Det martrer fortsat den europæiske folkesjæl, at ingen i 1930’erne havde modet til at gribe ind og ændre historiens gang. I ly af krigens ragnarok iværksatte Hitler det systematiske folkemord på 6 millioner jøder, og nazistiske horder trawlede skånselsløst Europa i gennem i jagten på dém, der ikke passede ind i Førerens tusindårsrige.
Mens Hitlers håndgangne mænd tog aktivt del i det nazistiske inferno af morderisk barbari uden sidestykke i historien, så andre passivt til fra sidelinjen. Kun ganske få havde modet til at trodse Gestapo …
Blandt dém finder vi 3 af Holocausts helte, der satte alt på spil for at frelse hundredevis af jødiske ofre for det nazistiske terrorregime – måske de trè mest usandsynlige af alle:
- Felix Kersten – SS-chefen Heinrich Himmlers massør
- Wilhelm Canaris – Hitlers håndlanger og militære spionchef
- Albert Gøring – topnazisten Hermann Gørings lillebror.
I en omfattende redningsaktion lykkedes det i krigens afsluttende fase at få hentet 15.000 KZ-fanger ud af Hitlers dødslejre og bragt i sikkerhed. Frigivelsen var et resultat af dé forhandlinger, som SS-chefen Heinrich Himmler under hånden førte med repræsentanter for svensk udenrigsministerium, OSS, Røde Kors og Folke Bernadotte.
Den velansete tyske historiker Guido Knopp har fremhævet den finske massør Felix Kerstens centrale rolle som mellemmand i forbindelse med disse hemmelige forhandlinger. I det godes tjeneste fløj Kersten til Stockholm, hvor han formidlede følere fra Himmler, der var klar til at forhandle en separat fred med Vestmagterne.
Mange år efter krigens afslutning i 1956 konkluderede de svenske myndigheder i en officiel Hvidbog, at de storstilede hjælpeaktioner i 1945 blev sikret gennem bl.a. Kerstens indsats.
Allerede før krigen var Kersten blevet ansat som Himmlers massør, og han fik opbygget et tæt tillidsforhold til SS-chefen. Gennem et kompliceret dobbeltspil formåede han at redde mange fra den visse død i KZ-lejrene, og han udnyttede gang på gang sin indflydelse for at komme de ulykkelige til hjælp.
I december 1941 lykkedes det således Felix Kersten at få overtalt Himmler til at spare syv svenske forretningsmænds liv, alle arresteret af Gestapo og dømt til døden for spionage i Warszawa. De to blev straks løsladt, mens de sidste fem blev frigivet senere.
Da flere tusinde Jehovas Vidner blev ofre for det nazistiske regime, gik Felix Kersten også her i brechen for de forfulgte. Ifølge historikeren Hugh Trevor-Roper gik ”Kersten, massøren, i forbøn for dem, ligesom han gjorde for mange andre af Himmlers ofre.”
Han fortalte Himmler, at han manglede arbejdskraft på sit landsted Hartzwalde og bad om at få tildelt Jehovas Vidner fra KZ-lejrene. Kort tid efter blev 10 udmarvede kvinder, alle Jehovas Vidner, løsladt og sendt til godset som arbejdere, hvor de var i sikkerhed til krigens afslutning.
Felix Kersten og Himmler: Kilde The Museum of the Jewish People
Men efter krigen passede det ikke ind i det gængse mediebillede at blive kædet sammen med Det Tredje Riges chefbøddel Heinrich Himmler, og Felix Kersten måtte flytte til Sverige, hvor han i 1953 opnåede statsborgerskab.
Han døde den 16. april 1960 under et besøg i Vesttyskland, 61 år gammel.
Admiral Wilhelm Canaris var Hitlers militære efterretningschef og blev betragtet som én af Førerens bedste og mest betroede håndlangere. Men han var også Det Tredje Riges helt store skyggespiller, en tvetydig og gådefuld skikkelse.
Admiral Wilhelm Canaris – Kilde: Wikimedia.org – German Federal Archives
Wilhelm Canaris blev udnævnt til leder af efterretningstjenesten Abwehr helt tilbage i 1935 og formåede med list og taktisk snilde at gøre Abwehr til centrum for regimets modstandere og sammensværgelsen mod Hitler.
Efterhånden følte han, hvor det hele bar hen, og han udfoldede en hektisk rejseaktivitet – han var hér, dér og alle vegne. Snart tog han til krigsfronten, hvor han forgæves forsøgte at få feltmarskal Keitel til at sætte en stopper for Einsatzgruppernes mord på østeuropæiske jøder. Snart dukkede han op i ørkenen i Nordafrika for at drøfte krigens gang med Rommel, samtidigt med at han viste ham hemmelige rapporter om nazistiske grusomheder.
