Den seneste uge er der i gennemsnit foretaget 51.000 PCR-test om dagen. Derfor nedjusterer myndighederne endnu en gang kapaciteten for denne type test til 100.000 om dagen.
Behovet for PCR-test bliver ved med at falde, nu da restriktioner og coronapas stort set er fortid. I sidste uge indførte myndighederne en trappemodel for nedskalering af PCR-test, som baserer sig på det faktiske forbrug af PCR-test.
Gennemsnittet for uge 9 ligger på 51.000, og derfor bliver PCR-kapaciteten igen justeret et trin ned. Fremover vil myndighederne kunne PCR-teste 100.000 om dagen.
Der vil ikke længere være teststeder i alle kommuner, men regionerne vil have fokus på den bedst mulige geografiske placering af de centre, som fortsat skal være åbne.
PCR-kapaciteten i sundhedssporet, som f.eks. benyttes til indlagte eller ansatte i sundhedsvæsenet, vil forblive uændret.
På coronasmitte.dk kan man se myndighedernes testanbefalinger.
Fakta:
- Den 28. februar blev PCR-kapaciteten justeret fra 200.000 til 140.000 test om dagen.
- Den 7. marts bliver PCR-kapaciteten justeret fra 140.000 til 100.000 test om dagen.
- Samlet er der udført mere end 53 mio. PCR-test.
- Den dag der er blevet PCR-testet allerflest var 20.12.2021, hvor der blev foretaget ca. 225.000 PCR-test
Model for nedskalering af PCR-testkapaciteten
Trin 1 | 200.000 daglige PCR-test. |
Trin 2 | Såfremt testaktiviteten i gns. for de seneste syv dage er under 140.000 daglige PCR-test, kan trin 2 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 180.000 daglige PCR-test. |
Trin 3 | Såfremt testaktiviteten i gns. for de seneste syv dage er under 100.000 daglige PCR-test, kan trin 3 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 140.000 daglige PCR-test. |
Trin 4 | Såfremt testaktiviteten i gns. for de seneste syv dage er under 60.000 daglige PCR-test, kan trin 4 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 100.000 daglige PCR-test. |
Trin 5 | Såfremt testaktiviteten i gns. for de seneste syv dage er under 20.000 daglige PCR-test, kan trin 5 iværksættes, og der nedskaleres til en kapacitet på 40.000 daglige PCR-test. |