evnede at løfte opgaven.”
Bag Krags lidenskabsløse og slipsebundne facade finder vi noget så sjældent som en toppolitiker, der aldrig søger magten og netop derfor bliver så magtfuld. En musisk bohème, en romantiker og livsnyder med store kunstneriske ambitioner.
Efter tre årtier i front på den politiske scene drømmer han om frihed til at byde livet op til dans i ord og malerier uden at være tvangsindlagt til Christiansborgs talende jakkesæt med fersk artighed, lunken portvin og kedelig missionshustale. En drøm om frihed til at være sig selv og gå sine egne veje, frihed til at digte, male, høre musik og læse poesi.
For at forløse sit kunstneriske talent står Krag af ræset umiddelbart efter EF-afstemningen i oktober 1972 og siger farvel til politikerrollen med dens snærende rammer og rutiner. Med et usvigeligt sikkert instinkt, taktisk snilde og formidabel handlekraft – tilsat tilpas brutalitet – gør han Anker Jørgensen til sin afløser som statsminister for at drage ud på sit livs musiske rejseeventyr.
Det skal blive Krags sande tragedie, at han aldrig helt forstår, at hans kunst er den virtuose politiske kunst, som han mestrer som ingen anden – ikke de kunstneriske sysler med at digte og male.
Han kan ikke finde ud af at leve i det samfund, han har været med til at skabe. Hans liv går i opløsning, og han ender som en nedbrudt, fordrukken og desillusioneret skikkelse.
Jens Otto Krag – hovedarkitekten bag det danske velfærdssamfund – dør få år senere den 22. juni 1978, kun 63 år gammel.