Eller han viste sig i ruinerne i det sønderbombede Warszawa for at få et førsteindtryk af ødelæggelserne – da han så de endeløse rækker af flygtninge, råbte han fortvivlet til sin adjudant: ”Dét hér kommer til at gå ud over vores børnebørn … Guds retfærdighed vil komme over os.”
Til andre tider kunne man finde en træt efterretningschef sidde i stilheden og gruble i halvmørket i gamle katolske kirker, omgivet af fresker, mosaikker, kalkmalerier.
I 1942 organiserede admiral Canaris en redningsaktion, hvor flere hundrede jøder blev forsynet med pas, visa og papirer, der dokumenterede, at de var tilknyttet Abwehr som agenter. Således sikret immunitet lykkedes det at få mange jøder ud af Tyskland og videre til friheden i et neutralt land.
Med Guido Knopps ord: ”Om det drejede sig om socialister, kommunister, frimurere, jøder eller bibelforskere – alle kunne finde beskyttelse under efterretningstjenestens tag.”
Da Canaris i sommeren 1943 fik kendskab til Hitlers planer om bortførelse af Italiens konge Victor Emanuel 3. og Paven Pius 12., fløj han til Venedig og advarede sin italienske kollega om den forestående aktion. Planerne måtte derefter skrinlægges.
Admiral Canaris var involveret i flere attentatforsøg på Hitler, og efter det mislykkede attentat den 20. juli 1944 blev han taget af Gestapo, smidt i en fængselscelle i Prinz Albrechtstrasse og senere overført til KZ-lejren Flossenburg.
Efter en kort skinproces blev han hængt i fængselsgården i de tidlige morgentimer den 9. april 1945, kun få dage før KZ Flossenburg blev befriet af Allierede tropper.
Mange årtier efter krigen kunne historikere dokumentere, at topnazisten Hermann Gørings lillebror Albert Gøring under Holocaust udnyttede sit berømte slægtsnavn og satte alt på spil for at frelse hundredevis af ofre for nazisternes – og sin brors – terrorregime.
Albert Gøring 1936 – Kilde: Wikipedia
I dag vidner en håndskreven liste i National Archives i Washington – Gørings Liste – med 34 prominente navne om én af Holocausts sande helte, der blev sendt ud i historiens tusmørke. En parallel til Oskar Schindler: en charmerende levemand med samme sans for wein, weib und gesang – og samtidigt én af de store humane skikkelser i Holocaust.
Da Hitler kom til magten i 1933, var Albert Gøring hastet til Østrig i selvvalgt eksil. En sommerdag efter Anschluss i 1938 var SS-officerer i Wien i færd med at ydmyge jødiske kvinder, der blev sat til at skure fortovet med små børster. Da Albert kom forbi, smed han resolut jakken, faldt ned på knæ ved siden af kvinderne og gav sig til at skure løs. Nazisterne hev ham op, men da SS-officereren så hans efternavn, blev skrubningen indstillet for den dag.
Senere så han, hvorledes en gruppe nazibøller overfaldt en gammel kvinde og tvang hende til at bære et skilt om halsen: ”Jeg er en jødisk so”. Albert gik i krig med hele flokken, stak et par nazister et par på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo, men fik lov at gå, da han viste sine papirer.
Da Albert Gøring i 1944 hørte om forbrydelserne i KZ Theresienstadt, tog han afsted med nogle lastbiler og beordrede lejrkommandanten: ”Jeg er Albert Gøring, Skodafabrikkerne. Jeg mangler arbejdskraft.” Denne turde ikke andet end at opfylde kravet, og lastbilerne blev fyldt op med jødiske fanger. Efter nogle timers kørsel blev fangerne sat i frihed.
Albert Gøring blev arresteret i maj 1945, og forhørsofficererne stirrede vantro på dèn liste over frelste jøder, han lagde foran dem med navne som Kurt von Schuschnig og Franz Lehàr. Og dertil kom de hundredevis af navnløse, som han i årenes løb forsynede med penge, papirer og flugtrute og reddede fra udryddelsen.
Men de Allierede turde ikke løslade en Gøring, og alle papirer blev begravet dybt i arkiverne. Albert Gøring blev indsat i Pankrac-fængslet i Prag og først frigivet i 1947, ødelagt på liv og sjæl.
Han døde ensom og glemt den 20. december 1966.
