Af Carsten Sander Christensen
Midt i Statsfængslet lidt øst for Sdr. Omme ligger Østerby kirke med sit slanke spir og lyser med sine flotte glasmosaikker. Morgen og aften lyder klangen af kirkeklokken over fængslets område. Kirken blev indviet for 30 år siden i 1992. Byggearbejdet indledtes i sommeren 1990 med fældning af store grantræer i fængslets egne plantager; der holdtes rejsegilde 12. juni 1991. Byggeprocessen varede 4 år, hvor indsatte og ansatte sammen med arkitekt Kristian Kristiansen fra Brande og tekstil- og glaskunstnerne Britta Madsen og Søren Gøttrup Hansen, begge fra Støvring, byggede kirken på ruinerne af den gamle hestestald.
De økonomiske midler var små, men resultatet er ret enestående. Opførelsen kostede 830.000 kr. Der afholdes gudstjeneste i kirken om søndagen, og dagligt fungerer kirken som et fristed for de indsatte med en lille café og forskellige kulturelle arrangementer i ugens løb. Ligeledes har fængselspræsten, Kirsten Esbjerg, sit kontor i kirkebygningen. Våbenhuset blev for øvrigt indviet i 1994, hvor forfatteren og samfundsdebattøren Niels Højlund holdt festprædiken.
Statens Arbejdshus ved Sønder Omme er oprettet 1932 som en følge af straffeloven 1930, der for visse indsatte åbnede mulighed for afsoning i ‘arbejdshus’ (fangelejr). Staten købte et ca. 950 hektar stort hedeareal, der blev opdyrket og til dels tilplantet, og på området opførtes forskellige bygninger, i begyndelsen hovedsagelig træbarakker. Egentlig startede planerne om en kirke i Statsfængslet Sdr. Omme for mere end syv årtier siden. Omkring 1950 skrev den daværende sogne og fængselspræst i Sdr. Omme sogn, Poul Olesen, ”skal derfor stadig gudstjeneste afholdes i fængslerne må der bygges, må det anses for påkrævet, at de nødvendige kirkebygninger forefindes. Man behøver jo nogen domkirke, men blot en lille kirkebygning …”. Der skulle gå mere end 40 år før drømmen blev til virkelighed,
Der havde tidligere været holdt gudstjeneste i andre af fængselsområdets bygninger, et skolelokale og i forsamlingsbygningen ‘Synagogen’. Fængslet fik egen præst 1987, efter at det hidtil havde været betjent af sognepræsten i Sønder Omme. Det hele begyndte nemlig i 1987, da Kirkeministeriet oprettede en præstestilling ved det åbne statsfængsel i lighed med flere andre steder i Danmark. Fra gammel tid har der været præster ved de lukkede fængsler, ansat af Direktoratet for kriminalforsorgen, for at sikre, at også mennesker i fængsel havde mulighed for at udøve deres grundlovssikrede ret til religionsudøvelse.
Men som noget nyt var det nu Kirkeministeriet, der tog initiativ til oprettelse af præstestillinger ved de større åbne anstalter i lighed med oprettelsen af andre specialpræstestillinger. Begrundelsen var den, at de store institutioner mere og mere lever deres eget liv og ikke kan betragtes som en del af det almindelige sogn, men snarere er et sogn i sognet.
Den rektangulære bygning (24×9,5 m), hvis grundplan er bestemt af den tidligere stald, er orienteret syd-nord med våbenhuset lidt forskudt for midten af østre langside. Mod normal orientering øst-vest. I det store åbne rum optager kirken den midterste tredjedel, hvor stolene vender mod alteret i øst. Murene, hvoraf kun partiet op til vinduerne er gammelt, bibeholdt hestekrybberne. Det stejle, afvalmede tag er tækket med metalplader. Den åbne tagstol og alle bærende konstruktioner er af afbarkede granstammer. Der er uden adskillelse umiddelbar adgang fra kirken til fælleslokalerne i syd og nord, som ved indskudte lofter er delt i to etager. Eneste opdelingen af de tre afsnit er diskret markering i gulvet: under ‘kirkerummet’ går fliserne vinkelret på muren, i bygningens ender er de diagonalt stillede. Alt inventar i kirken er flytbart, så rummet kan bruges til andre formål, til koncerter og selskabelighed. Det hvidmalede rum får lys fra kvadratiske vinduer i langsiderne og otte ovenlysvinduer, idet arkitektens oprindelige idé med et glasparti øverst i hele taget ikke blev realiseret.
Kirken i Sønder Omme fik 2007 en ‘søsterkirke’ i fængselskirken i Møgelkær, sydøst for Horsens, der også er en rektangulær bygning orienteret syd-nord. Inventaret i Østerby kirke er stort set fra opførelsen og fremstillet af indsatte efter de førnævnte tekstil- og glaskunstnere. Alterbordet er en opbygning af tynde stålrør med fletværk af blade og figurer (djævelen ses) samt en plade af matteret glas. Som alterprydelse oven over tjener en stiliseret krucifiksfigur af blåfarvet glas.
Altersættet, der skyldes seks indsatte, er af glas med blå kant. Døbefonten udgøres af en glasskål med omløbende Trosbekendelse, hvilende på en underbygning i stil med alterbordets. Siddepladserne har form af fletstole, og et digitalorgel har efter brand 2005 afløst et orgel, der var bygget 1970 af Vestre’s Orgel- & Pianofabrikk, Haramsøy, Norge og blev anskaffet 1992. Klokken er en ældre skibsklokke, der hænger i spiret på tagryggen.
Hvem er menigheden? Der var i marts 2022 omkring 220 indsatte, og det årlige antal indsættelser var omkring 600. Man kan godt sige, at der ikke er nogen menighed på forhånd, men den må hele tiden skabes. Der er intet menighedsråd, ingen kirkelig betjening, ingen folkelige fællesskaber, som præsten kan knytte til ved. Bortset fra kirkebygningen, må præsten selv etablere alt omkring sit arbejde med hjælp fra de næsten 220 indsatte, som i en kortere eller længere tid befinder sig i fængslet. Mere end 600 mennesker går igennem systemet på et år, og det betyder, at præsten aldrig får etableret en “fast” menighed.
Til gengæld er sognegrænsen ikke flydende. De indsatte er isoleret i forhold til livet uden for fængslet. Et fængsel består af en samling helt tilfældige mennesker, som kun har det til fælles, at de er placeret i et fængsel, hvor de arbejder, tilbringer deres fritid og sover. Derfor må fængselspræsten være udfarende kraft i skabelsen af såvel et menneskeligt som folkeligt fællesskab, som evangeliet kan forkyndes ind i om søndagen ved gudstjenesten.
Menigheden er som oftest kirkefremmed og har en anden kulturel baggrund end i en sognemenighed, der kan være tale om fremmedsprogede og mennesker med anden religiøs baggrund. Og der er yderst få kirkelige handlinger, som skaber naturlig forbindelse til kirke og præst. Derfor er det også endnu vigtigere end i en sognemenighed, at kirken er synlig, hvis de indsatte, skal gøre brug af kirke og præst. Desuden er det en menighed af enlige kriseramte mænd, for størstedelens vedkommende økonomisk og psykologisk meget trængte mennesker. At kirken kommer til at betyde rigtig meget for mange af de mennesker, som i en kortere eller længere periode af deres liv opholder sig her, er derfor heller ikke så mærkeligt.
Østerby Kirke en forårdag i 2014 – Privatfoto
