Vestjysk Bank holder tempoet i årets første kvartal

Foto: René Lind Gammelmark

Med et resultat på 99 mio. kr. før skat i årets første kvartal, fortsætter Vestjysk Bank med at levere gode resultater. Aktivitetsniveauet er højt, både hos bankens erhvervs- og privatkunder. Trods mange usikre forhold på de finansielle markeder fastholder Vestjysk Bank forventningerne til hele året.  

Vestjysk Bank har netop offentliggjort bankens første kvartalsregnskab i 2022 med et resultat på 99 mio. kr. før skat. Til sammenligning var resultatet af første kvartal i 2021 på 105 mio. kr. før skat.

Administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen, siger:
”Vi er godt tilfredse med det driftsmæssige resultat af årets første kvartal. Banken er inde i en sund og fornuftig udvikling, hvor vi oplever høj aktivitet på flere områder, og vi kan se, at vores indtjening udvikler sig planmæssigt. Vi ser både høj aktivitet hos vores erhvervskunder over en bred kam og hos vores privatkunder, hvor det er bolighandler og omlægninger indenfor realkreditlån, der præger billedet.”

Vestjysk Banks kvartalsregnskab er acceptabelt, især fordi resultatet er påvirket af de stigende renter, som har påvirket kursværdien af bankens egenbeholdning af obligationer negativt med 58 mio. kroner. Egenkapitalen forrentes med 7,4 pct. i første kvartal.

Det går godt for bankens erhvervskunder
Regnskabet viser gode takter hos erhvervskunderne på tværs af mange brancher, og det påvirker regnskabet positivt.

”Det ser rigtig fornuftigt ud for vores erhvervskunder. Vores arbejde med at være den foretrukne erhvervsbank går godt, og vi er glade for at være den foretrukne samarbejdspartner for rigtig mange virksomheder i bankens markedsområde. Samtidig overholder vi stadig vores interne målsætning om, at ingen enkeltbranche må fylde mere end 15 pct. af de samlede nettoudlån og garantier,” siger Jan Ulsø Madsen.

Vedvarende energi og bæredygtige energikilder er et strategisk indsatsområde for Vestjysk Bank. De seneste seks måneder har banken oplevet særlig stor fremgang i udlån indenfor netop dette område.

”Der er ekstra fart på den grønne omstilling, og det kan vi mærke. Vi har i banken meget stærke kompetencer indenfor vedvarende energi, og det er vi begyndt at se resultaterne af. Vi glæder os over, at vi kan være med til at holde den lokale vækst og beskæftigelse i gang, samtidig med at vi yder vores lille bidrag til mere grønne og bæredygtige tiltag,” siger Jan Ulsø Madsen.

Fastholder forventninger til 2022
Vestjysk Bank forventer, at 2022 vil blive præget af en høj grad af usikkerhed. Det er først og fremmest usikkerheder omkring stigende råvare- og energipriser, usikkerheder om konsekvenserne af udfasningen af corona-støtteordningen og ikke mindst den aktuelle situation i Ukraine. Dertil kommer stigende priser på fødevarer og tiltagende mangel på arbejdskraft.

Alle disse forhold får banken til at øge sit ledelsesmæssige skøn i forhold til nedskrivninger med 15 mio. kr., så det nu udgør 340 mio. kr.

Trods udfordringer og den usikkerhed, der forventeligt kommer til at præge det meste af 2022, fastholder Vestjysk Bank forventningerne om et resultat før skat i 2022 i niveauet 600-650 mio. kr.

”Vores forventninger til 2022 forbliver uændrede, fordi vi, på trods af de mange usikkerheder der præger verden netop nu, kan se, at vores kunder grundlæggende har det godt. På et marked, hvor der er skarp konkurrence om kunderne, tror vi på, at vi kan fastholde og udbygge vores position i vores markedsområde. Vi ser store muligheder i fortsat at være en stærk samarbejdspartner for vores kunder og forventer et fortsat pænt aktivitetsniveau. Derfor fastholder vi forventningerne til hele året,” siger Jan Ulsø Madsen i en pressemeddelelse.

Kontorbutikken refurb banner