Muleposer skal skabe mere fokus på bæredygtig handel i Grindsted

Her ses Kristian Duedahl Kristiansen fra Sport24 i Grindsted, som er ved at pakke muleposerne ud og klargøre dem til salg i butikken. - Foto: Jonas Pedersen

Tandlægerne Birketorvet, Grindsted Handel og Grindsted – den grønne hovedstad er gået sammen i et samarbejde om en flot mulepose, i genanvendt bomuld, for at styrke den lokale bæredygtige handel i byen.

Fra onsdag den 17. november 2021 kan de handlende i Grindsteds butikker nu købe en flot mulepose til at bære deres varer hjem i – i stedet for plasticposer.  Det er Tandlægerne Birketorvet, Grindsted Handel og Grindsted – den grønne hovedstad, der har indgået et samarbejde om at få ideen realiseret og rullet ud til de handlende i byen. Alle midlerne fra salget går til at etablere plantekasser med krydderurter til foråret, så det bliver synligt i gadebilledet, at Grindsted by vil de grønne initiativer.

 -Grindsted Handel vil gerne være med til at bakke op om den grønne omstilling. Vi skal være den grønne hovedstad og derfor skal vi være med til at reducere brugen af plastic. Det kan vi være med til, ved hjælp af denne mulepose, som kan anvendes rigtig mange gange, siger formanden for Grindsted Handel, Jonas Pedersen.

Støttet af lokale tandlæger
Muleposerne er blevet til en realitet, efter at Tandlægerne Birketorvet har valgt at støtte projektet. Det har de valgt at gøre, da de gerne vil være med til at bakke op om det gode initiativ og bidrage til italesættelsen af den grønne omstilling i byen.

-Vi er meget taknemlige over støtten til projektet, så ideen kunne blive til virkelighed.  Med muleposen håber vi, at vi kan bidrage til en god stemning i fællesskabet i Grindsted om at tage et aktivt valg og dermed vise, at vi alle kan være med til at gøre en forskel i at reducere vores klimapåvirkninger, fortæller projektleder i Grindsted – den grønne hovedstad, Marie Juncher.

Poserne er produceret i genanvendt bomuld og kan købes i flere butikker i Grindsted fra på onsdag den 17. november. De koster 100 kr. stykket, og alle midler går til etablering af krydderurtebede, som bliver placeret foran butikkerne til foråret. Ideen er at de handlende så kan nippe lidt grønt med hjem til deres aftensmad, når de alligevel er ude at handle.

Køber man sin mulepose i december måned, får man et gratis medlemskab til foreningen Grindsted – den grønne hovedstad. Grindsted Handel har endvidere valgt at sponsorere 25 gavekort på 100 kr. hver, så der er mulighed for at vinde lidt ekstra til julegaverne. Gavekortene er placeret tilfældigt i muleposerne.

Muleposerne sælges så længer lager haves skriver Marie Juncher i en pressemeddelelse.

 

Kontorbutikken refurb banner