Af Louis Bülow
Vi skruer tid og sted godt 10 år tilbage til en lun sommeraften i en lejlighed for åbne vinduer i det indre af Aarhus. Storbyens larm og trafikstøj anes som en svag summen i det fjerne, da stilheden pludseligt flænses af telefonens ubarmhjertige ringen.
Displayet viser Ukendt nummer, og forsigtigt tager jeg røret: Det er Anker Jørgensen, lyder det i den anden ende …
Mine unge års folkekære Anker Jørgensen, som jeg sendte mit livs første artikel til engang i 1960’erne, da jeg var en 14-årig skoledreng i en lille landsbyflække i det vestjyske.
Anker Jørgensen i april 2007 – Privatfoto: Kristian Møller
Anker Jørgensen var i dé år redaktør for Fagbladet, arbejdsmændenes og specialarbejdernes medlemsblad, og på redaktionen ville min artikel – nærmest en sirligt håndskreven skolestil – sædvanligvis blive kigget igennem og derefter kylet i papirkurven.
Men storsind og generøsitet havde dengang gode kår på redaktionsgangen …
Anker Jørgensen tog sig tid til at sende et langt og personligt brev i stedet for den normale standardskrivelse med høfligt afslag. Flere sider med hjertevarme og opmuntrende ord, der fik stor betydning for en landsbyknejt fra små kår med drømme om at blive noget ved journalistikken …
Fem årtier senere sidder jeg så her i Smilets By med den gamle statsminister i røret til en snak om en ny bog, han har i tankerne, og som han ønsker min medvirken til.
Nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med anekdoter og spændende erindringsglimt tager han mig dén aften med ned ad Memory Lane til en lang snak om mennesker i sit liv.
Som da han fortæller om et muntert møde med en flok raske skoledrenge på cykel engang tilbage i 1970’erne ved sommerhuset i Hundested i det nordsjællandske. Anker har taget lokaltoget for at nyde et par gyldne feriedage med sin elskede hustru gennem fem årtier Ingrid.
Anker Jørgensen i april 2007 – Privatfoto: Kristian Møller
Det er en lun sommeraften i en tid, hvor landets statsminister er på fornavn og dus med nationen, står i vejviser og telefonbog uden hemmeligt nummer og færdes frit uden at være mandsopdækket af livvagter og PET-agenter.
Pludseligt dukker de unge knægte op på deres cykler og kredser rundt om landets statsminister. Som Anker kan fortælle:”På et tidspunkt tog den frækkeste af dem nok en runde, inden han triumferende udbrød: Sagde jeg det ikke nok. Det er ham Glistrup!”
En lignende forveksling oplever Anker Jørgensen en forårsdag i slutningen af 1970’erne under et statsministerbesøg på et plejehjem på min hjemegn.
Dagen starter med et hyggeligt morgenbord med kaffe og duftende hjemmebag på Plejehjemmet, og Anker fortæller med et lunt glimt i øjet, at han dén morgen blandt andre hilser på den 99-årige Line. Den ældre dame bliver spurgt, om hun mon kender den herre? Joh, det gør jeg da, siger hun med et smil – det er jo Anker Olesen!
Anker fortæller også en mindeværdig historie om dengang, han i slutningen af 1960’erne optrådte på slap line i ankomsthallen i Tirstrup Lufthavn.
Hallen er den sene eftermiddag fyldt med rejsende, og fra kontrol og bagageudlevering myldrer mennesker ind og kaster sig i armene på familie og venner i lykkelig genforening. Andre haster mod den lange kø ved ventepladsen for taxaer.
Rundt omkring i ankomsthallen flokkes flypassagerer i spredte grupper og småsnakker med deres nærmeste, inden de nænsomt gelejdes videre. Blandt de mange mennesker genkendes statsminister Jens Otto Krag, der er på vej hjem fra et politisk møde, og også Anker dukker op.
Anker tør siges at have et ganske særligt forhold til Djursland, siden han i KB-Hallen 20 år tidligere fik øje på Pindstrup-pigen Ingrid med den hvide bluse, grønne spencernederdel, sløjfe i håret og fletning. Efter flere danse kan Anker drage hjem med Ingrids telefonnummer i hånden og skriver i sin dagbog tirsdag den 20. april 1948: Mødte sød pige (Ingrid Qvist), som jeg aftalte møde med.
Et halvt år senere kimer Marie Magdalene Kirke på Djursland til bryllup, og de to unge bliver smedet i hymens lænker den 6. november 1948.
Tilbage i Tirstrup Lufthavn løber de to partifæller den eftermiddag tilfældigt ind i hinanden og falder i en fortrolig snak, men med èt brydes idyllen, da en overrislet ballademager råber de to politikere an.
Højlydt slipper han al sin indestængte vrede og frustration løs og lægger op til pøbeljustits og korporlig konfrontation. Han trænger ind på Krag og overdænger landets statsminister med hån, skældsord og verbale trusler.
Forfatteren Alex Frank Larsen fortæller i sin biografi Anker – Et liv med fejder, hvad der videre sker:”Det var ret ubehageligt, sagde Krag til mig. Men så stiller Anker sig lige pludseligt ind foran Krag, ser på manden og siger: Sig mig, vil du slås? Fulderikken blev lamslået og faldt straks ned.”
Fortællingen vil, at Krag for alvor fik øjnene op for fagforeningsbossen som sin afløser, da Anker netop den eftermiddag i ankomsthallen i Tirstrup Lufthavn gik i brechen for sin statsminister.
Få år senere – dagen efter EF-afstemningen den 2. oktober 1972 – stod Jens Otto Krag af ræset, gik af som regeringschef og gjorde med formidabel handlekraft den upåagtede Anker Jørgensen til sin efterfølger som Danmarks statsminister.
Senere modtager den purunge Dronning Margrethe Anker Jørgensen i audiens til den officielle udnævnelse til landets førstemand. Med Ankers ord: “Ja, jeg er altså den nye statsminister” sagde jeg til Dronningen. “Det ved jeg skam godt, hr. statsminister”, sagde hun og klappede hænderne sammen – “jeg læser jo også aviser.”
Der er i det hele taget god kemi mellem Anker Jørgensen og dronning Margrethe, der mange år senere beskriver ham ”sådan ligeud ad landevejen … Krag havde set mig som fummelfingret teenager. Det gjorde Anker Jørgensen ikke.”
Få år efter at være blevet statsminister tog Anker efter en feriedag i sommerhuset i Hundested med et lokaltog mod hovedstaden. Da toget rullede ind og standsede ved perronen på hovedbanegården, skulle Anker videre med S-toget.
Her havnede han midt i en flok berusede bøller, der masede sig frem. En ung medpassager forsøgte at få dem til at gøre plads til de rejsende, der skulle ud, men blev overfaldet med slag og spark.
Da gik Anker – uden at tøve et sekund – imellem og lagde hånden på brystet af den ene voldsmand for at holde ham tilbage:”Er du rigtig klog. Har I tænkt jer at slås her? Manden skulle jo bare ud. Det er helt skørt.”
Den ene af bøllerne udbrød:”Hva’ fa’en, det er jo Anker”, og det fik dem tilsyneladende til at falde lidt til ro, og de satte sig ind i S-toget. Med Ankers ord:”Jeg satte mig ind ved dem i bare et minut. Alle folk i kupeen så på os. Så sagde jeg, at det kunne de ikke være bekendt … De svarede ikke igen.”
