Af Carsten Sander Christensen
Når man kører nordpå fra lufthavnen ad Billundvej befinder man sig i Ringive sogn. Områder som Stilbjerg, Langelund, Uhe, Båstlund og Grønbjerg er de vigtigste bebyggelser i sognet. Kører man rundt i Karlskovkrydset og videre 1,5 km nordpå kommer Ringivevej på højere hånd. Og drejer man ned ad vejen, får man snart øje på Ringive Kirke, en typisk hvidkalket kirke med rødt tegltag. Man formoder, at der før den romanske kirke fra 1200-tallet har ligget en lille trækirke. Begge kirke blev rejst af de lokale sognebørn. I Valdemar den Store (1131-1182) og Valdemar Sejrs (1170-1241) tid. I nutiden er Ringive sogn en del af Grene Provsti.
Grene Provsti går groft sagt fra Nørre Snede i nord til Stenderup/Krogager i syd. I alt 25 sogne med 26 kirke er del af området. Små 45.000 indbyggere bor i Provstiet. Omkring 370 nyfødte årligt ser dagens lys og godt 400 personer dør årligt i Provstiet. Desuden er Provstiet inddelt i 20 pastorater. Her bl.a. Ringive pastorat der omfatter kirkerne i Ringive, Lindeballe og Langelund. Også ødekirken i Åst ligger i Ringive Pastorat. I Ringive sogn bor der i 2021 små 400 indbyggere. Opdyrkningen af hedejorden begyndte o. 1860 og i de næste hundrede år tredobledes indbyggertallet.
Ringive Kirke nævnes første gang i Ribe Oldemor (skatte listen over kirker i Ribe Stift) o. 1350 og senere i 1526, hvilket er imponerende. Sognet er nemlig landskendt for bestemt et fænomen. Jord med meget lav bonitet, dvs. meget lav jordkvalitet. I 1802 bestemte kongen og hans embedsmænd, al rigets jord skulle opmåles og boniteres. Formålet var en datidens form for ejendomsvurdering og jorden skulle bedømmes på en skala fra 0 til 24 i bonitetsgrad. Den bedste jord, med graden 24, fandtes ved Karlslunde på Sjælland og den dårligste jord, med graden 3, fandtes i Ringive sogn. Som det fremgik af bedømmelsesrapporten fandtes der hverken ler eller kalk i den tørre muldjord ligesom regnorme var umulige at opspore i store dele af det lille sogn.
Kirken har i århundreder befundet sig i et gammelt hedesogn med lyngstrakte flader, moser og ikke-opdyrkeligt al jord. Kirken stammer oprindeligt fra 1200-tallet og er bygget i typisk romansk stil. Materialerne bærer også præg af de forhåndenværende forhold – frådsten, marksten og større rå granitblokke. Hele kirken er som så mange andre kirker her på egnen meget præget af sjæl og leveforhold. Kirkerummet bærer præg af at være et traditionelt fattigt hedesogn. Simpelhed, nøjsomhed, ydmyghed og enkelthed præger. Naturens kræfter var noget man respekterede og frygtede.
Indtil 1536 var Ringive Kirke i Bispens og kirkens eje. Efter Reformationen overgik kirken til Kongens eje. Fra starten af 1700-tallet overgik kirken til lokale ejere i området. I 1712 overtog præsten Peder Christensen Mulvad (1660-1719) kirken. Med til kirken hørte små 100 ha jord, men af meget dårlig kvalitet. Præsterne var derfor ikke blandt de højeste indtægter i Danmark og i slutningen af 1600-tallet satte krisen ind og vandrerhistorier fortæller, at præsten Niels Nielsen Borch (d. 1691) på prædikestolen en kølig vinterdag sagde følgende til sognebørnene: Jeg ved noget, som I ikke ved, og I ved noget som jeg ikke ved. Jeg står her med bare ben i støvlerne. Det ved jeg, men det ved I ikke! Men om vil give mig uld til et par hoser, det ved I, men det ved jeg ikke. I gamle dage var en del af præstens løn nemlig opdyrkning af den tilhørende jord. I Grindsted ansatte de lokale præster fæstebønder på fæstegården ved Kolstrupvej. Herefter havde kirken forskellige private ejere og i 1805 overgik den til sognebørnene. I 1920erne overgik kirken til selveje.
Ringive Kirke har igennem århundreder haft annekskirker. Fra 1683-1866 var det kirkerne i Gadbjerg og Lindeballe og 1866-1906 var det Give kirke. I 1910 opførtes så Langelund Kirke. Så har læseren sikkert haft den tanke, at det var et lidt specielt navn sognet har, men den ligger jo tæt ved Give, så det .. men sådan forholder det sig ikke. Navnet på sognet er etymologisk forklaret ved de to ord Ring og ive (iwe). Kirken ligger som så mange andre kirker placeret op ad en oldtidshøj. Gennem årtusinder har de steder, hvor mange af Danmarks kirker været steder med tingsteder, tingtræer, oldtidshøje, Asatroens blote-områder og sidste skud på stammen er kirkerne.
Ringive ligger placeret op ad Kong Rings Høj fra 900-tallet nær Omme Å. Det er derfor meget sandsynligt af højen har givet navn til kirken. Sigurd Ring var en dansk sagnkonge o. 875 og regerede umiddelbart før Jelling kongernes egentlige samling af riget i det 900 og 1000-tallet. Ringhøjen (Ring var jo kongens navn og iwe er olddansk eller runedansk for høj.). Kirken har efterfølgende heddet Ringhøj Kirke i flere perioder. Beviset er kirkens oblatæske med inskriptionen: Given til Ringhøj Kirke i 1728. Ringhøjen, der er temmelig stor, befinder sig i 2021 ved indkørslen ned mod præstegården på sydsiden af Ringivevej. Tæt på ligger en mindre oldtidshøj i folkemunde kaldet Dronnings høj. Man regner med det er årsagen til, at ordet Ringhøje etymologisk set står i flertal.
Af kirkens interiør med mere kan nævnes prædikestolen fra 1575 i en særdeles enkel stil. En pengeblok fra 1796 til almisser, meget velbevaret altertøj af sølv udfærdiget i 1600-tallet af sølvsmeden Jep Anchersen fra Kolding. Der for øvrigt var den første af sin slags i byen. Samt et meget velholdt epitafium af træ fra 1744 over sognepræsten Johan Gertsen Londeman (1698-1744) på skibets nordvæg. Af øvrige specielle gravminder kan nævnes fire bondegravsten af rødlig granit fra starten af 1800-tallet. Bondegravstenene er rektangulære aflange sten der er dateret fra o. 1806 til 1822. På Grene kirkegård finder man tilsvarende bondegravsten. De har oprindeligt stået rundt omkring i hjørner ved kirkegårdsdigerne og ved våbenhuset.
