Af Louis Bülow
Hér i mit livs efterår med alderdommens pubertet lige om hjørnet er jeg med Smilets By Aarhus blevet forundt en trædesten til det gode liv i den tredje alder. I en fortravlet storby vederkvæges jeg et rigt og privilegeret otium med gyldne år, hvor livet er til for at leves – og ikke et spørgsmål om hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge.
Med Mors Dag nu på søndag den 8. maj 2022 føler jeg mere end nogensinde vingesuset af dén godhed og betingelsesløse moderkærlighed , der for tid og evighed er knyttet til to vidunderlige kvinder i mit liv – min mor Astrid og min plejemor Ane Lise.
Mit hjerte flyder over med evig taknemlighed og dyb kærlighed til dem begge. Med et kald, en mission og ædle gerninger i godhedens tjeneste forundte de tilbage i 1950érne deres lille søn og plejesøn at byde livets drømme og forhåbninger op til dans og forvandlede selv hans tungeste dansetrin til en flot og fejende vals …
Dengang fik folkekære Victor Cornelius alle blanke øjne til at flyde over, når han med tidløse landeplager som Mor er den bedste i verden og Lille Mor sang om hende som solen i sit hjerte.
Ikke et øje var tørt, når han hyldede mor med sin fløjlsbløde tenorstemme, der fik selv englene til at synge og alle andre til at nikke med: – Mor er den bedste i verden, fordi hun er min mor.”
Dette er den barske men dog livsbekræftende skæbnefortælling om to veninder fra min barndoms land, der gav sig selv for andre, sprængte alle rammer og indgik en hellig pagt for at værne deres lille purk mod livets svigt og fortrædeligheder:
Det er historien om den stoute malermesters ældste datter Ane Lise og hendes bedste veninde Astrid fra små kår på et husmandssted i landsbyens udkant. De to veninder var nok karrige med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtede med kærlighed, godhed og hjertevarme.
Den ene af veninderne, Astrid, blev født 22. juli 1921i små kår i Gilbjerg ved Hejnsvig i en stor søskendeflok på 11, og familie, naboer og venner strømmede til fra nær og fjern for at lykønske forældrene med deres lille nyankomne.
Privatfoto
En sommerdag få år senere 13. juli 1927 var der den samme virak og feststemning få kilometer derfra i den solide håndværkervilla i Hejnsvigs hovedgade, da Ane Lise kom til verden som den ældste datter blandt fem søskende af landsbyens malermesterpar.
Jeg skruer tid og sted tilbage til min tidligste barndom i en lejlighed i 1950érnes Esbjerg, der for altid har mejslet sig ind i min erindring som en sand krigszone med fars vold, druk og svir som hovedingredienser.
Og med min barndom i Esbjerg ér det som med en hundelort: jo mere man pirker i den, jo mere stinker den …
Men ved at se min tragiske fortid direkte i øjnene og genopleve mit livs værste mareridt i fuldt flor kan jeg måske én gang for alle og i tide få ro i sjælen og sluttet fred med min barndoms traumer.
Som den aften min far med et ladt jagtgevær i hånden beruset ravede rundt på gårdspladsen og affyrede vilde skud op i luften, mens han skreg, at Astrid skulle komme ned til ham med mig .
Eller den råkolde vinternat, hvor der lød tunge støvletramp, larm og høje råb i den 3-etagers opgang i Ingemanns Allé, da politiet stormede lejligheden med syv mand stærk. En flok betjente slog uden videre døren ind til entréen, lagde far i håndjern og slæbte ham ned ad tre etagers trapper.
Samtidigt stavrede en bette purk i nattøj og med en sort bamse på slæb bagefter i den mørke opgang og kaldte grædende på sin far …
Med lejligheden på 3. sal toner et inferno af mishandlinger og fortrædeligheder frem, indsovset i en hæslig dunst af tobakståger, bræk og billig sprut, hvor far med druk og svir som følgesvende ravede rundt i den raserede stue mellem væltede møbler, tomme ølflasker og knuste glas.
– Nu finder du fandme de penge frem, eller også ryger han ud over altanen …”
Ordene falder som grødet fuldemandsævl men er ment som ramme alvor. Som så mange gange før er far med hærværksfryd i de sorte øjne vendt tilbage til lejligheden, stangdrukken efter flere ugers soldeturnè på værtshuse og beverdinger.
Til lyden af et infernalsk spektakel med gråd og høje råb løfter han pludseligt sin 6-årige dreng – og mig er det – op i nattøjet som et slattent trofæ og vælter ud på lejlighedens altan på tredje sal.
Han hiver sin grædende knejt ud over gelænderet, holder ham op mod den sorte nattehimmel og truer med at give slip for at få en fortvivlet Astrid til at hoste op med de sidste husholdningspenge.
Astrid har kun tilbage at finde pung og penge frem fra gemmerne. Triumferende kan min far endnu engang dampe afsted mod den nærmeste knejpe for at drikke sig fra sans og samling – det tragiske menageri kan begynde forfra …
Mærket på liv og sjæl beslutter hun den aften at yde sit sidste og endegyldige bidrag for at afværge en tragisk deroute i frit fald mod samfundets bund. Hun sætter himmel og jord i bevægelse for at sikre sig, at hendes dreng ikke stuves væk som socialt bundfald på datidens opdragelses-anstalter og børneinstitutioner
For at bryde dén tunge arv, jeg er et produkt af, fører Astrid mig modigt ud af min fars skygge. Som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmper for at fravriste døden sit barn, ofrer hun sig for barnet, og da Døden undrer sig, lyder hendes svar: – Jeg er en moder …
Hun indgår dén aften en hellig pagt over telefonen med sin ungdomsveninde Ane Lise, der er gift med hendes bror. Helt uden officielle papirer og uden sociale myndigheders indblanden trykker mor Astrid på knappen til dén sociale elevator, der vil bringe mig i familiepleje og dermed sikkerhed hos veninden i Hejnsvig.
Allerede den næste morgen haster hun til den lokale jernbanestation med mig ved hånden for at få sat en stopper for mareridtet. Hun får fat i en togfører og giver ham en række instrukser, inden han fløjter til afgang.
Med tårer trillende ned ad de forgrædte kinder sætter Astrid sin bette knejt på bumletoget. Og dén morgen græder også himlen méd med stille snefnug, der falder over land og by som blide tårer.
Samtidigt mange kilometer derfra står Ane Lise og skutter sig på den søvnige station i landsbyens udkant. Hensunket i dybe tanker spejder hun ivrigt efter toget, der i et stille tempo duver sig frem gennem landskabet.
En time senere byder hun mig velkommen til et forjættet land, der flyder om ikke med mælk og honning så med kærlighed, tryghed og hjertevarme.
Min plejemor Anne Lise i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
Epilog.
Det havde kostet mor Astrid usigeligt mange kræfter at holde sammen på det hele, men for sin drengs skyld holdt hun ud og stod distancen. Hun havde nu tilbage at flygte fra sit mareridt af et ægteskab med far, der aldrig fik sluttet fred med sine dæmoner.
Men en fremtid uden håb var hendes barske virkelighed. Få år senere fik angsten for far, bristede drømme og knuste illusioner hende til at give op, og hun tog sit eget liv, kun 43 år gammel.