Af Louis Bülow
Her i mit livs efterår med godt syv årtier bag mig og alderdommens pubertet lige om hjørnet lader jeg fra tid til anden mine tanker og minder tage på langfart tilbage til mine tidlige barndomsår i en lejlighed i Esbjerg. Et sted, der for tid og evighed har mejslet sig ind i min erindring som en krigs-zone, en sand helvedesscene, med min fars vold, druk og svir som hovedingredienser.
Mere end nogensinde føler jeg smerten i min sjæl ved at se min barndoms traumatiske mareridt i øjnene – dét er som med en hundelort: jo mere jeg pirker i den, jo mere stinker den …
Men jeg skriver dette sidste og personlige vidnesbyrd for endegyldigt at få ro i sjælen og slutte fred med fortidens dæmoner.
For 100 år siden kom to tvillingebrødre til verden i små kår som de yngste i en stor søskendeflok i det vestjyske. Under stor virak og festivitas stod den lille lejlighed på den anden ende, og naboer, familie og venner strømmede til fra nær og fjern for at lykønske forældrene med de to nyankomne.
Den ene af tvillingerne – det var far …
Endnu et fjernt erindringsbillede trænger sig på: en forårsdag engang i 1960’erne på en smuk kirkegård i det sydfynske, hvor vi brødre til vindens blide hvisken har stedt vor mor til hvile i et væld af grønne farver, blomster og dufte.
Det er en dag fyldt med sorg og triste tanker – men også en dag fyldt med dyb taknemlighed over alt det, mor har givet. Vi står nu tilbage og skutter os i forårskulden, mens vi vemodigt reflekterer over hendes tragiske skæbnehistorie.
For mor var en fremtid uden håb den barske virkelighed, og angst, utryghed og bristede illusioner fik hende til at tage sit eget liv. Der blandt snorlige rækker af stier og gravgårde søger vore tanker og minder uvægerligt tilbage til det menneske, der fik hende til at give op, kun 40 år gammel.
Det var også far …
For vor familie i lejligheden på tredje sal i Ingemanns Allé i Esbjerg skulle et par skæbnesvangre efterårsdage i november 1953 blive dage, der for tid og evighed greb ind i dét liv, vi kendte.
Es gamle kendinge, en hærdet kriminel, blev den torsdag i november 1953 fremstillet for Retten i Esbjerg i et åbent grundlovsforhør, sigtet blandt andet for et groft røverisk overfald på en lokal blystøber natten til tirsdag to dage tidligere.
Brødbetynget og klatøjet med daggamle skægstubbe efter flere ugers drukturné på snuskede slyngelstuer og beverdinger erklærede den 35-årige voldsmand sig med rusten stemme skyldig i samtlige anklageskriftets punkter, mens han uroligt lod blikket flakke fra dommer til anklager.
Politiets gamle kending – det var også far …
Marinus Bülow var inkarneret sømand, og med mange farver på paletten kunne han sætte fut i fejemøget på det lokale stamværtshus og som nærmest ingen anden fortælle skønne historier, skrøner og eventyr om havets magi og livet på de syv verdenshave.
Men i retslokalet havde tonen fået en helt anden lyd. Lavmælt måtte far forklare, at han og hans vante svirebroder den 21-årige Alwyn som så ofte før var taget på druk og vulkaner i selskab med blystøberen, der dén famøse tirsdag optrådte som den glade giver.
Umiddelbart før nattelivet i Esbjergs minefelt fusede ud, og værtshusene lukkede og slukkede, begav de tre drikkebrødre sig videre ned til Fiskerihavnen og ombord på fiskekutteren Rigmor Hjortlund for hér at fortsætte festen.
Kun få timer senere rullede far og hans kumpan Alwyn den ulyksalige blystøber i havnens øde værkstedsbygning.
Uden dikkedarer af nogen art blev blystøberen – den festlige soldeturnés godgører – brutalt slået ned og frarøvet både pung og tegnebog med sine sidste penge – hundrede og femten kroner. Far ragede tegnebogen til sig med de 100 kr. og Alwyn tilegnede sig pungen med 15 kr.
Først langt ud på natten vendte far stangdrukken tilbage til sine kære og lejligheden.
Med et infernalsk spektakel ravede han rundt dér mellem væltede møbler, knuste glas og tomme ølflasker i den raserede stue, der var indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.
– Nu finder du fandme de penge frem, eller også ryger han ud over altanen …”
Hans ord faldt som grødet fuldemandsævl men var ment som ramme alvor. Som så mange gange før tilbage i 1950’erne var far gået helt i sort efter flere dages drukturné.
Også dén nat løftede han sin lilledreng op i nattøjets krave som et slattent trofæ og væltede ud på lejlighedens altan på 3. sal. Han hev sin grædende purk ud over gelænderet, holdt ham op mod den kulsorte nattehimmel og truede med at give slip for at få mor til at hoste op med de allersidste husholdningspenge.
Hun havde kun tilbage at finde pung og penge frem fra gemmerne, og med triumf og hærværksfryd i de stive øjne faldt far omkuld på sengen for at sove branderten ud.
Senere på natten lød der tunge støvletramp, larm og høje råb i den tre-etagers opgang i Ingemanns Allé, da politiet stormede lejligheden med syv mand stærk. En flok betjente slog uden videre døren ind til entréen, lagde far i håndjern og slæbte ham ned ad tre etagers trapper.
Samtidigt stavrede en bette purk i nattøj med en sort bamse på slæb bagefter i den mørke opgang og kaldte grædende på sin far …
Tre måneder senere afsagde et sydjysk nævningeting i Kolding dom i røverisagen. Efter 12 timers votering blev far i januar 1954 kendt skyldig og idømt en ubetinget fængselsstraf på to år og tre måneder.
Sprutten blev hans skæbne, og senere i livet kom han til at tilbringe flere årtier bag lås og slå.
Ødelagt på liv og sjæl besluttede mor dén nat at sige endegyldigt stop og bryde dén tunge arv, jeg var et produkt af. Ved at føre mig ud af fars skygge ydede hun det ultimative bidrag og afværgede familiens tragiske deroute i frit fald mod samfundets bund.
Et sidste erindringsbillede toner frem. En af de gamle kendinge fra fængslet i Sønder Omme er som så mange gange før blevet løsladt og følges til togstationen af en hale af fængselsbetjentenes børn, der gerne vil vinke farvel til Gamle Bülow.
Da vil fortællingen, at han læner sig ud af vinduet i togets kupe, vinker tilbage og med et bedrøvet smil trøster de små:”I skal ikke være kede af det – jeg kommer snart igen.”
Det var også far …
Astrid og Louis – Privatfoto.
Efter mange år bag fængslets trygge mure er far begyndt at føle frygt og usikkerhed overfor den virkelige verden med stress, jag og ubønhørlig overhalingsbane.
Han tigger fængselsmyndighederne om frivilligt at måtte blive genindsat men får afslag. Under stor ståhej begynder han derefter ved ankomsten til Esbjerg at baldre butiksvinduer på Strøget i Esbjerg, og da betjentene fører ham bort, har han et stort smil over hele femøren.
’Han døde for fire årtier siden. Tilbage står mindet om min far, som jeg stadigt elsker med barnets kærlighed fra dengang.
Tilgivelse må Vorherre tage sig af …
Louis Bülow som dreng i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
