Af Louis Bülow
Både krigen mod Georgien i 2008 og besættelsen i 2014 af halvøen Krim, der efter Sovjetunionens opløsning var blevet en en del af republikken Ukraine, skal ses som et led i den russiske præsident Vladimir Putins storstilede plan om at genskabe landets storhed, ære og værdighed. .
Tilbage i januar 2000 havde Boris Jeltsin udpeget ham som sin efterfølger som Ruslands præsident, og allerede dengang løftede den 48-årige Vladimir Putin i et interview sløret for sine visioner om at gøre landet til en geopolitisk stormagt i øjenhøjde med USA:
– Der foregår en skånselsløs konkurrence mellem verdens regeringer på den internationale arena, lød det fra Vladimir Putin, der tilføjede: – Det er bekymrende, at vi ikke er blandt de førende i den konkurrence …
I årevis legede Putin – velbefaren i politisk mummespil og en politiker med stærke nerver og is i maven – med tankerne om at føre Rusland tilbage til dén hovedrolle, det havde haft under Den Kolde Krig, og sikre dets genindtræden på den storpolitiske scene som en global gigant.
I de tidlige morgentimer torsdag den 24. februar 2022 kom så Ruslands invasion af Ukraine, der for altid skulle forandre dén verden, vi kendte. Efter at have lukket luftrummet omkring den ukrainske grænse meddelte Putin, at Rusland netop havde indledt en særlig militær operation i Ukraine.
Hér 3 måneder senere har de tragiske begivenheder i Ukraine fået millioner af krigsofre, flygtninge og internt fordrevne til at søge beskyttelse og sikkerhed i Europa i en folkevandring, som ikke er set siden Anden Verdenskrig.
Ifølge FNs flygtningeorganisation UNHCR er flere end 6,0 millioner mennesker drevet på flugt fra krigens rædsler og deres hjemland – et tal, der frygtes at sprænge nærmest alle rammer i takt med, at krigen udvikler sig. Dertil anslås omkring 8 millioner mennesker internt at være fordrevet fra deres hjem i Ukraine.
Det er først og sidst en hensynsløs politisk tyran med en robust samvittighed, der for små 23 år siden kunne sætte sig for bordenden i Kreml og føre det store ord som landets præsident.
I årevis har en række snigmord og politiske likvideringer således trukket spor til Rusland og er blevet sat i forbindelse med Vladimir Putin. Mange fremtrædende kritikere og modstandere af Putin har mødt en overmåde trist skæbne: Nogle af dem er blevet sprængt i luften ved blodige attentater, andre er blevet skudt néd, nogle få er faldet ud fra høje etagebygninger, og andre er blevet ofre for raffinerede giftmord.
Vladimir Putin – Kilde: Wikimedia.org www.kremlin.ru
Som Aleksandr Litvinenko, der i en længere årrække som russisk spion havde været ansat i den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB, senere kendt som FSB, der i 1997 udnævnte ham til souschef i FSBs afdeling for bekæmpelse af organiseret kriminalitet.
Året efter i 1998 rettede Litvinenko en åben og sønderlemmende kritik af FSBs ledelse – og chefen for FSB var déngang ingen ringere end Vladimir Putin – da han afslørede, at han havde fået ordre til at snigmyrde den magtfulde oligark Boris Berezovskij.
Aleksandr Litvinenko blev déngang kendt som en fremtrædende kritiker af Putin, og i 2000 måtte han flygte over hals og hoved fra Rusland. Han søgte politisk asyl i Storbritannien og blev britisk statsborger i oktober 2006.
En måned senere i november 2006 blev Litvinenko forgiftet med radioaktivt materiale polonium-210, der var blandet i hans te på en hotel-restaurant i London. Fra sit dødsleje anklagede han sine tidligere kolleger i det russiske efterretningsmiljø og ikke mindst Vladimir Putin selv for at stå bag dén radioaktive forgiftning, der langsomt slog ham ihjel.
”Ved at sidde ved samme bord som denne morder har vestlige ledere givet ham frie hænder til at myrde hvem som helst hvor som helst,” som Litvinenko sagde, da han lå dødeligt forgiftet på hospitalet.
Han døde den 23. november 2006.
Først efter annekteringen af Krim i 2014 og nedskydningen af Malaysia Airlines Flight 370 over Ukraine samme år besluttede den britiske regering at nedsætte en offentlig undersøgelse, der i januar 2016 konkluderede, at ordren til Litvinenko-mordet efter al sandsynlighed kom fra Putin selv.
Senere kunne Storbritanniens forhenværende premierminister Gordon Brown afsløre, at mordet på Alexander Litvinenko var ”bestilt fra toppen”, og en embedsmand i den britiske regering fulgte op med en oplysning om, at der var ”meget stærke indikationer på, at det var en statshandling.”
Også USAs efterretningstjeneste havde angiveligt opsnappet kommunikation, der entydigt pegede på en forbindelse til den russiske regering.
Det kan endeligt nævnes, at ovennævnte rigmand Boris Berezovsky blev fundet død i London i 2013, uden at politiet kunne fastslå dødsårsagen.
