Af Carsten Sander Christensen
“Tag immer noget for til eftermandens nytte
og lev som den der skal herfra i morgen flytte”
Billund egnen adskiller sig fra andre egne af Danmark på flere forskellige måder. Blandt andet har der ikke været herregårde af betydning her i den nuværende Billund Kommune i snart 400 år. Den vigtigste årsag var, at afgrøderne på den dårlige jord og avlsdyrene ikke gav overskud nok til at holde en herregård kørende. Men derfor har egnen jo haft kontakt med omkringliggende herregårde alligevel. En af disse herregårde var Nørholm Gods, der ligger 30 km sydvest for Grindsted. Lidt nord for Sig, Thorstrup Sogn, og 8 km nord for Varde – tæt på Varde Å. Hovedbygningen, der er speciel for vestjyske forhold, er opført af etatsråd Andreas Charles Teilman 1776-1780 og er fredet. Den ovennævnte sentens er indskrevet over hovedbygningens hoveddør af den førnævnte etatsråd. Men lad os kaste et blik på nogle af herremændene og herregårdens betydning for området.
Nørholms historie begynder på Margrethe 1.s (1353-1412) tid. Nørholm tilhørte i 1300-tallet adelsslægten Lange. Jon Jakobsen Lange (1315-1404), der ejede gården fra omkring 1390, var en betydningsfuld adelsmand. I 1397 deltog han i den forsamling, der stadfæstede Kalmarunionen og dermed Erik af Pommerns (1382-1459) status som konge af både Sverige, Danmark og Norge. Langes enke Else Jensdatter Rosenkrantz (1365-1435), der arvede gården, overlevede ham i 30 år.
Nogle år efter Jon Jakobsen Langes død rejste Margrethe 1. rundt i Jylland for at holde Retterting. Her på egnen givetvis i Varde. Resultatet af rejsen var et stort antal ejendomserhvervelser. Dels for at sikre rettigheder i kronens egne godser og dels for at erhverve ejendomme fra adelen og deres befæstninger, primært for at stække deres magt. Else Jensdatter Rosenkrantz og hendes søn, Claus Johnsen Lange (1400-1445) blev stævnet og Nørholm dømt til nedrivning, da den angiveligt skulle være blevet bygget på ulovlig jord. Men herregården klarede frisag.
I de følgende århundreder hed slægten Strangesen på Nørholm. En af ejerne, Ebbe Strangesen (d. 1507), blev landskendt. Ebbe Strangesen var d. 22. juni 1502 med til at dræbe rigshofmester Poul Laxmand (d. 1502), men blev ikke straffet idet Laxmand blev kendt skyldig for landsforræderi. Mellem de to Mænd var der et gammelt personligt fjendskab, som måske er blusset op på ny under det mislykkede Sverigestog 1502, som de begge havde deltaget i. Strangesen var sammen med sin rejsefælle mellem Kalmar og København – rigsrådsmedlem Bjørn Andersen Bjørn (d. 1509). De havde spist og drukket sammen da Strangesen angreb Poul Laxmand. Bjørn skulle ifølge en et par år yngre dom i begyndelsen have forsøgt at mægle men måtte forsvare sig da Laxmand gjorde udfald mod dem begge. Ebbe Strangesens hustru var bekymret over at drabet ikke var sket på en ordre fra kongen, Kong Hans (1455-1513). Det skulle dog snart vise sig, at der ingen grund var til bekymring. I 1502 nævnes Strangesen som rigsråd, hvad han ikke vides at have været tidligere og altså måske er blevet som en belønning for drabet. I 1518 gjorde for øvrigt Christian 2. (1481-1559) krav på gården, men også denne gang klarede den frisag. Da kongen jo endte i fangenskab på Sønderborg Slot.
På Christian 4. (1577-1648) tid hed herremanden Iver Vind (1590-1658), der var dansk Rigsråd. Han ejede Nørholm fra 1631 til sin død. Med ham begyndte nye vinde at blæse på godset. Iver Vind er begyndelsen på den ny tid. For øvrigt tiden, hvor Museumsgården Karensminde første gang nævnes i skrifter (o. 1636). Godsejeren forstod fordelen i at planlægge fæstebøndernes hoveri og således udnytte deres arbejdskraft ved Nørholms drift. Der var omkring 100 fæstebønder tilknyttet herregården. Bøndernes hverdag blev derved bedre organiseret og de blev mere integreret i godsets drift, hvilket fremmede såvel arbejdslyst som udbytte.
