Invitation til informationsaften: Kom, og hør om foreningen Grindsted den grønne hovedstad

Foto: René Lind Gammelmark

Torsdag den 11. november kl. 19-20 inviterer NGO-foreningen indenfor til en kop kaffe og en snak om foreningens visioner i foreningens lokale på Vesterbrogade 5 i Grindsted.

Der er informationsmøde om foreningen, hvor interesserede er velkomne til at kigge forbi og høre mere om, hvordan man bliver medlem og støtter op om Grindsteds vej til en mere bæredygtig fremtid.

Formand, René Heiselberg Gier, vil berette om foreningens spændende udviklingshistorie fra en lokal opstartet ide og derefter perspektivere til fremtidens muligheder. Marie Juncher, som er projektleder i foreningen, vil fortælle om det daglige arbejde i foreningen og hvordan foreningens lokale i Vesterbrogade 5 er tænkt som et dialog rum, hvor lokale borgere, foreninger, virksomheder og institutioner har mulighed for at mødes og lade sig inspirere til at være med til at udvikle lokale og bæredygtige projekter i fremtiden.

-Vi vil rigtig gerne i dialog med indbyggerne her i Grindsted og høre om deres ideer og forslag til foreningens fortsatte vækst. Og for at det skal lykkes, er det vigtigt at vi får inddraget borgerne i lokale projekter og initiativer, fortæller projektleder Marie.

Og fællesskabets opbakning er altafgørende, fortsætter formanden, Rene:

-Vi skal gå forrest og turde at fejle, udvikle og evaluere på de tiltag der igangsættes. Fællesskabet skal løfte initiativet videre i andre byer i kommunen og regionen. For det handler om, at vi får lavet de gode løsninger. Sammen.

Derfor opfordres interesserede til at komme og få en god dialog om, hvordan fællesskabet og bæredygtigheden kan vokse yderligere i Grindsted. Foreningen vil på aftenen fortælle nærmere om muligheden for at blive medlem og være frivillig i foreningen. Der er allerede planlagt spændende events i løbet af det næste år, som man som frivillig har mulighed for at bidrage til og hjælpe til med skriver Grindsted Den Grønne Hovedstad i en pressemeddelelse.