Ole Kirks Fond giver 5 millioner kroner til nyt hus ved Filskov Friskole og børnehave

Bevilling fra Ole Kirk’s Fond gør det muligt for Filskov Friskole og Børnehave at bygge et nyt samlingssted.

Med en bevilling på fem mio. kroner fra Ole Kirk’s Fond kan byggeriet af et nyt hus til Filskov Friskole og Børnehave begynde. Ambitionen er, at huset skal være et ’kreativt’ samlingssted for skolens elever – men håbet er, at også andre uden for skolen vil bruge de nye faciliteter.

Når den nye bygning til Filskov Friskole og Børnehave forventes at åbne dørene i løbet af sommeren 2023, bliver det med ambitionen om at skabe et nyt samlingssted til særligt praktiske, kreative-, og håndværksrelaterede fag samt til fysik/biologi og e-sport. Således ønsker skolen at skabe et større supplement til skolens andre fag såsom matematik og dansk.

Frank Arentoft, Skoleinspektør for Filskov Friskole og Børnehave, siger:

”Nu kan vi for alvor komme i gang med det nye hus til Filskov Friskole og Børnehave takket være en generøs bevilling fra Ole Kirk’s Fond. Med den kan vi fremtidssikre vores skole og skabe nye rammer, der kan være med til at sikre trivsel og glæde for vores elever og lærer – og forhåbentlig også for andre Filskov-borgere. For det er vores store håb, at unge såvel som voksne i alle aldre har lyst til at forvandle huset til en ungdomsklub, aftenskole eller et senior-hus.”

For håbet er netop også, at den nye bygning ikke kun skal benyttes af skolens børn, men også af andre Filskov-borgere når skoledagen er forbi.

Filskov Skole og Børnehave har allerede modtaget stor opbakning til projektet, og det glæder bestyrelsesformand, Brian Nissen:

”Jeg er imponeret over alle de positive tilkendegivelser, vi har fået fra folk i byen, til alle projektets faser. Det undrer mig dog slet ikke. For vi bor i byen med det gode sammenhold og den gode opbakning til nye initiativer – også til dette initiativ, der er særligt rettet mod skolens elever.”

Der vil være et særligt fokus på bæredygtighed i byggeriet af den kommende fritstående bygning, der placeres centralt i skolegården. Bygningen opføres i to plan og med en træfacade.

I Ole Kirk’s Fond, der er en almennyttig fond stiftet til minde om LEGO® virksomhedens grundlægger, er direktør Karin Skjødt Hindkjær glad for fondens bidrag til, at Filskov Friskole og Børnehave nu får et nyt samlingssted til glæde for mange.

”Det nye hus til Filskov Friskole og Børnehave vil få faciliteter, der kan rumme en bred vifte af skoleelevernes interesser – og måske inspirere dem til at prøve fag, de ikke kendte så meget til i forvejen. Samtidig kan huset forvandles, når skoledagen er forbi, så flere i byen får gavn af de nye faciliteter. Ole Kirk’s Fond blev blandt andet stiftet med det formål at gøre Billund-området attraktivt for børn og deres familier ved at bakke op om lokale ildsjæle. Derfor er jeg rigtig glad for, at Ole Kirk’s Fond kan være med til at støtte op om et flot projekt som dette,” siger Karin Skjødt Hindkjær i en pressemeddelelse.

outletmesse2024