Ud over sin udvikling af Nørholm Gods var han en meget nær ven af Christian 4. og var særdeles aktiv i statens tjeneste. Iver Vind sendtes flere gange til Landdage i Hertugdømmerne og 1638 som gesandt til hertugerne af Gottorp og Sachsen-Lauenborg, ligesom til den svenske Gesandt Salvius i Hamborg. 1644 ledsagede han kongen og var med i slagene ved Lister-Dyb og på Kolberger Heide; om efteråret ledsagede han Christian 4. til Skåne.
De største forandringer i godsets historie skete dog i perioden 1749-1790. Godsejeren, etatsråd og økonomisk forfatter Andreas Charles Teilman (1723-1790), begyndte straks efter overtagelsen af at reformere gårdens drift. Nørholm Gods blev ophøjet til et stamhus (dvs. ældste søn er førstearving til helt og udelt gods). Han var foregangsmand for den nye tid, der skulle komme på egnen mindre end 100 år senere. Han opdyrkede store hedearealer, forsynede dem med bygninger, og var derfor en stor inspiration for alle senere hedeopdyrkere her på egnen. Dette vil blive beskrevet i en senere klumme. Andreas Charles Teilman var en for tiden yderst human godsejer mod sine bønder. Han indførte nemlig af egen drift over for dem mange forbedringer, som proprietærerne ikke var pligtige til, således blev fx i hans bønders fæstebreve hoveriet bestemt og fastsat med yderste nøjagtighed, ligesom han tilbød fæsterne deres gårde til arvefæste på meget lempelige vilkår. I en pjece fra 1767 udtalte han sig endog for stavnsbåndets ophævelse.
Alt dette forhindrede dog ikke, at han ligesom mange andre i øvrigt for bønderne varmtfølende godsejere på den tid optrådte som en skarp modstander af de første forsøg på reformer til bøndernes frigørelse, som Johan Friederich Struensee (1737-1772) begyndte på. I den anledning udgav han 1771 et par mindre afhandlinger. Da reformerne, der var blevet afbrudt ved Struensees fald og havde hvilet og atter genoptoges, fandt de hos Teilman i hovedsagen den samme modstand, skønt han i flere vigtige henseender ville gøre reformpartiet indrømmelser og på en vis måde, som flere af hans meningsfæller, stod på et mellemstandpunkt. Således ville han tage retten og pligten til at stille soldater ud af godsejernes hånd, ligesom han foreslog at indskrænke brøndenes forpligtelse til at blive i et vist distrikt til fra det 14. til det 36. år, og disse distrikter skulle ej som hidtil følge godsernes grænser, men sammenlægges af flere sogne, hvorved bønderkarlene fik en friere stilling.
Desuden ønskede han, at godsejerne skulle have fuldstændig frihed til enten at drive bøndergårdene selv, forpagte dem ud eller fæste dem bort, alt som man kunne enes om, imod at bønderne til gengæld skulle være uafhængige af godsejeren og have lov til at søge hen, hvor de ville. Men i det hele og store vedblev Teilman at være en modstander af reformerne; særlig ivrede han mod afløsningen af hoveriet, hvilken efter hans mening ville ødelægge godsejerne uden at hjælpe bønderne. Teilmans tankesæt var dog et første og vigtigt skridt på vejen til den udvikling egnen gennemgik i landbrugssektoren – især i slutningen af 1800-tallet.
For øvrigt som et lille kuriosum, under 2. verdenskrig kom et amerikansk Boeing B-17 Flying Fortress med 11 besætningsmedlemmer i maskinproblemer i nærheden af Nørholm Gods den 9. oktober 1943. Ti af besætningsmedlemmerne sprang ud med faldskærm og blev taget til fange af de tyske besættelsesstyrker, der havde kaserne på det nærliggende Oksbøl militærområde. Det lykkedes for piloten G.D. Bell at lande med flyet på godsets område, og her fik han kontakt med danskere, der skjulte ham og hjalp ham til Sverige via København.
I flere år var godset til salg for den nette sum af små 130 millioner kr. Det familieejede Nørholm, som ægteparret Karl og Martha Bräuner Nielsen overtog i 1979, blev alligevel ikke solgt. Og overgår nu til næste generation. I 1980’erne var det Danmarks største landbrug, når det kommer til malkekvæg. I dag er der ingen malkekvæg på godset, men fortsat en del land- og skovbrug. Aktiviteterne på godset i 2022 omfatter bl.a. udlejning af boliger, lagerhaller, jagt og fiskeri.
Hovedbygningen på Nørholm Gods. – Privatfoto
