Af Carsten Sander Christensen
Verdens første biograf, Cinematographe Lumière, åbnede den 28. december 1895 i Paris. Filmen varede nogle minutter, hvor man bl.a. så nogle arbejdere, der gik hjem fra deres arbejde på fabrikken. Filmen var født. Ni år senere lukkede Danmarks første biograf, Kosmorama, dørene op på Strøget (Østergade 26). Der var 153 pladser i salen i København. Billetkontrolløren, Henrik Olsen, var udklædt som en slags schweizergardist. I 1906 blev et af verdens første filmselskaber, Nordisk Film, oprettet i Valby der eksisterer den dag i dag. 116 år hvor dansk filmbranche har sat et stort aftryk på international film i forhold til landets størrelse.
En dag i 1914, sad den arbejdsløse murermester Laust Peter Lysholdt ned på Grindsted Kro, hvor han fik en kop kaffe. I en samtale med krofatter, Laust Hansen, sagde denne, at nu gik det ikke længere med Lysholdts driveri. Også selv om krisen kradsede pga. 1. verdenskrigs rasen i Europa. Byg dig dog en biograf, kære Lysholdt, som den i København. Og det gjorde murermesteren så på matriklen Nørregade 5. Senere flyttede Lucullus ind i denne bygning.
Nogle dage efter kørte krofatter og Lysholdt til Morsbøl på hestevogn, hvor sognefoged Hans Jensen, boede. Formalia skulle overholdes. Det krævede en bevilling til biografdrift at vise film. Det ordnede sognefogeden i Kolding. Grindsted var klart på forkant med virkeligheden. Men det var staten ikke. I 1924 troppede en embedsmand op for at forny bevillingen. Der var bare det aber dabei, at bevillingen aldrig var nået frem.
Laust Peter Lysholdt byggede selv huset. Officielt blev Kosmorama indviet i 1914. Da Lysholdt var forhandler af støbejernsprodukter fra Ribe Jernstøberi, var der også et støbegods udsalg i samme bygning. På bygningens nordgavl fandt man husets navn ’Ella’ og rygterne sagde at det var på grund af missionshuset ’Pella’, der lå i umiddelbar nærhed. På hjørnet af bygningen var der indgang til støbegodsudsalget, bl.a. en permanent udstilling af støbejernsovne. Ved siden af bygningen holdt Lysholdts hestevogn altid klar med diverse varer som kakkelovne, vaske og emaljerede gruekedler.
Privaten lå på første sal. Og havde indgangsdør ved siden af biografens dør med lampe over. I 1916 installerede man kulbuelys. Det vidste Laust Peter Lysholdt ikke hvordan fungerede. En dag måtte murermesteren løbe over til elektrikeren der lå et stykke vej væk. På vejen falder Lysholdt ned i et hul og mens han ligger på ryggen finder han ud af hvordan elinstallationen fungerede. Forestillingen blev mere end en halv time forsinket, men publikum ventede pænt på forestillingen skulle starte.
Biografens dør yderst til højre,døren op til privat og døren til Støbegodssalget på hjørnet – Kilde /Foto: Billund Kommunes Museer
Senere da biografen blev en succes, satte familien Lysholdt filmplakater op i vinduerne ud mod Nørregade. Det var Harry og Vera Lysholdt, der ejede og drev biografen. Vera sad i billetlugen og var desuden telefondame. Harry arbejdede i operatørrummet, ved den enlige maskine. Biografsalen, der var en sidebygning på bagsiden af huset, havde 185 siddepladser. I folkemunde ’Rutebilen’ pga. bygnings form. Der var også en bagudgang, hvor folk gik ud ad for at ryge i pausen. En voksenbillet kostede 30 øre og en barnebillet 15 øre. To børn kom dog ind for 25 øre. Biografens allestedsnærværende billetkontrollør hed Peter Nielsen. Engang var der en filmscene i stumfilmen, hvor teksten på filmlærredet var ’Hvem er mon far til barnet?’. Og her råbte den lokale pianist – ’det er squ nok Peter Nielsen’.
Musikledsagelsen til forestillingerne foregik i starten fra et klaver. Den første officielt film i 1921, der blev vist i kino, var Körkarlen (Kørersvenden) af den berømte svenske instruktør Victor Sjöström og efter en roman af den verdenskendte svenske forfatter Selma Lagerlöf. Udenfor stod biografgængere og ungerne og ventede på Vera. I ly af rygerne sneg ungerne sig nogle gange ind i biografsalen i pausen. Trods opstillet plankeværk omkring sidebygningen, for netop at var opstillet for at ubemidlede mindreårige uden gyldig billet skulle snige sig ind i bygningen. Nogle film havde en 5-10 pauser, spolerne var jo små i 1920erne.
Der var hårde opklappelige træsæder på stolene, og af en eller anden grund var de forreste rækker altid de foretrukne for biografgængerne, så der var altid et kapløb for at nå ned lige foran lærredet og få en siddeplads. Inden ungerne blev lukket ind i biografen, havde publikum lige været et smut ovre i bagermester Møllers forretning på den anden side af Nørregade for at købe lidt slik eller kage. Børnene kunne jo have en 10-20 øre med til snolder.
Udbuddet af film var jo ikke særlig stort i Kulturhuset. Fy & Bi (Fyrtårnet & Bivognen) filmene var meget populære, Asta Nielsen har med sikkerhed optrådt på lærredet, Odds 777 med Liva Weel, Spencer Tracy i Prærie og Hotel Paradis kunne være eksempler på film. Efter besættelsen var engelske film med George Formby meget populære.
Under besættelsen var der problemer i biografsalen mellem det danske og tyske publikum. En del af de øverste stolerækker var altid forbeholdt de tyske soldater i byen. Under visning af tyske propagandafilm, hujede det danske publikum. Harry Lysholdt ville ikke vise Hitlers propagandafilm, men det var jo obligatorisk. Der var altid placeret to tyske soldater med skarpladte maskingeværer på rækkerne mellem de danske og tyske publikum. Tumulter kunne jo opstå.
I starten af 1950erne, lå Harry Lysholdt i åben krig med filmdistributøren Nordisk Film, der ikke ville levere danske film så hurtigt som Lysholdt ønskede det. Krisen gik i hårdknude og Harry Lysholdt valgte at stryge Nordisk Film som distributør. Nu var der kun internationale film i ’Rutebilen’ i Nørregade 5. Harry Lysholdt proklamerede ved fremvisningen af den første udenlandske film, at han var rigtig godt tilfreds, da der jo var længere mellem to gode end to dårlige danske film. Dette ændrede sig jo så siden.
