Lalandia i Billund slår igen dørene op for gæster torsdag 3. februar, og i den forbindelse skal feriecenteret have sat holdet af medarbejdere, der skal skabe ferieminder for de mange besøgende. Lørdag 5. februar inviterer Lalandia derfor til jobdag i centeret i Billund for at tiltrække op mod 120 nye medarbejdere.
Med ophævelsen af samtlige restriktioner i Danmark har Lalandia i øjeblikket travlt med at gøre deres feriecentre i både Billund og Rødby klar til åbning 3. februar. Genåbningen betyder samtidig, at Lalandia igen skal have sat holdet af medarbejdere, der skal servicere centrenes mange gæster.
Lalandia står over for at skulle ansætte op mod 120 nye medarbejdere til teamet i Billund, og i den forbindelse inviterer de til jobdag lørdag den 5. februar i feriecenteret i Billund, så interesserede kan få et indblik i hverdagen som medarbejder i Lalandia.
– Vi oplever i øjeblikket en opsparet lyst til at komme på ferie blandt danskerne, og med ophævelsen af restriktionerne i Danmark har vi allerede oplevet en kraftig stigning i bookinger på vores hjemmeside – præcis som vi oplevede sidste år. Vi ser derfor ind i en travlt og spændende sæson, hvor vi igen får brug for alle typer af medarbejdere, siger Jesper Ekman-Nielsen, centerdirektør i Lalandia i Billund, og fortsætter:
– Vi oplever, at rigtig mange af vores medarbejdere fortsætter hos os år efter år, fordi de bliver en del af vores stærke fællesskab, men samtidig vil vi også gerne tiltrække nye medarbejdere, og det plejer vi heldigvis at opleve stor interesse for. For mange af vores ansatte er det en afgørende faktor, at vi holder åbent hele året rundt, og samtidig er vi meget opmærksomme på at pleje det sociale sammenhold, så vores ansatte føler, at det er sjovt at gå på arbejde.
Hos Lalandia er der jobmuligheder for både faglærte og ufaglærte samt medarbejdere under og over 18 år. Der er ledige stillinger i mange af forretningsområderne – såsom køkken og restauranter, aktiviteter, rengøring, butikker og Aquadome.
Til jobdagen i Lalandia kan interesserede møde nuværende medarbejdere og opleve de mange forskellige jobfunktioner i praksis.
Jobdagen finder sted lørdag 5. februar fra klokken 10.00-15.00 hos Lalandia i Billund, og alle er velkomne skriver Lalandia i en pressemeddelelse.